Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pulled pork på grill eller ovn…

13 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Grill, Hovedretter, Opskrifter, Simremad, Svinekød, Weekendmad
Gå direkte til opskriften

Pulled pork er et langtidsprojekt uden sammenligning. Kort sagt skal du helst gå i gang små 35 timer før du regner med at spise pulled pork, men så kan man også se frem til at spise noget af det møreste, mest auromatiske, perfekt krydrede og saftige kød man overhovedet kan komme i nærheden af.

Vi laver typisk pulled pork 2-3 gange i løbet af sommeren, for både Morten og især min mor er fuldstændig skudt i det. Oftest laver vi det med lidt “snyd”, hvilket vil sige, at vi bruger en kombination af ovn og grill. Først får stegen ca 8-9 timer i ovnen ved svag varme og derefter ryger den på grillen ved inddirekte varme de sidste par timer. På den måde tilføres lidt røgsmag.

>> Se min bedste opskrift på hjemmelavet pulled chicken lige her. 

Er man nu en rigtig hardcore grillmester, så tilbereder man selvfølgelig udelukkende sin gris i grillen eller i en smoker. Det kræver nogle rigtig gode grillkul, som ikke brænder alt for hurtigt ud, fx heatbeads, og derudover kan man tilføre ekstra smag til kødet ved at bruge tørt røgtræ. Grillkullene lægges i en cirkel i bunden af grillen, så de langsomt kan antænde sig selv og derudover skal man have ret godt styr på bund- og topspjæld, så man løbende kan justere temperaturen og grillen ikke pludselig går ud. Af samme grund har jeg endnu kun prøvet at tilberede pulled pork i en gasgrill og så i en kombination af ovn og grill. Fremgangsmåden for begge dele har jeg beskrevet i opskriften herunder.

Og bor man nu et sted, hvor det ikke er muligt at grille, eller synes man, det er for besværligt, så steger man selvfølgelig bare pulled pork i ovnen. Røgsmagen kan man jo tilføre ved hjælp af lidt liquid smoke (flydende røgsmag, som købes på flaske) eller ved at komme røgede krydderier i krydderblandingen til stegen, fx røget paprika og chipotle chili. Det eneste en pulled pork i virkeligheden kræver er faktisk tid og tålmodighed.

Men selvom det kræver tid at lave pulled pork, så er det heldigvis supernemt. Den afpudsede nakkesteg skal bare gnides godt ind krydderblandingen, og så skal den i en frysepose og stilles på køl. Nakkestegen skal helst hvile i 24 timer, efter den er gnedet ind i krydderblandingen. Til nød kan man krydre stegen om aftenen, lade den hvile natten over i køleskabet og begynde at stege den om morgenen dagen efter, men det optimale resultat får man efter 24 timer.

>> Se min bedste opskrift på luftige burgerboller lige her. 

Vi spiser som regel pulled pork i burgere og jeg synes, at der skal være såvel salat, tomater og agurk, som pickles og en god, hjemmelavet coleslaw til pulled pork burgere. Jeg laver som regel denne her coleslaw, som har en perfekt balance imellem sødme, syre og fedme og så bruger jeg enten fintstrimlet spidskål eller hvidkål alt efter sæson.

>> Se min opskrift på hjemmelavet coleslaw lige her. 

Desuden laver jeg en tynd BBQ sauce, som kan drisles over det færdigtilberedte kød og bidrage med lidt ekstra smag. Vil man ikke have en helt så tynd BBQ sauce, så nøjes evt. med 1 dl æblecidereddike men følg opskriften for de øvrige ingredienser og man selvfølgelig kan man også bruge en færdigkøbt BBQ sauce.

 

3 fra 4 stemmer

Pulled pork

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Hvile- og stegetid1 day 11 timer
Samlet tid1 day 11 timer 15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 nakkesteg (ca 1 kg)

Krydderblanding (rub)

  • 2 spsk brun farin
  • 4 spsk paprika
  • 1 tsk chilipulver (eller efter smag)
  • 2 tsk sennepspulver (eller 2-4 tsk sennep)
  • 1 spsk groft salt
  • 1 spsk friskkværnet peber

BBQ sauce

  • 2 dl æblecidereddike
  • 2 spsk ketchup
  • 1 spsk brun farin
  • 1-2 tsk chilipulver (eller efter smag)
  • 1-2 tsk groft salt
  • peber

Fremgangsmåde

  • Afpuds nakkestegen let.
  • Rør farin, paprika, chili, sennepspulver, salt og peber sammen og gnid nakkestegen godt ind i blandingen. Bliver der noget af krydderblandingen til overs, kan den gemmes til senere brug.
  • Pak kødet i en frysepose, fold posen tæt om kødet og lad den hvile i køleskabet i minimum 4-5 timer, evt natten over, men allerhelst i 24 timer.

Tilberedning i ovn/grill (kombination)

  • Pak kødet ud og kom det i et ildfast fad. Fyld vand i bradepanden, til det står ca. 3 cm op omkring kødet.
  • Sæt stegen i ovnen ved 100 °C (alm. ovnfunktion) i 8-9 timer. Hold øje med bradepanden så den ikke koger tør for vand og fyld mere på undervejs.
  • Efter 8-9 timer flyttes bradepanden over i grillen, hvor den får 1-2 timer ved inddirekte varme. Læg evt. lidt røgtræ sammen med kullene, det giver en lækker grill- og røgsmag til kødet. Kødet er færdigt, når kernetemperaturen når 95 °C.

Tilberedning i ovn

  • Pak kødet ud og kom det i et ildfast fad. Fyld vand i bradepanden, til det står ca. 3 cm op omkring kødet.
  • Sæt stegen i ovnen ved 100 °C (alm. ovnfunktion) i 10-12 timer. Hold øje med bradepanden, så den ikke koger tør for vand og fyld mere på undervejs.
  • Går det lidt for langsomt, så kan man øge ovntemperaturen til 110 °C.

Tilberedning i gasgrill

  • Pak kødet ud og kom det i et ildfast fad.
  • Fyld vand i en foliebakke og stil på den grillristen i den ene side af grillen. Placer herefter fadet med stegen på grillristen i midten.
  • Grill stegen ved indirekte varme og helst ikke over 110 °C i 9-10 timer, indtil kernetemperaturen i kødet når ca. 90 °C

Anretning

  • Tag kødet af grillen og lad det hvile i ca. 15 minutter. Del herefter kødet i trevler med 2 gafler.
  • Rør ingredienserne til BBQ saucen sammen og smag den til.
  • Fordel halvdelen af BBQ saucen over kødet. Resten serveres til, så man selv kan dosere.
  • Server pulled pork med burgerboller, salat, tomat- og agurkeskiver, pickles og coleslaw.
Pulled pork er også lækkert som fyld i pitabrød eller bagte kartofler, i en salat, på pizzaen, i sandwiches eller i quesadillas.
Subscribe
Notify of
13 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
13 år siden

TrineA – Det er helt klart et sjovt og hyggeligt projekt med en utrolig velsmagende belønning og arbejdsindsatsen er jo minimal, så det gælder bare om at have en god tålmodighed, så er man rigtig godt på vej:-)

LaTascha
13 år siden

Janne – Der løb ikke vand ud af vores ovn, men den har sådan en slags damp ventil bagpå og der kom godt nok en hel del damp ud. Nu fik vores jo også "kun" små 10 timer i hhv. ovn og grill – det har måske noget at sige?

Jeg ved ikke lige hvad der sker for klokken. Har godt set et par gange, at den var lidt foran i forhold til hvornår jeg skrev et indlæg, men har ikke rigtigt fået sat mig ind i hvordan jeg ændrer det:-)

Mange hilsner fra

Anne.

TrineA
13 år siden

Yum Yum Yum lyder bare mere end lækket – er det lyden af et lille køkkeneksperiment her sidst på sommerferien… ja det tror jeg da vist nok lige at det er ^_^

Janne
13 år siden

Hmm… klokken er nu altså kun 11.32 når jeg skriver det her.

Janne
13 år siden

Jeg oplevede da jeg lavede pulled pork at der løb vand ud af min ovn. Velsagtens pga. al dampen, så jeg hældte vandet ved nakkestegen fra igen. Ovnen var tændt på 90 grader og det var først efter 12-12 timer vandet begyndte at løbe ud. Stegen fik i alt næsten 20 timer.

Men en lækker opskrift som vi helt sikkert snart skal have igen.

LaTascha
13 år siden

Piskeris – Netop. Genial mad som ingen arbejdstid tager, hvis man vel at mærke lige kan finde ud af lidt planlægning. Det er ikke sådan noget man skal sidde og få lyst til til aftensmad klokken 15, medmindre man har en rest i fryseren:-)

Piskeriset
13 år siden

Enig enig – pulled pork er genial mad! Vores grill kan ikke holde konstant temperatur i så lang tid, så vi er gået over til at grille kødet 20-30 minutter, inden det smides i en römertopf og ind i ovnen, hvor det får 15-20 timer ved svag varme. Manner, hvor er det godt – og let at lave, bare man kommer i gang i god tid 😀

LaTascha
13 år siden

Birthe – Det er godt at høre, at jeg ikke er den eneste der ikke gider grille i 10 timer. Og du har ret i, at der skal grønt knas til, lidt kaniner er vi jo nok alligevel:-)

Kærlig hilsen

Anne.

LaTascha
13 år siden

Heidi – Vi har heldigvis også stadig en rest pulled pork i fryseren, som kan tøes op i en snæver vending, når man ikke lige føler for at planlægge 35 timer ud i fremtiden:-)

Newyorkerbyheart
13 år siden

Ja, jeg laver dem for det meste også i ovnen i al stegetiden – og der skal klart coleslaw til men knasende grønstager, for ellers bliver det hele lidt for meget – efter min usle mening 😉

KH
Birthe

heidi
13 år siden

Godt man har 4 små nakkestege i fryseren til sådan et projekt – og jeg snyder altså også, og laver den faktisk i ovnen i hele stegetiden (men det er fordi jeg er for doven til at tænde op i grillen).
Og så egner det sig også glimrende til at fryse ned og varme op igen.
Lækkert tilbehør i fik til – og jeg synes også godt der må være lidt grønt 🙂

Stine
10 år siden

Lækker opskrift – jeg vil dog tro, at du mener 2 spk i stedet for 2 dl eddike i bbq marinaden? Ellers bliver den godt nok meget bitter!