Vi havde sådan en dejlig dag i går. Ren afslapning og hygge og alligevel synes jeg, at vi nåede en masse ting. Jeg fik blandt andet bagt chokoladescones, hvilket jeg længe har haft lyst til, (opskriften skal nok komme på bloggen) og så fik jeg også høstet en masse rabarber. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle bage denne her skønne rabarberkage med crumble og mandler, men i sidste ende blev det i stedet til makronmuffins med rabarber. Det er ved at være flere år siden, at jeg sidst har bagt dem og de smager virkelig fantastisk. Den let marcipanagtige smag fra makronerne er helt perfekt sammen med de syrlige rabarber og når det hele bindes sammen af en vaniljeduftende kagedej, så bliver det ikke meget bedre.
Kagerne er super nemme at lave – dejen kan røres sammen på ganske få minutter, så det er virkelig en opskrift, som er oplagt, hvis man får uventede gæster, eller trangen til lidt sødt pludselig melder sig. De lækre muffins kan for øvrigt både serveres lune og kolde – begge dele fungerer helt fint. Skal de med på skovtur eller pakkes i en picnickurv, så spises de selvfølgelig “au naturel” og det er der bestemt ikke noget i vejen med. Men serveres de fine små kager derhjemme, evt. til kaffen eller som afslutning på en lækker middag, så kan jeg bestemt anbefale, at man pakker hver muffin ud og serverer en kugle god is, lidt flødeskum eller creme fraiche ved siden af.
Skal kagen serveres til dessert, vil det måske være nemmere at bage den som én stor kage og så efterfølgende skære den ud i fine snit og det kan sagtens lade sig gøre. Bagetiden ændres selvfølgelig, da det tager lidt længere tid at gennembage en stor kage, men som hovedregel er kagen færdig, når den er lækker gyldenbrun og sprød på toppen og der ikke hænger dej ved et træspyd, som stikkes ned i midten.
Jeg vil skyde på, at kagen skal have ca 30-45 minutter ved 180 °C (alm. ovnfunktion), hvis den fordeles i en mellemstor springform (ca 20 cm i diameter). Men da ovne bager forskelligt, vil jeg absolut foreslå, at man prøver sig lidt frem og holder øje med kagen.
Køb ingredienserne hos Nemlig.
Måske har du bemærket den “købsknap” til Nemlig, som er dukket op i nogle af mine opskrifter? Jeg har indgået et virkelig smart samarbejde med Nemlig, hvor du med ét klik på knappen får alle ingredienserne til opskriften lagt i indkøbskurven hos Nemlig. Efterfølgende kan du selvfølgelig rette i kurven, og fjerne de varer du har i forvejen, eller tilføje varer du mangler. Det er både nemt og hurtigt.
Makronmuffins med rabarber
Ingredienser
- 100 gr rabarber
- 1 spsk sukker
- 100 gr smør (blødt)
- 125 gr sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 æg
- 1 dl mælk
- 0,5 tsk salt
- 2 tsk bagepulver
- 150 gr hvedemel
- 100 gr makroner
Fremgangsmåde
- Skær rabarberne i små stykker, kom dem i en skål og drys med 1 spsk sukker. Lad rabarberne trække imens dejen røres sammen.
- Pisk smør, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem hvert æg.
- Rør mælk i dejen.
- Bland salt, bagepulver og hvedemel og vend det forsigtigt i dejen.
- Kom makronerne i en frysepose og knus dem ved at banke let på dem med en kagerulle eller lignende tung genstand. Vend de knuste makroner og rabarberstykkerne i dejen.
- Fordel dejen i 14 muffinforme af papir. Placer evt. formene i en muffinform af metal.
- Bag kagerne ved 180 °C (alm. ovnfunktion) i 25-30 minutter, eller indtil de er gyldne og gennembagte. Mærk evt. efter med et lille træspyd i midten.
- Lad kagerne afkøle på bageristen og server. De er bedst, når de er relativt nybagte, men de kan godt holde sig et par dage i en pose. De kan desuden fryses.
De ser godt nok lækre ud så dem skal jeg prøve. Jeg har dog lige et spørgsmål, jeg har frosset mine rababer ned, kan de stadig bruges i denne opskrift eller bliver de for våde? Tak for god inspiration?
Krstine – Du burde sagtens kunne bruge dine rabarber til muffins, men det kan være en god idé, at lade dem tø op i en sigte, så det værste “overskudsvand” lige kan rende af 🙂
kan man erstatte mælk med yoghurt?
Ina – Ja, det burde ikke være noget problem. Rør evt. en smule vand i yoghurten, så den bliver en smule mere flydende 😀
Så er de lige kommet ud af ovnen og de dufter helt fantastisk. Jeg lavede dog ikke 8 stk, men 12 stk i amerikanske muffinforme, som er lidt større og det var nok meget godt, for de hævede helt op over kanten. Så nu glæder jeg mig til at smage dem senere. Måske med kugle vanilleis som du foreslår. Vejret er i hvert fald til det ?
Charlotte – Det lyder godt. Det var altså også nogle ret store muffins, som jeg fik bagt 😀
Hejsa, glæder mig til at prøve opskriften, kan de fryses ned?
Mvh Trine
Trine – Det kan de sagtens, men de er allerbedst, når de er nybagte 😀
Hej Anne-Katrine. Ville man kunne udskifte rabarbarstykkerne med æblestykker tror du? Vores træ bugner og tænker at kombinationen ikke lyder helt dårlig 🙂
Gitte – Det er jeg da helt sikker på – lyder som et lækkert alternativ med æbler, så det skal jeg vist selv prøve kræfter med 😀
Skal bage dem nu. Havde ingen rabarber så har brugt jordbær/rabarbermarmelade. Hvordan mon det bliver????
Jane – Det lyder da spændende – blev de gode? 😀
Min svigerdatter vil meget gerne have den til sin fødselsdag, men i en bradepande (til 14 personer ) kan man det og hvor meget skal jeg bruge ? Har du evt. Også et forslag til topping man kan bruge ovenpå ? 😊
Jane – Det burde sagtens kunne lade sig gøre at lave kagen i en bradepande i stedet for til muffins, og jeg ville nok lave en dobbelt portion, hvis jeg var dig. Man skærer formentlig et lidt større stykke, end hvad der svarer til en lille muffin og nogle tager måske også 2 gange 🙂 Bagetiden skal jo selvfølgelig forlænges lidt, men det er svært at sige præcist hvor længe, så jeg foreslår, at du prøver dig frem med et lille træspyd/tandstikker i midten af kagen.
Mht. topping, så foreslår jeg enten creme fraiche rørt sammen med lidt vanilje og måske et nip sukker eller en god vaniljeis 😀
Nøj, de er gode ❤️
Christina – Så dejligt at høre 😀
Jeg har tænkt mig at bage dem aftenen før jeg skal bruge dem
næste aften – til 20 bagevante kvinder – jeg bager sjældent – mest brød – puh spændende
Er det mon ok dagen før?
Lægge i plasticposer?
Kh
Jette – Ja, det burde ikke være noget problem, hvis bare de er pakket godt ind i plastikposerne. Rabarberne skal nok holde kagerne lækre og svampede og du kan jo evt. lune dem et par minutter i ovnen inden servering 😀
Kan man bruge marcipan i stedet for makroner? Jeg bor i malaysia og her har vi ikke makroner.
Lis – Ja, du burde sagtens kunne bruge revet marcipan i stedet for makroner. Så bliver kagerne sådan lidt mere mazarin-agtige, men bestemt ikke mindre lækre 😀
Har lige lavet en dobbelt portion. Men jeg syns de flyder meget ud i formene. Har i alt 28stk.
Men det går nok. Smagen er den samme.
Suzan – Ja, dejen er en smule flydende. Derfor bruger jeg næsten altid en muffinform af metal, som jeg sætter papirsformene ned i. Så holder de faconen 😀 😀
Hej og tak for super mange gode opskrifter 😊
Har dog lige et spørgsmål, når jeg kommer mælken i smør/ æggemassen skilder det ad, har du et tip til hvordan jeg undgår det?
Mvh Gunhild
Gunhild – Det lyder umiddelbart som om, at den kolde mælk får den lune, smeltede smør til at stivne/gryne. Det burde dog ikke have noget at sige ift. smagen i de færdige kager, men ellers kan du lune din mælk let, så smørret ikke stivner 🙂
Nogle af de lækreste muffins jeg nogensinde har smagt
Karina – Hvor er det bare dejligt at høre 😀
Hej Anne-Kathrine.
Du skriver i punkt 2 at man skal blande blødt smør med sukker og vaniljesukker, som skal piskes hvidt og skummende. – Det i sig selv er nærmest umuligt. Tilsæt et æg ad gangen og pisk godt. Derefter tilsættes mælken og nu skiller det da fuldstændigt ad.
Jeg ville mene at det bløde smør skulle byttes om med æggene, så man ligesom laver en æggesnaps hvor efter den afkølede smeltet smør vendes forsigtig i den luftige masse. Hmmm…. Det er åbenbart kun mig der ikke kan få det til at lykkedes 🥴
Vh. Bente
Bente – Der er forskel på, om man laver en rørt eller pisket kagedej. Den piskede kagedej laves ofte med en æggesnaps, som du har beskrevet, hvorimod man laver en rørt kagedej ved at piske sukker og smør til en hvid og skummende smørcreme. Det kræver dog, at smørret er blødt, men så plejer det også at gå nogenlunde let 🙂 Du kan evt. læse lidt mere om rørt og pisket kagedej lige her 🙂 https://samvirke.dk/artikler/kend-forskel-paa-en-pisket-og-en-roert-kagedej-og-faa-begge-slags-til-at-lykkes
Kan man bruge dejen selvom den er skilt? Det sker også for mig at det skiller når mælken tilsættes. Hvordan undgår jeg det? Hvis altså det ikke er meningen?
Jannie – Ja, det burde ikke være noget problem at bruge dejen, selvom den er blevet lidt grynet. Det sker indimellem, når den kolde mælk møder smørret i dejen, men har ikke noget at sige for det færdige resultat 😀
Har bagt dem før, altid med succes. Jeg bager dem dog som en hel kage. Længe leve dovenskaben 😉
Idag eksperimenterer jeg så med at bruge dét rabarber der blev til overs fra da jeg lavede saft, fremfor stykker af rabarber. Og lidt hakket mørk chokolade. Jeg venter i spænding 😊
Virkelig nogle lækre muffins, som hele familien elsker og så er de jo nemme at lave.
Hvis jeg skulle lave dem til en festlig lejlighed ville jeg elske at lave dem med en frosting med flødeost. Men hvilken smag, vil du anbefale? Kunne man med fordel tilføje lidt rabarber-sirup til frostingen?
Karina – Jeg ville nok gå med en flødeoste-frosting, som er en smule syrlig. Og så evt. tilføje lidt rabarbersirup til frostingen, som du selv er inde på 😀