Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Risalamande kage.

79 kommentarer
Desserter, Julemad og juleopskrifter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Ideen til denne her kage har efterhånden spøgt i mit baghoved i flere år. Men ikke før i forgårs fik jeg endelig taget mig sammen og rent faktisk lavet en risalamande kage med bund af bastognekiks og kirsebærgelé på toppen. Kagen blev serveret til kaffen til min lillebrors fødselsdag, som vi fejrede i går aftes. Og den skønne kage med risalamande blev en kæmpe succes. Så selvfølgelig skal I ikke snydes for opskriften her på bloggen.

Se også – Risalamande med kirsebærsauce I Hjemmelavet risengrød 

Opskrift på risalamande kage.

En risalamandekage ligner til forveksling en klassisk cheesecake med kirsebærgelé. Men den adskiller sig alligevel en hel del. Ikke mindst hvad smagen angår, da en cheesecake jo ofte er lidt syrlig i det.

Det er måske ikke lige sådan en kage, som man serverer på selve juleaften. Ikke medmindre man er meget modig. Juleaften har de fleste det jo sådan, at der ikke må ændres for meget på traditionerne. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er en risalamandekage jo ikke det samme som risalamande med kirsebærsauce.

Til gengæld synes jeg, at kagen vil være meget fin at servere til en julefrokost, et advents-arrangement eller lignende i løbet af december. Her tager man som regel ikke skade af lidt fornyelse. Og der er også sjældent helt faste traditioner knyttet til den slags arrangementer. Endelig er kagen faktisk også helt eminent, som et lille “Stop spild af julemads” projekt. Læs evt. mere i indlægget under opskriften.

4,20 fra 55 stemmer

Risalamande kage

Hviletid6 timer
Samlet tid6 timer 30 minutter
Antal: 12 stk

Ingredienser

Kiksebund

  • 75 gr smør (smeltet)
  • 150 gr bastognekiks eller brunkager (digestive og vaniljekranse kan også bruges)

Risalamande

  • 3 blade husblas
  • 1 vaniljestang (eller 2 tsk vaniljesukker
  • 4 spsk sukker (eller efter smag)
  • 500 gr kold risengrød (lidt mere eller mindre spiller ingen rolle)
  • 3 dl piskefløde
  • 75 gr smuttede mandler (grofthakkede)

Kirsebærgelé

  • 4 blade husblas
  • dl kirsebærsauce
  • ½ dl vand

Desuden

  • 50 gr hvid chokolade
  • evt. brændte mandler
  • guldstøv

Fremgangsmåde

  • Knus småkager/kiks til fint rasp og rør dem sammen medsmeltet smør.
  • Læg et stykke bagepapir i klemme i bunden af en springform (ca18-20 cm) og pres kikseblandingen ud i bunden af formen.
  • Sæt husblas i blød i koldt vand.
  • Halver vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas kornene ud i en smule af sukkeret, så de adskilles. Rør vaniljesukker og det resterende sukker ud i den kolde risengrød.
  • Kom husblas i en lille skål samme med 2-3 spsk af fløden. Varm skålen i mikrobølgeovnen i 10-15 sekunder, indtil husblassen er smeltet. Man kan også smelte husblas og fløde over vandbad.
  • Pisk resten af fløden til skum og vend det i risengrøden.
  • Rør 1 spsk af risengrødsblandingen ud i den smeltede husblas. Gentag med 2-3 spsk, indtil husblassen er nogenlunde afkølet. Vend derefter husblassen over i risengrødsblandingen og rør godt rundt. Tilsæt hakkede mandler og smag til.
  • Læg kageplast (eller en strimmel bagepapir) i kanten af springformen og fordel risalamanden ovenpå kiksbunden. Sæt kagen på køl i minimum 4 timer.

Kirsebærgelé.

  • Udblød husblas i koldt vand.
  • Kom kirsebærsauce og vand i en gryde og varm det op. Saucen behøver ikke koge, men den skal være varm nok til, at husblassen kan smelte.
  • Kom husblassen direkte ned i den varme kirsebærsauce. Rør rundt så husblassen smelter. Stil herefter saucen på køl i 10-15 minutter, indtil den er lillefingervarm.
  • Hæld forsigtigt kirsebærsaucen ovenpå risalamanden. Sæt kagen på køl i 2-3 timer.
  • Ved servering fjernes springform og kageplast forsigtigt fra kagen.
  • Smelt hvid chokolade over vandbad eller i mikrobølgeovn og pynt kagen med tynde striber af chokolade, brændte mandler og evt. guldstøv.
  • Kagen kan holde sig i 2-3 dage og kan med fordel laves dagen i forvejen. Den er ikke fryseegnet.

Julekage med skønne variationer.

Jeg brugte en pakke krydrede bastognekiks til selve kiksebunden. Traditionelt laves en cheesecake jo ofte på digestive kiks, men nu er det her jo en slags julekage. Og det synes jeg godt må skinne igennem. De krydrede kiks giver et fint modspild til den vaniljesmagende risalamande og det syrlige kirsebærlag på toppen. Men man kan selvfølgelig sagtens bruge digestive kiks eller lignende, hvis man ønsker en knapt så krydret bund. Og vil man have et chokolade twist, så prøv evt. med blendede oreo kiks.

Det er vigtigt, at der er godt med smag i risalamanden, så der skal smages godt til med sukker og vanilje. Ellers risikerer man, at de fine nuancer i risalamanden simpelthen “forsvinder” sammen med den krydrede bastognebund og kirsebærsaucen på toppen. Hvorvidt der skal mandler i kagen eller ej, må være op til den enkelte. Præcis ligesom når man laver risalamande. Men jeg synes, at knaset fra mandlerne klæder kagen gevaldigt godt. Og så giver de et lækkert modspild til den bløde risalamande og kirsebærgelé.

Brug julens rester til en risalamande kage.

En risalamandekage er ikke bare en superlækker dessertkage. Den kan også blive et rigtigt madspildsprojekt. Kiksebunden kan eksempelvis laves af knuste julesmåkager, fx pebernødder, brunkager eller vaniljekranse. Og ligger man inde med en ordentlig portion risalamande, så er der jo ingen grund til at lave den helt fra bunden. Man skal blot udbløde husblassen, smelte den i lidt fløde og så vende den i risalamanden som beskrevet i opskriften herover. Det samme gælder selvfølgelig resterne af kirsebærsaucen, hvis man har for meget af det.

Endelig har jeg pyntet kagen med striber af (hvid) chokolade. Og det hænder jo, at man har den slags til overs fra konfektfremstillingen. Det samme gælder de brændte mandler og guldstøvet. Og har man andre former for lækkerier og juleknas til overs, så kan det måske også bruges til pynt. Det gælder bare om at bruge sin fantasi.

Subscribe
Notify of
79 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kaja boiesen
8 år siden

Kan bunden laves med digestive kiks? Lige som man gør i ostelagkager. Mvh Kaja

Tove B
4 år siden

Jeg har brugt brune kager. Det smager dejligt.

Tanja Bækgaard
2 år siden

Når der bruges 500 g. Risengrød så er der jo salt i. Er det ok?

Mette
7 år siden

Kan kagen laves en dag eller to i forvejen?
Jeg tænker eks. hvis jeg laver den torsdag aften når den skal bruges lørdag eftermiddag/aften?

Lars Palle Hansen
7 år siden

Hej Anne-Kathrine.

Tak for en super god opskrift 🙂 !
Men hvordan fjerne du bagepapiret fra bastognebunden, når kagen har “sat sig på køl”.
Det klistrer til bagepapiret og jeg er nervøs for hvordan jeg får papiret væk, uden at ødelægge kagen 🙂 ?

Jette
7 år siden

Laver altid kiksebunden i springform uden bund – direkte på serveringsfadet. Så er det kun formen der skal løftes af før servering og ingen papir i bunden.

Randi
2 år siden

Er det nødvendigt med bagpapiret i bunden. Den skal jo ikke bages. Jeg tænker bare at undlade det – og servere på bunden af springformen, sat på et pænt fad. Har du prøvet det?

Randi
2 år siden
Svar  Randi

Hov mit indslag kom ind det forkerte sted. Det sku have været under der hvor en spørger til det med bagepapir.

Casper Nielsen
6 år siden

Tror du den kan fryses..?
Evt. uden gele….

Mvh.
Casper

Marianne
6 år siden

Lyder såååå godt, men…. har ikke nogen mikro og er mega urutineret udi brugen af husblas, hvad gør ifht. opvarmning?

Marianne Hammerstrøm
6 år siden

!000 tak, jeg må prøve mig frem – Meget spændende:-)

Natascha
3 år siden
Svar  Marianne

Tror du at man kan bruge jordbær sovs i stedet for kirsebær?

Helle Olsen
6 år siden

De 500 g risengrød, er det før eller efter kogning mængden skal afmåles.
Hvis det er efter kogning, hvad svarer det så ca. til i rå gryn?

Dorte Christensen
6 år siden

Opskriften er testet. Så lækker. ??? Tager lidt tid at lave. Jeg fulgte opskriften. Dog med husblas i vandbad. Og husk at bruge et glas økologisk kirsebærsauce. (Smagen af kirsebær er så meget bedre, og farven er flot mørk). Super lækker og meget mættende og kompakt kage…. og en rest var også lækker dagen efter.

Palle
4 år siden

Brug Italienske Kirsebær, ja de er ganske dyre, men har du først smagt dem går du aldrig tilbage til de almindelige, de er som man siger om nogle piger “lækre” 😹😹😹

Gitte
6 år siden

Fin idé mede bastogne. Men SELVFØLGELIG skal der mandler i – ellers har det ikke meget at gøre med ris à l’amande 🙂

Henriette
6 år siden

Vi var lidt modige 🙂 og serverede både traditionel risalamande og cheesecake-versionen – dog med vanillekransebund – juleaften. Det var et kæmpe hit.

Bente Hanne Rasmussen
10 måneder siden

Bliver det ikke for sødt? Risalamande skal være frisk og ikke for sød, der kommer jo normalt syltede kirsebær på. Bare min mening!

Jeanita Petersen
5 år siden

Vil man kunne bruge amarena kirsebær sovs? Den er jo noget tyndere end en alm kirsebær sovs.. og hvis man kan skal man så ha mere husblas i?
Det smager så meget bedre end alm sovs. – synes jeg… 🙂

Pia
2 år siden

Jeg har brugt Amarana kirsebærsovs og fulgte opskriften og avsolut INGEN grund til at bruge ekstra husblas ;0)
Og til kiksebunden brugte jeg 125 gram Digestive fuldkorn og 30 gram hakkede mandler og 60 gram smør, SÅÅÅÅ lækkert <333

Lone
4 år siden

Hej Anne-Kathrine
Hvis nu man vælger at bruge en købt risalamande (en der er færdig) hvordan gør du så med husblas osv.?
Mhv. Lone

Kenneth Hansen
3 år siden
Svar  Lone

4 stars
Hvor mange gram færdigkøbt risalamande passer til 3 husblas ?

Ida
3 år siden

Det lyder virkelig lækkert. Har set i andre lignende opskrifter, at der kommes mandelessens/mandelaroma i risalamandemassen – er det nødvendigt/en god idé? 🙂

Vibeke Elmbæk
3 år siden

Når man vil printe opskriften ud, spørger den om det skal være til 12 stk. Mit spørgsmål er så om kagen ikke bliver lavet som én stor kage i én rund springform,- eller om de skal laves i 12 små runde springforme?

Bez Rasoulinia
3 år siden

Hej.

Mmmuuumms hvor lækkert og perfekt her op til julen.

Tak for at dele, og som man siger pp engelsk, sharing is caring 😘😘

Så er mit spørgsmål bare, om man kan bruge vegansk fløde af soya, isf alm piskefløde?

Bez
3 år siden

Tak for svar Anne.

Ved en hurtig Google søgning har jeg fundet ud af at der selvfølgelig også findes en vegansk husblas. Den hedder Vegegel, og kan nemt bestilles over danske netsider.

Leo Jørgensen
3 år siden

Hej Anne-Kathrine

Skal lave deserten til julefrokosten i næste uge, så håber det lykkes. Har købt alle ingredienserne, men min bekymring er husblassen. Har købt Dr. Oetker gelatinblade med 12 stk. 20 g. Vejledende dosering, ved fast gele siger, 8-9 blade per ½ liter væske, så hvor meget skal jeg bruge til grøden, og sovsen, når jeg følger din opskrift. Håber du kan guide mig. God jul.

Leo Jørgensen
3 år siden

Takker for dit svar, husker bare fra min barndom, at husblas var ca. 30 cm lang, så var lidt bekymret om den bare ville flyde ud, da de nu var mindre .

Leo Jørgensen
3 år siden

Hej igen. Julefrokosten er vel overstået, og kagen var perfekt, lavet lige efter din opskrift. Havde dog kun 425 g risengrød, så skulle måske have brugt lidt mindre husblas, men alle var glade, og der blev spist op, så laver den næste år også. God jul og godt nytår til dig og dine.

Helle
3 år siden

Bruger man kirsebær sovs med eller uden bær? Mvh Helle

Anne
3 år siden

Hvor ser den lækker ud ☺️ Kan den mon laves i små glas til portionsanretning som del af desserttapas?

Camilla
2 år siden

Skal risengrøden være med eller uden salt?

Annika Nielsen
2 år siden

Super lækker kage, er bedst med bastogne kikse bund men også vanillekranse er lækker 🙂

Sandra Petersen
2 år siden

Skal der bruges rigtig smør til bunden, eller kan der bruges Kærgården

Julie
2 år siden

Jeg har forvekslet køl som frys…
Har jeg ødelagt kagen nu?
Den har været i fryseren siden igår

Doris Svenstrup
2 år siden

Super god kage 👍🏻 Den bliver bedere og bedere anden og tredje dag 😊

Malene Heise Tramm
2 år siden

Kan jeg undgå kirsebærgele og bare pynte med friske hindbær

Anne
1 år siden

Kan man mon lave et miskmask af kiks og småkager/bastogne og mandler til bund? Eller bliver det mon noget værre noget …

Cora
1 år siden

Havde kagen med på ekstra arbejde i lørdags og den faldt i særdeles god jord hos sygeplejersker og læger.
Vil gentage succesen til fredag, en dejlig måde at gå julen i møde og sige god jul til sine fantastiske kollegaer.

Har brugt flere af dine opskrifter før, men har aldrig fået kommenteret men syntes at det var på tide.
Så tak for dit fantastiske arbejde og dejlige opskrifter.

Glædelig jul.

Knud
9 måneder siden

Hvorfor kommer du ikke bare alt husblassen i på en gang

Charlotte Chlemdorff
9 måneder siden

Kirsebærsaucen… Er det den alm jævnede eller er det den tynde sauce som ikke er jævnet af producenten??