Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pizzastang med kylling og bacon.

15 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fjerkræ, Frokostretter, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Som nogle af Jer måske ved – i hvert fald Jer der kom forbi bloggens facebookside i går eftermiddags, så har jeg haft store spekulationer angående navnet på denne her indbagte “ting”, som jeg serverede til sidste uges madklub og som i bund og grund minder temmelig meget om en butterdejsstang med skinke. I hvert fald hvad udformningen angår. Fyldet er dog noget helt andet, og jeg manglede derfor et navn, som kunne lede tankerne i retning af den berømte skinkestang, men som også meget gerne skulle antyde, at der var sket en del ændringer undervejs. Og det endte til sidst ud i en pizzastang med kylling.

Og med denne navngivning er det største arbejde med “stangen” faktisk overstået, for selve udformningen gik som en leg. Jeg snød og købte et par færdige ruller pizzadej på vej hjem fra skole, for med begrænset tid til rådighed, ville jeg hellere bruge tiden på tilbehøret i form af et par lækre salater.

Jeg synes i øvrigt, at metoden med at bruge pizzadej i stedet for butterdej er ret lækker og knap så tung og fed. Der kan formentlig også bruges en helt almindelig gærdej, fx magen til den jeg brugte, da jeg lavede denne her pizzastjerne med tomat og mozzarella. Men man skal være opmærksom på, at dejen hæver godt, og der vil blive rigtig meget brød i forhold til fyld. Derfor foretrækker jeg en traditionel pizzadej, som giver en let, lækker og tynd indbagning.

Jeg serverede den indbagte kylling med broccolisalat og en rissalat. Jeg lavede også en helt enkelt salat bestående af 1 del tørrede tranebær og 1 del saltede peanuts til 4 dele edamamebønner, og der var rigeligt mad. Selvom vi var 4 voksne, blev der ikke spist mere end én enkelt af de to indbagte kyllingestænger. Og jeg havde altså ikke indtryk af, at det var fordi maden ikke smagte. Der var også masser af salat til overs. Lige pludselig opdager man, at ris og grove grønsager som fx broccoli ligger en rigtig god og solid bund. Morten og jeg havde rigeligt med rester til dagen efter. Faktisk var der salater som tilbehør til både frokost og aftensmad i flere dage. Men det er jo ikke noget, jeg klager over.

5 fra 2 stemmer

Pizzastang med kylling og bacon

Bagetid25 minutter
Samlet tid45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 100 gr bacon i tern
  • 200 gr champignons (hakkede)
  • 2 stk kyllingebryst (stegte eller kogte)
  • 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
  • 200 gr flødeost naturel
  • 2 spsk sød sennep
  • 1 rulle fersk pizzadej
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Steg baconstykkerne sprøde og lad dem afdryppe på køkkenrulle.
  • Steg herefter de hakkede champignons i baconfedtet på panden.
  • Skær de stegte eller kogte kyllingebryster ud i mundrette stykker.
  • Kom bacon, champignons, kylling, forårsløg, flødeost og sennep i en skål og rør det sammen. Smag til med salt og peber.
  • Rul pizzadejen ud på det medfølgende bagepapir og fordel fyldet på langs på midten. Skær siderne af dejen i skrå strimler á ca. 2 cm. tykkelse.
  • Fold enderne af dejen ind over fyldet. Fold herefter skiftevis en strimmel fra højre og venstre side ind over fyldet, så fyldes lukkes inde, og der dannes et fint, flettet mønster.
  • Løft stangen over på en bageplade vha. bagepapiret og bag den ved 190 °C (varmluft) i 20-25 minutter til den er gylden og gennembagt.
  • Server stangen med salat og dressing eller grøntsager i stave.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Stangen kan desuden fryses.

Noter til opskriften. 

 
I stedet for færdigkøbt dej kan man bruge hjemmelavet pizzadej. Man kan også udskifte pizzadej med en plade butterdej, så bliver resultatet lidt som en klassisk skinkestang. 
Subscribe
Notify of
15 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kathrine Rex
8 år siden

Den indbagte kylling var et kæmpe hit i weekenden! Den var både super nem (havde taget den nemme udvej med forstegt kylling og champignoner i skiver) og smagte rigtig godt – næste gang tror jeg dog, at jeg vil prøve med Philadelphia’s Sweet Chili, da den godt kunne bruge lidt mere krydderi. Men jeg undlod også sennep, da manden ikke bryder sig om det. Den skal også prøves med skinkefyld 🙂
Kan du forresten give en lidt mere uddybende forklaring af hvordan du skærer strimlerne ud og folder dejen? Jeg opgav grundet tidspres, men synes det ser rigtig flot ud, sådan som du lavede den 🙂

Benedikte Weber
8 år siden

Hold nu op,hvor smagte den lækkert! Har lige lavet den til min datter, mand og mig selv og må sige det var et kæmpe hit!? Tusinde tak for alle dine inspirerende opskrifter?

Anne-Mette
7 år siden

Jeg skal lave denne ret senere på ugen og jeg vil bruge hjemmelavet pizzadej. Hvor stort et rektangel ruller du dejen ud til? Forøvrigt, har du noget imod hvis jeg poster min version af din opskrift på min blog? Jeg vil selvfølgelig henvise til din originale opskrift.

Mvh. Anne-Mette

Anne-Mette
7 år siden

Hej Anne-Kathrine,

Tak for dit svar 🙂

Mvh. Anne-Mette

P.S. Sjældent at “møde” en anden med bindestreg i deres navn 🙂

Anne-Mette
7 år siden

Hej igen,

Så er min version oppe på min blog. Nej, hvor var det lækkert! Tak for opskrift og inspiration 🙂

https://mykitcheninholland.wordpress.com/2017/03/06/chicken-braid/

Anne-Mette
7 år siden

Tak tak

Lisbet
9 måneder siden

Monstro der skal stå 100 gr bacon😉

Karen
9 måneder siden

5 stars
Det blev rigtig godt 😊 min mand blev glad i munden 😊 så den skal helt sikkert på bordet igen