Jeg tror ikke, at jeg har fået et stykke paneret flæsk i over 20 år. Det er i hvert fald ikke noget, som jeg nogensinde har prøvet at lave selv. Og hjemme hos mine forældre får vi som regel helt almindelig flæsk, når der står stegt flæsk på menuen. Helst stegt i ovnen, som faktisk også er den fremgangsmåde, jeg selv foretrækker, når jeg laver stegt flæsk med persillesauce.
>> Se min bedste opskrift på stegt flæsk med persillesauce lige her.
Sprødstegt, paneret flæsk (husmandskoteletter).
Dog kan jeg huske, at vi har fået paneret flæsk et par enkelte gange. Der er også nogle, som kalder dem for husmandskoteletter eller fattigmandskoteletter. Og endnu bedre kan jeg huske, at vi fik de sidste stykker på rugbrød til frokost dagen efter. Men ellers er paneret flæsk ikke noget, jeg overhovedet har skænket en tanke i virkelig mange år. Men da for nylig så et billede af en omgang paneret flæsk, fik jeg sådan lyst til at prøve at lave det selv. Og det var faktisk ret simpelt.
Flæskestykkerne blev først panerede og derefter stegt sprøde og gyldne på panden i olie. Det er en god idé at stege ved jævn varme, for hvis temperaturen er for høj, risikerer man, at flæskestykkerne bliver mørke og brændte udenpå, inden kødet er tilberedt indvendigt. Omvendt suger paneringen unødvendig meget fedtstof til sig, hvis temperaturen er for lav.
Nu lavede jeg jo bare aftensmad til Morten og mig, men skal man lave en større portion, så kan det være en rigtig god idé, at tænde ovnen på ca. 100 °C og sætte et ildfast fad derind. Så er det bare at ekspedere flæskestykkerne fra panden ned i ovnen, efterhånden som de bliver færdige. Nemt og bekvemt.
Paneret flæsk
Ingredienser
- 20 skv flæsk (svinebryst)
- 2 æg (sammenpiskede)
- 1½ dl hvedemel
- 3 dl rasp (evt. panko rasp)
- olie til stegning
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Dup flæskeskiverne tørre med lidt køkkenrulle og tryk dem herefter let flade med fingerspidserne.
- Stil 3 dybe tallerkener frem. Kom hvedemel, salt og peber i den ene tallerken. Sammenpisket æg i den anden tallerken og rasp i den tredie tallerken.
- Panér flæskestykkerne ved først at dyppe dem i mel, så i æg og til sidst i rasp.
- Varm olien op i en stegepande og steg flæskestykkerne ved middel varme, til de er gyldne og sprøde. Pas på med for høj varme – så bliver de mørke udenpå og rå indeni.
- Lad flæskestykkerne dryppe af på lidt fedtsugende papir, anret dem på et fad, drys med salt og server med kartofler og evt. persillesauce.
- Skal man lave en større portion, kan det være en fordel, at lægge flæsket i et fad i ovnen ved 100 °C efterhånden som stykkerne steges færdige på panden.
Skønne variationer.
Jeg brugte panko rasp til at panere flæskestykkerne i. Panko rasp findes ved siden af de asiatiske varer i supermarkederne. Det er en form for grovere rasp, som giver et supersprødt og lækkert resultat. Men selvfølgelig behøver man ikke at fare ud og købe en pose panko rasp, hvis ikke man har andet at bruge det til. Paneret flæsk laves jo helt traditionelt med almindeligt rasp. Men har man alligevel købt en portion panko rasp, så kan jeg virkelig anbefale, at man prøver at bruge det til karbonader.
Helt traditionelt er tilbehøret til paneret flæsk vidst kartofler og persillesauce. Men andre former for tilbehør som inkluderer hvid sauce er også meget brugt, fx stuvet hvidkål, stuvet spidskål eller stuvede bønner. Og så selvfølgelig stuvede kartofler. Jeg må indrømme, at jeg valgte en noget lettere form for tilbehør, for jeg droppede helt saucen. Til gengæld holdt jeg fast i både kartofler og persille. Jeg dampede nemlig en portion små, nye, danske kartofler, som blev vendt med friskhakket persille og en lille klat smør i gryden, da de var færdigkogte.
Indrømmet, det er virkelig solid kost, men hold nu op hvor var det også bare lækkert. De sprøde flæskestykker, der knasede i munden og så de små, lækre kartofler med masser af persille. Vi fik ikke yderligere grønsager, salat eller lignende til. Det er ikke såååå tit, at jeg laver gammeldags mad (eller mormormad, som det vidst efterhånden kaldes). Så når vi får det, så går vi all in.
Jeg laver tit stuvede makaroni til. Noget min mor lavede tit da jeg var barn.
Anna-Sofie – Uhh, det lyder heller ikke dumt. Har aldrig smagt stuvede macaroni, men går ud fra, at det minder lidt om mac n cheese 😀
Uhmmm, elsker paneret flæsk. Stuvet makaroni får vi til frikadeller el en grillet pølse. Der er ikke ost i vores stuvede makaroni. Det er en opbagt hvid sovs med kogt makaroni vendt i sovsen ?
Yvonne – Nååå på den måde, nej det har jeg godt nok aldrig smagt. Vi har mere gjort det i stuvet hvidkål, spidskål og bønner, der hvor jeg kommer fra 😀