Roadtrip Californien 2018, L.A – San Francisco…

Lørdag morgen – den femte dag – pakkede vi bilen og satte kursen mod San Francisco ad highway A1. Vi havde besluttet at køre langs med kysten, når det lod sig gøre, og havde desuden aftalt flere stop undervejs, så vi tog tidligt afsted fra Los Angeles. Første stop på turen var danskerkolonien “Solvang”, som ligger i Santa Barbara County lige nord for Los Angeles. Vi landede ved 10-tiden om formiddagen – lige perfekt timet til en sen morgenmad i den danske bagerbutik.

Byen, som blev grundlagt i 1911 efter dansk forbillede, er fyldt med bindingsværkshuse og danske gadenavne – de prøver virkelig hårdt, men der sniger sig konstant lidt amerikansk ind og gaderne hedder eksempelvis “Atterdag Road”, “Copenhagen Street” og “The Landsby”. Desuden er ingen af husene rent faktisk ægte bindingsværk, så man får lidt fornemmelsen af at befinde sig et eller andet sted imellem en tivolikulisse og en ældre, tysk by, men det var virkelig en sjov og anderledes oplevelse. Derudover er byen faktisk også lidt større, end jeg lige havde ventet, så selvom der selvfølgelig ikke er tale om en millionby, så er det mere end en enkelt gade og så er der spækket med bagerier med et udvalg, som ville få selv den mest velassorterede, danske bagerbutik til at blegne.

Vi fik en morgenkomplet med et rundstykke, en valgfri kage, smør, ost, marmelade i en fin skål (det var vist nærmere rødgrød), kaffe/te og juice. Rundstykkerne var ikke specielt sprøde og mindede mest om boller, men kagerne var supergode, omend det som sædvanligt ikke var lykkedes helt at ramme den “ægte” konsistens på wienerbrødet. Den høje snegl, lavet på gærdej, var til gengæld fantastisk – lun og lækker og med masser af kanelsnask i midten.

Udover morgenmaden skulle vi også lige smage en romkugle og et stykke kransekage, men det skulle vi nok have holdt os fra – romkuglen var temmelig stærk og smagte ret kraftigt af rom (det kan jo så være en fordel, hvis man er til den slags, men den manglede lidt sukker). Kransekagen indeholdt muligvis marcipan, men jeg tillader mig at tvivle – den smagte ekstremt meget af mandelessens, hvilket gav en noget parfumeret smag og vi kunne faktisk ikke spise den.

Efter besøget i bagerbutikken gik vi rundt og så nærmere på Solvang. Det var lørdag og der var udstillet hundredevis af gamle, smukt polerede og velholdte biler, så der var ret mange mennesker. Vi så kopien af rundetårn (som for øvrigt huser et pizzaria), flere gamle møller og kom forbi “Den lille havfrue”, som godt nok var MEGET lille (også selvom den originale som bekendt ikke er specielt stor).

Ved middagstid var vi færdige og besluttede os for at køre videre. Man kan nok ikke bruge hele og halve dage i Solvang, men jeg synes, at det var en ret sjov og ikke mindst speciel oplevelse, som jeg er glad for, at vi tog med og som jeg sagtens kan anbefale. Man skal bare ikke regne det for mere en det er – en “forlystelse”, hvor man som dansker kan nikke genkendende til nogle ting og smile/ryste på hovedet af andre.

Vi skulle egentlig have kørt videre mod San Francisco, men besluttede os for en lille omvej. I Santa Barbara County, ca 8 km fra byen Los Olivos, ligger nemlig Michael Jacksons tidligere hjem Neverland. Michael Jackson boede på Neverland fra 1988 til 2005 og på grunden lå der dengang bla.a et hovedhus, et tivoli og to jernbaner, som transporterede Michael Jackson og hans gæster rundt i parken. De sidste år af sit liv boede Michael Jackson i et lejet hus i Los Angeles og faktisk er Neverland i dag til salg – jeg mener, at det koster i omegnen af 68 millioner dollars, men det blev oprindeligt udbudt til 100 millioner dollars, så helt nemt er det nok ikke at sælge.

Neverland er bestemt ikke noget, man bare sådan lige kommer forbi – faktisk kørte vi et langt stykke igennem et ret så øde område og skiltet med “Neverland” udenfor porten er desuden fjernet, men vi var alligevel ikke i tvivl, da vi kom dertil. Porten og portnerboligen står der endnu og der ligger faktisk også små breve, sten, billeder og hilsner til Michael Jackson, på trods af at det snart er 10 år siden, at han døede. Vi viste godt, at vi ikke ville kunne se noget som helst andet end porten ind til ranchen – grunden er enorm og alle bygningerne ligger gemt bag bakker og træer, men det var meget fint lige at være forbi og se det, når vi nu alligevel var i området og så tæt på.

Efter “jagten” på Neverland fandt vi en fast food restaurant langs vejen, hvor vi fik en lækker kyllingesalat til frokost og efter endnu et par timers kørsel, var det blevet tid til dagens sidste stop ved Hearst Castle, som er med på top 10 listen over USA’s mest besøgte turistattraktioner. Hearst Castle blev bygget af aviskongen William Hearst og byggeriet, som blev ledet af den kvindelige arkitekt Julia Morgan, blev påbegyndt i 1919 og fortsatte helt frem til 1947, uden at slottet nogensinde blev færdigt.

Man parkerer på p-pladsen ved Hearst Castle Visitor Center, køber billet (25 $) og går ombord i en af de mange busser, som fragter besøgende op på toppen af “bjerget” (The Enchanted Hill), hvor Hearst Castle ligger med udsigt ud over Stillehavet. Vejen til toppen snor sig i massevis af hårnålesving og det hvide slot dukker op og forsvinder konstant undervejs, hvilket er nøje gennemtænkt og planlagt af bygherren. Ved slottet blev vi taget imod af guiden og så begyndte turen, som vi fik at vide, ville tage ca 1 time. Der er 4 ture at vælge imellem og da det var vores første tur, var vi blevet anbefalet at tage “Grand Rooms Tour”. Udover “Grand Rooms” er der også “Upstairs Suites”, “Cottages and Kitchen” og “Designing the Dream”.

William Hearst manglede på ingen måde penge og var i øvrigt en ivrig kunstsamler og især inspireret af Europa og Middelhavsområdet, som han havde besøgt med sin mor som barn. Hovedhuset blev derfor udformet som en katedral og parken fyldt med hundredevis af statuer og springvand. Indvendigt blev huset fyldt med kunstskatte, som Hearst fandt rundt omkring på sine rejser og efterfølgende fik fragtet til USA. Han gik ikke op i særlige perioder eller stilarter, når han købte kunst. Han købte bare det, som han kunne lide og fik så det hele installeret i huset og han tøvede ikke med at ændre på plantegningerne, hvis han faldt over et nyt kunstværk, som der skulle gøres plads til.

William Hearst ville gerne have, at der var en swimmingpool til hans børn, når de kom til slottet om sommeren og fik derfor anlagt Neptun poolen med et antikt, romersk tempel i midten – den blev dog bygget om 3 gange, inden Hearst var helt tilfreds med den. I løbet af 1920’erne og 1930’erne var Hearst vært ved en lang række fester og ferier for den kulturelle og politiske elite i USA, som ligeledes nød livet på slottet og omkring den smukke pool.

Efter et kig på Neptun poolen blev vi lukket ind i hovedhuset “Casa Grande” og vi startede i dagligstuen, hvor gæsterne mødtes til pre-dinner cocktails hver aften inden middagen. I stuen var der blandt andet kæmpe gobeliner på væggene, en enorm pejs og kirkebænke langs væggene.

Herefter kom vi ind i spisestuen, som mere mindede om en kirke- eller riddersal med et enormt, langt spisebord. Også her var der kirkebænke langs væggene. Bordet var dækket som på Hearst’s tid med det fineste, gamle porcelæn, sølvbestik, servietter, blomster og fine glas samt en flaske sennep og ketchup, hvilket der, ifølge Hearst, altid skulle være på bordet.

Hearst og hans kone havde altid mange gæster og parret sad altid overfor hinanden ved bordets midte. Herefter blev gæsterne placeret på begge sider af parret, således at de nyeste sad tættest på. Som gæst kunne man derfor selv fornemme, hvornår det var tid til at pakke sammen og rejse hjem, jo længere fra parret man blev placeret. Loftet i spisestuen var for øvrigt et europæisk kirkeloft, hvilket ikke gjorde oplevelsen af at befinde sig i en kirke mindre.

Fra spisestuen kom vi ind i morgenværelset, hvor solen hver morgen skinnede ind ad vinduerne. Her kunne gæsterne trække sig tilbage til efter middagen og sidde i sofaerne og snakke. Man kunne også gå videre til spillerummet, hvor der var opstillet hele 2 billardborde og endelig kunne de gå ind i den enorme biograf. Hearst fik dagligt bragt film fra Hollywood op til slottet og hver aften blev der spillet en film, som både værten og hans gæster kunne se, ligesom også personalet var velkomne til at se med.

Vi så en lille kort film på ca 5 minutter med billeder og stumfilmsoptagelser af William Hearst, hans kone og nogle af hans gæster – mange af gæsterne var jo filmstjerner og filmfolk, så selvfølgelig var der med jævne mellemrum kameraer i huset. Herefter var den guidede tur slut og der var “fri leg” i parken, hvor vi kunne gå rundt så længe, vi havde lyst og til sidst tage en bus tilbage velkomstcentret, når vi var færdige.

Vi gik længe rundt og nød den sene eftermiddagssol og den skønne park, som efter min mening var det smukkeste ved Hearst Castle. Altså ingen tvivl om, at huset var imponerende, men når det er sagt, så var det måske også mere imponerende end det var smukt, i hvert fald efter min mening og det var klart smukkest udefra.

Den store samling europæisk kunst, som stammede fra diverse slotte, borge og kirker gjorde ikke meget for at skabe “hygge” i huset og for at være helt ærligt, så havde jeg det mest som om, at vi gik rundt i et middelalderligt, europæisk kloster og ikke i et hus, som var beboet og fyldt af liv for mindre end 75 år siden. Især om natten og i mørke, kunne jeg forestille mig, at jeg ville synes, at det var skummelt og for at være ærlig, så var der ikke noget som helst, som kunne få mig til at overnatte på det sted. Jeg kan dog sagtens forstå, hvorfor Hearst Castle ligger på top 10 over de mest besøgte seværdigheder i USA, for hold da op, hvor var der “proppet” meget (også lidt for meget) ind i det hus og den der “too much is never enough” holdning er jo ret amerikansk.

Vi blev enige om, at “Grand Rooms” turen var rigtig fin, men den var også meget hurtigt overstået. I et hus, som eftersigende skulle indeholde 144 værelser (heraf 56 soveværelser og 61 badeværelser), så var de 4 store rum og den biograf, som vi fik at se, måske lige lidt nok. Vores guide brugte måske også lovlig lang tid på at fortælle om parken og de forskellige pools, inden vi gik i gang med selve huset, og eftersom vi frit kunne gå rundt i parken efterfølgende, kunne vi godt have tænkt os, at have haft lidt mere tid og måske set noget mere af selve huset.

Egentlig undrer det mig, at der ikke er en eller anden form for “full tour” på et par timer eller deromkring – det forekommer mig ret u-amerikansk, at man ikke kan få det hele på én gang. Selvfølgelig kunne vi bare have købt en tur mere, men vi fandt aldrig ud af, om vi i såfald skulle med bussen tilbage til besøgscentret og starte forfra, eftersom guiderne stod og tog imod, når busserne ankom med gæsterne.

På vej fra parken til bussen, som skulle køre os tilbage til velkomstcentret, kunne vi gå ind og se den indendørs swimmingpool. En usædvanlig smuk pool og langt om længe ikke noget, som var som taget ud af en kirke, men i stedet nærmest en kopi af et bad fra Mellemøsten med masser af mosaikker, guld og marmor. Som sagt et usædvanligt smukt rum men igen virkede det også en lille smule uhyggeligt på mig – det dybe, mørkeblå vand og den helt blikstille overflade opmuntrede i hvert fald ikke lige mig til et hovedspring.

Vel tilbage i velkomstcentret satte vi kursen direkte mod San Francisco, hvor vi landede ved 23-tiden om aftenen. Vi fik tjekket ind på vores hotel og gik direkte i seng, men det havde også været en lang og begivenhedsrig dag og fra Hearst Castle var vi kun stoppet én gang, for at spise aftensmad ved en diner på vejen.

En virkelig stor og tom diner ude på landet, hvor vi kun mødte en enkelt servitrice og en kok og hvor vi var de eneste gæster, men heldigvis lavede de ret så god mad og serverede desuden KÆMPE portioner. Vi var 3, som bestilte sandwich med kylling, bacon og avocado og det blev nærmest serveret på fade – vi kunne langt fra spise op og snildt have nøjedes med at dele 2 portioner. Det viste sig desuden at blive turens billigste måltid – 70 $ inkl. skat og drikkepenge for aftensmad og drikkevarer til 5 pers, og der kom da også flere gæster, imens vi spiste, så vi var rigtig glade for, at vi blev.

Og det var så afslutningen på indlægget om turen fra Los Angeles til San Francisco. Det næste indlæg omhandler vores 3 dage i San Francisco, som blandt andet bød på et besøg på fængselsøen Alcatraz.