Pulled pork er som bekendt blevet en enorm succes i Danmark. Når både man kan få det i pølsevogne og i grillbarer, så er der altså noget om snakken. Pulled chicken har derimod ikke nået helt samme kultstatus endnu, selvom jeg efterhånden har set et par færdiglavede udgaver i diverse supermarkeder. Men nu hvor jeg har prøvet den hjemmelavede version, så må jeg altså indrømme, at det er så nemt at lave pulled chicken, at det slet ikke kan betale sig at købe det færdiglavet. Og modsat pulled pork så tager det kun 3 timer at stege kyllingen.
>> Se også min opskrift på pulled pork lige her.
Jeg har faktisk længe gået med ideen om, at prøve at lave en omgang pulled chicken. Ikke mindst, fordi jeg ikke er vanvittig begejstret for pulled pork – ja, jeg ved godt, at jeg er i undertal, men sådan er det. Pulled chicken derimod, kunne jeg meget bedre forestille mig, og det blev som nævnt også en stor succes. Den perfekt krydrede og møre, saftige kylling var bare så lækker.
Kyllingen blev vendt i en lækker krydderblanding – en såkaldt rub – lørdag aften. Jeg brugte bare samme slags rub, som vi normalt bruger til pulled pork, men har man ikke tid, lyst eller mulighed for at lave sin egen rub, kan man købe færdiglavet rub til pulled pork i større supermarkeder. Jeg lavede vores pulled chicken i ovnen, men en anden gang kunne jeg sagtens finde på at sætte den i grillen – enten i alle 3 timer eller måske bare den sidste time, så den får lidt røgsmag. Dog vil jeg nævne, at den ovnstegte kylling smagte skønt, så det er altså ikke et must, at kræet kommer over kullene.
Vi havde planlagt at arbejde i haven søndag og derfor besluttede jeg mig for, at det også skulle være dagen for min pulled chicken debut – på den måde ville vi også have nogenlunde nem aftensmad, når vi ikke gad arbejde mere. Jeg havde bagt en portion burgerboller og rørte desuden en omgang klassisk coleslaw sammen og så var det ellers bare at trække kyllingen fra hinanden med 2 gafler og skære tomater og en agurk i skiver, da det blev spisetid. Udover burgerne fik vi også et par majskolber og det var et af de bedste måltider, vi har fået i lang tid.
Pulled chicken
Ingredienser
- 4-5 stk kyllingebryst (500-600 gr)
- 2 spsk brun farin
- 2 spsk paprika
- 1 tsk chilipulver (eller efter smag)
- 1 tsk sennepspulver (eller 1 spsk sennep)
- 2 tsk groft salt
- peber
Fremgangsmåde
- Kom kyllingestykkerne i en frysepose.
- Bland farin, paprika, chili, sennepspulver/sennep, salt og peber sammen og hæld det i posen. Massér kyllingen godt, så krydderblandingen fordeles.
- Læg posen med kylling i køleskabet og lad gerne kyllingen trække til dagen efter (8-24 timer). Har man travlt, kan kyllingen også kommes direkte i ovnen. Det giver ikke helt så meget smag, men kan sagtens lade sig gøre.
- Vend kyllingestykkerne ud på et stort stykke stanniol (brug evt. et dobbelt stykke stanniol) og luk det hele godt til.
- Sæt stanniolpakken i ovnen ved 125 °C (alm ovnfunktion) i 3 timer.
- Hæld kyllingestykkerne ud i et fad og træk det møre kyllingekød fra hinanden med 2 gafler. Overhæld evt. kyllingen med den overskydende kødsaft, som ligger i bunden af stanniolpakken. Man kan også lave en tynd, hjemmelavet BBQ sauce og overhælde kødet med den.
- Server pulled chicken i burgerboller med coleslaw og salat, tomat- og agurkeskiver og pickles til.
Slurp. Det SKAL bare prøves!:-) Der ser superlækkert ud!
Mari – Jeg lover dig, det er skønt og smager så englene synger 🙂
Hej igen
Linket til den hjemmelavede rub virker ikke….? Kunne man lokke dig til at skrive opskriften?
Hej igen 🙂
Tusind tak for info. Jeg har nu rettet i linket – ved ikke lige, hvad der var sket for den, men den skulle virke nu. Hvis den driller igen, så skriv pulled pork i søgefeltet oppe i bloggens højre hjørne, så kommer opskriften på pulled pork inkl. opskriften på rub frem 🙂
Jeg er osse en af dem der ikke besvimer af begejstring over pulled pork. Bevares det smager da ok, men jeg synes ikke det der de 12 timer i ovnen værd.
Men pulled chicken derimod, den kunne jeg til gengæld falde i svime over 😀 Jeg har selv lavet en udgave med en indisk krydderrub og wow den var fabelagtigt.
Låvise – Det lyder som en rigtig lækker variant, jeg har også selv planer om en udgave med et mexicansk twist og så komme det i tortillapandekager 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Lyder vildt lækkert. Kan man lave det med kalkunbryst i stedet mon??
Susanne – Ja, det er jeg sikker på, du sagtens kan. Men måske skal den lige stege et par timer længere i ovnen – kyllingebryst er jo noget mindre end kalkunbryst 🙂
Er helller ikke fan af pulled pork… har kun prøvet jensen udgaven ikke hjemmelavet. Så ved ikke om jeg kan lide hjemmelavet. Men har en Jensen pulled chicken liggende der skal prøves 🙂
Anna-sofie – Jeg har Black listet Jensens, fordi jeg har så dårlige erfaringer med både deres færdige spareribs og mørbrad – kødet er af så dårlig kvalitet. Så jeg kan kun anbefale dig, at prøve den hjemmelavede udgave. Det smager skønt 😀
Uhm 🙂
Vi har købt ind til pulled pork i weekenden, men kan være at jeg næste gang skal prøve med kylling. Det er jo slet ikke så tidskrævende som pulled pork.
God dag.
Maj-Britt – Det tager nemlig ikke nær så lang tid 🙂 Men min ærlige mening er altså, at det smager endnu bedre end pulled pork, så jeg kan kun anbefale dig, at prøve det 🙂
God dag til dig 😀
Jeg er heller ikke fan af pulled Pork. Har kun smagt hjemmelavet, men jeg synes det blev meget fedt.. og guderne skal vide at jeg ikke er fedtforskrækket og elsker krølfedtet på en god steg :-D..
Men det her, dét skal jeg have gang i..!! det er helt sikkert.
Pia – Det er nemlig ret fedtet også selvom det påstås, at fedtet smelter fra under langtidsstegningen. Dette her er til gengæld både mørt, saftigt og lækkert og der går ikke lang tid, før vi skal have en omgang igen 😀
Hej.
jeg prøver lige her også.
Er du nået videre med din plan med pulled chicken med et mexicansk twist?
Er ny med skrive til en blog, så jeg har haft lidt begynder vanskeligheder.
vh Gitte
Gitte – Hehe, begynder vanskeligheder eller ej så er din besked i hvert fald nået igennem 🙂
Jeg har endnu ikke prøvet med mexicanske krydderier, men jeg har lavet quesadillas, som er en mexicansk ret, med en rest pulled chicken, men længere er jeg ikke nået endnu 🙂
Opskriften ligger for resten her – https://madenimitliv.dk/quesadilla-med-pulled-chicken/
Mange hilsner fra
Anne.
Jeg prøver at kigge, elsker mexicansk mad., håber du deler dine fremskridt.
Vh Gitte
Hej
Bruger du også BBQ til kylling? 🙂
Trine – Jeps – jeg synes sagtens at bbq kan gå til kylling 😀
Ser SUPER lækkert ud! 😛
Kunne godt tænke mig at afprøve denne opskrift, men jeg skal lige høre: er det almindelig ovn eller varmluft du bruger? 🙂
Din opskrift på ingefærshots er i øvrigt et KÆMPE hit herhjemme, MUMS! 😀
Freja – Tusind tak for din søde besked 😀
Det er helt almindelig ovn, jeg bruger. Kyllingen skal stå så længe, at det ikke har den store betydning, men jeg oplever, at ovnvarmen kan være lidt kraftigere i min ovn, når jeg bruger varmluftsfunktion, så i dette her tilfælde, bruger jeg bare almindelig ovn 😀
En tanke der lige strejfede mig da jeg læste opskriften. Tror vi skal have pulled chicken i weekenden
Du nævner at prøve på grillen for røgsmagen.
Kiggede på din opskrit på hjemmelavet rub, hvad med røget paprika?
Jeg har fx ikke så mange muligheder for at grille, så giver den lige et lille twist af røg.
Elsebeth – Jeg er sikker på, at du sagtens kan prøve med røget paprika. Jeg selv, er ikke specielt vild med røget paprika, så jeg bruger det sjældent, men det er bestemt en mulighed 😀
hej. kan det laves dagen før da man jo alligevel skal spise det koldt?
hej igen. skal man bruge både rub og Bbq sauce til pulled chicken?
Maibritt – Jeg bruger kun rub, når jeg laver pulled chicken, men til almindelig pulled pork bruger jeg først rub og så drypper jeg kødet med BBQ sauce til sidst – jeg vil næsten sige, at det er smag og behag, så det må man selv om. Du kan sagtens lave pulled chicken dagen før det skal bruges 🙂
hej anne. er det 150 grader alm ovn?
Maibritt – Ja det er det 🙂
Hej 😊
Jeg vil gerne prøve at lave din version af pulled chicken, men er ikke så vild med tanken om at skal stege det i staniol. Tror du det vil kunne lade sig gøre at stege det i et ildfast fad med låg? Eller tror du så måske der skal hældes lidt væde ved? 😊
Louise – Du kan sagtens stege det i et ildfast fad som dækkes til med stanniol eller et låg, fx en stegeso. Det burde ikke være nødvendigt at hælde yderligere væde ved kyllingen, da den afgiver saft under stegningen, men er du alligevel nervøs for, at kyllingen skal sidde fast i bunden af fadet, så kan du tilsætte en lille smule 😀
Kan man undlade at bruge det i pulled format så det blot resultere i super mørt kød til flødekartofler og salat…
Ulrik – Du behøver selvfølgelig ikke trække kødet fra hinanden inden servering, men det vil nok gå ret meget i stykker, når folk skærer i det. Men det vil med garanti være meget mørt 😀