Her i huset bliver der spist en del kartoffelmos til vinterens hyggelige simreretter. Jeg har altid elsket kartoffelmos og der er altså bare noget ved sådan en skefuld let og luftig, pisket mos med en skøn smag af smeltet smør og salt. I virkeligheden kunne jeg nok sagtens spise kartoffelmos et par gange om ugen, men hvis der alligevel skal variation til – eller hvis jeg bare har fået lavet en alt for stor portion – så bliver mosen rørt med æggeblommer og stiftpiskede æggehvider, drysset med rasp og efterfølgende bagt sprød og gylden i ovnen og serveret til de klassiske simreretter som fx gullash eller mørbradgryde med bacon og små pølser. Hvis jeg da ikke vælger at bruge kartoffelmosen som låg til en af de andre klassikere, nemlig denne her engelsk inspirerede sheperd’s pie.
Ovnbagt kartoffelmos – og i øvrigt også den klassiske kartoffelmos – kan sagtens tilføres ekstra smag (og grønt) i form af selleri, pastinakker, gulerødder eller lignende rodfrugter. Rodfrugterne skal blot skrælles og skæres i tern og kan så koges møre og moses sammen med kartoflerne og de bidrager med en både lækker og let nøddeagtig smag til mosen, hvilket jeg kun kan anbefale. Og apropos nødder, så kan der også røres 1-2 håndfulde grofthakkede hasselnødder i mosen, eller de kan drysses på toppen, inden kartoffelmosen bages i ovnen – det giver en skøn smag og et lækkert crunch og smager især dejligt til enebærgryde eller lignende retter med “vildtsmag”. Endelig kan man tilsætte sprødtstegt bacon eller en god skinke i tern til mosen og toppen kan evt. drysses med revet ost – på den måde kan mosen nemt forvandles fra tilbehør til en hel hovedret og den smager dejligt med en frisk og sprød salat eller ovnbagte rodfrugter til.
Lige præcis denne her ovnbagte kartoffelmos spiste vi for noget tid siden sammen med en skøn vildtgryde med svampe og rodfrugter og en klassisk waldorfsalat, men det kunne også have været en broccolisalat, som med sit indhold af både vindruer og æbler supplerer det lækre vildtkød og den let nøddeagtige smag i kartoffelmosen helt perfekt. En god rødvin i glassene og så var det ellers bare at sætte sig til bords og nyde det hele.
Bagt kartoffelmos
Ingredienser
- 800 gr kartofler
- 50 gr smør
- 1,5 dl mælk
- 2 stk æg
- 0,5 tsk stødt muskat (kan udelades)
- salt og peber
Desuden
- 15 gr smør
- 1 dl rasp
Fremgangsmåde
- Skræl kartoflerne, skær dem i tern og kog dem helt møre i usaltet vand.
- Hæld herefter vandet fra kartoflerne og mos dem til en luftig kartoffelmos med et kartoffelmos-jern eller en elmikser.
- Tilsæt smør og mælk til de mosede kartofler og smag til med salt.
- Del æggene i blommer og hvider.
- Rør æggeblommer og stødt muskat i kartoffelmosen. Er mosen stadig varm, så pisk grundigt, så æggeblommerne ikke stivner til røræg i den varme mos.
- Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i mosen, så luften ikke slås ud af hviderne.
- Smør et ildfast fad med smør og drys det med rasp. Fordel mosen i fadet og drys med rasp på toppen af mosen.
- Sæt fadet i ovnen og bag kartoffelmosen ved 190 °C (varmluft) i ca 30 minutter, indtil den er let souffleret og gyldenbrun.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Retten kan fryses, men mosen kan godt få en lidt speciel konsistens, ligesom den bliver mere kompakt.
Hej.
Jeg skal have gæster ca 45 pers. .Jeg skal selv lave det meste selv , kan jeg kartoffel mosen dagen før og varme det op på dagen.
Vh Marianne
Marianne – Du kan sagtens forberede det hele dagen i forvejen, men hvis jeg var dig, ville jeg nok vente med at bage mosen indtil på selve dagen. Opvarmet, bagt kartoffelmos er ikke så spændende og hvis det alligevel skal opvarmes på dagen, kan du jo lige så godt bage det på dagen 🙂
Så mit råd lyder, at du laver mosen og anretter den i fade 1-2 dage i forvejen og på selve dagen drysser du med rasp og bager mosen i ovnen 🙂
Kan jeg lave mosen helt færdig, også med de stiftpiskede hvider, dagen før jeg skal bruge den ????
Lisbeth – Jeg ville nok ikke tilsætte de stiftpiskede æggehvider dagen før. Man pisker æggehviderne stive, for at gøre mosen luftig og få den til at hæve. Men når æggehviderne skal stå så længe, så falder luften sammen igen, og så kan det egentlig være lige meget at piske dem 😀
En virkelig dejlig kartoffelmos. Smagte den samme med Gullasch.
Lars – Dejligt at høre 😀
Skal mosen være kold inden tilsætning af piskende hvider…
Maj-Britt – Jeg bruger ofte en rest fra dagen før, og så er mosen jo i sagens natur kold. Du kan godt bruge frisklavet kartoffelmos, men den må ikke være brandvarm, da du så kan risikere, at ægget stivner og hviderne falder sammen, når du vender det i. Kartoffelmosen skal helst være lunken 😀 😀