Roadtrip Californien 2018, San Francisco…

Vores første morgen i San Francisco startede med morgenmad og gråvejr – faktisk var det lidt køligt, men allerede efter ca 10 minutters gåtur havde vi alle fået varmen. San Francisco består næsten udelukkende af stejle gader og det går hele tiden op eller ned – ikke bare en smule op eller ned, men pænt stejlt. På nedenstående billede kan man måske få et indtryk af, hvordan gaderne stiger og falder og kun flader ud, når de krydser hinanden. En meget specielt oplevelse og desuden en meget hyggelig og stille by ovenpå larmen og mylderet i Los Angeles. Vi følte os straks hjemme.

Vi gik lidt rundt på må og få og kom blandt andet igennem China Town og så landede vi ved Fishermans Wharf og Pier 39 ved middagstid. Pier 39 var fyldt med butikker, barer og restauranter og i det hele taget summede hele oprådet af liv. Et rigtig hyggeligt sted og da solen også var kommet frem, blev vi enige om at blive her og spise frokost.

Vi gik lidt frem og tilbage og kiggede og kom også lige forbi søløve centret undervejs, hvor der lå hundredevis af søløver og nød solen. Vi endte på en fiskerestaurant, hvor vi fik superlækker mad og et par velfortjente øl – jeg fik ostegratinerede tortillaer med fyld af krabbe og det smagte helt fantastisk.

Ovenpå den solide frokost skulle der brændes lidt kalorier af, så vi tog igen fat på at bestige de stejle gader. Målet var Lombard Street, som også går under betegnelsen “Den mest snoede vej i verden”. Det snoede stykke strækker sig over ca 400 meter og har ikke mindre end 8 hårnålesving og en stor del af dagen dirigeres trafikken af en politibetjent, for selvfølgelig skal alle, som besøger San Francisco, prøve at køre en tur ned ad gaden. Turen op til Lombard Street var dog ret stejl, så vi var glade, da vi nåede toppen og kunne nyde udsigten ud over byen.

Vi havde egentlig forestillet os, at vi skulle have haft en tur med en af San Franciscos ikoniske sporvogne efter besøget på Lombard Street, men det viste sig, at det var næsten umuligt at få plads på en vogn, hvis ikke man mødte op ved endestationen. Dem som kørte forbi os var i hvert fald alle fyldt til brisepunktet, så da vi passerede en hyggelig kaffebar, ændrede vi planer og sporvognsturen blev udsat til næste dag til fordel for lækker cafe latte og kage.

Ovenpå en hyggelig kaffepause begyndte vi at slentre tilbage mod hotellet og så var det, at vi blev enige om, at vi trængte til en lækker fodbehandling – vi havde virkelig gået mange skridt, først i Los Angeles og nu i San Francisco. Saloner var der i massevis, så da først beslutningen var taget, var det bare at stikke hovedet ind i en af dem og heldigvis fandt vi en, hvor de havde plads til os alle. Hold nu op, hvor var det bare skønt at sidde der på rad og række og få “nusset fødder”.

Vi var færdige ved 19-tiden, så vi blev enige om at spise aftensmad, i stedet for at gå tilbage til hotellet. Især fordi at vi befandt os i en gade, som var fyldt med hyggelige restauranter, så vi fandt hurtigt et sted, der hedder Perrys. Ternede duge på bordene, lækkert menukort og masser af stemning – lige hvad vi havde lyst til.

Morten fik en burger med nogle fantastiske, hjemmelavede kartoffelchips og jeg fik en skålfuld fransk løgsuppe, hvilket var lige hvad jeg havde lyst til. Appetitten var ikke så voldsom ovenpå den store frokost. Aftenens vinder blev dog Kim, som bestilte spareribs med tilbehør. Aldrig har jeg smagt så lækre spareribs – de var store, kødfulde, tilberedt til perfektion og så møre, at kødet nærmest faldt fra benene. Heldigvis kunne han ikke spise den enorme portion selv, så der blev delt smagsprøver ud til hele bordet 😉

Efter maden fandt vi en lille kiosk og købte lidt proviant og så gik vi lige så stille tilbage til hotellet. Vi var ankommet sent til San Francisco dagen i forvejen og var fulde af indtryk fra vores første dag i byen, så det blev ikke vildt sent, inden vi lå i vores senge, men det var helt bevidst – dagen efter havde vi nemlig billetter til en af de første afgange til fængselsøen Alcatraz.

Alcatraz, også kendt som “The Rock”, ligger midt i San Francisco Bay og man kan se øen fra en stor del af byen. Alcatraz fungerede som fængsel fra 1933 og frem til 1963, hvor det blev nedlagt, idet man vurderede at det ville være for dyrt at renovere det efterhånden noget slidte fængsel. Desuden var driftsomkostninger ekstremt høje pga fængslets beliggenhed.

Øen fik lov til at stå uberørt hen i en del år men i 1970’erne blev den belejret af indianere, der udråbte den til indianerreservat. Belejringen varede i 19 måneder, indtil militæret til sidst ryddede øen og relativt kort tid herefter, blev Alcatraz lavet til museum. På Alcatraz kan man stadig se tydelige spor fra indianerne.

Det er ikke spor svært at komme ud til Alcatraz, for der sejler færger frem og tilbage det meste af dagen, men man skal reservere billetter i god tid, hvis man vil være sikker på at opleve øen. Der er åbent for reservation af billetter 2 mdr. i forvejen og vi reserverede vores billetter umiddelbart derefter. Har man ikke reserveret billetter i forvejen, kan man sagtens risikere, at man ikke kan komme over og se Alcatraz, så det er bestemt en god ide, at få styr på billetterne hjemmefra. Inkluderet i billetterne er desuden en audiotour, som er indtalt af en tidligere fængselsbetjent og et par fanger, og således får man en rigtig god og grundig tur rundt i fængslet.

Alcatraz er naturligvis ikke noget “hyggeligt” sted, men jeg har ikke indtryk af, at fængslet var specielt værre end andre af landet fænglser i sin tid. Faktisk hørte fængselsmaden til i den bedre ende af skalaen og der blev eksempelvis serveret både frugt og grønt hver dag, men der var naturligvis ikke tale om noget luksusophold. Fangerne havde som udgangspunkt udelukkende ret til mad, tøj og tilsyn af en læge og skulle gøre sig fortjent til “goder” som gåture i gården, bøger og aviser, undervisning og lign. Desuden SKULLE man udføre det arbejde, som man blev sat til.

Pga. sin beliggenhed og strømmen i vandet, var det umuligt at flygte fra Alcatraz, hvilket var en af grundende til, at man sendte landets farligste kriminelle hertil. Officielt er der således aldrig nogen, som er flygtet fra Alcatraz, men det lykkedes dog 3 fanger at grave sig ud fra hver sin celle og flygte via ventilationssystemet. En gummibåd, som mindede om den, som blev brugt til flugten, blev siden fundet, da den drev i land, men da ingen nogensinde har fået livstegn fra de 3 fanger og beviserne er for få, går man ud fra, at fangerne ikke klarede sig i land.

Vel tilbage i San Francisco var det blevet tid til en sporvognstur. Der kører en hel del smukke sporvogne rundt i byen, men vi skulle selvfølgelig med en af de gamle, åbne vogne og det var så heldigt, at endestationen for sporvognene lå lige i nærheden af Alcatraz bådene, så efter en kort gåtur kunne vi købe billetter og stige ombord.

En enkelt tur koster 7 $ pr. person og så bestemmer man selv, hvor langt man vil køre, men turen er ikke så lang, så jeg foreslår, at man kører fra den ene endestation til den anden. Det er primært turister, der tager en tur med sporvognen – det giver måske sig selv med den pris, men ventetiden er ikke så lang og der er hele tiden vogne, som tømmes og fyldes. Spørg evt. ved billetlugen, hvor lang køen er pt.

Imens vi ventede på, at det blev vores tur, blev vi enige om, at de bedste pladser absolut måtte være på langsiden i den åbne del af vognen, så dem gik vi selvfølgelig efter 🙂

Efter turen var vi kun en kort gåtur – opad selvfølgelig – fra “Painted Ladies”. Fine og smuktmalede træhuse er kendetegnende for San Francisco, men lige disse 5 huse er blevet ekstra berømte, fordi de blev brugt i introen til tv-serien “Full House” (Hænderne fulde), hvor blandt andet Bob Saget og tvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen medvirkede. Selvom det snart er mange år siden, at serien blev indspillet, er den bestemt ikke glemt og der var da også en del mennesker, som tog billeder.

Vi begav os dog snart i retning af hotellet, for vi havde besluttet, at det var ved at være tid til en rigtig bytur, så der skulle lige et bad og tøjskifte til og så fandt vi en bus mod Gastro District, hvor det vrimler med barer, restauranter og værtshuse. Vi delte nogle snacks og øl – blandt andet verdens største portion nachos – til aftensmad og så begav vi os ud i en mini pubcrawl. Vi kom blandt andet forbi en klub, hvor det godt nok kostede 5 $ at komme ind, men til gengæld kostede alle drinks 1 $, så det var vi jo nødt til at kigge nærmere på.

Vi var tilbage på hotellet ved 1-tiden, hvilket var meget passende, eftersom vi dagen efter skulle køre videre efter 2 dage i San Francisco. 2 dage lyder måske ikke af meget, men vi var alle enige om, at vi havde fået set det, som vi ville i San Francisco, så vi var godt tilfredse og endelig er der jo ingen der siger, at man ikke kan vende tilbage en anden gang – i hvert fald var vi alle 5 glade for San Francisco, som viste sig at være en meget hyggelig by og bestemt et “must see”, hvis man er på de kanter.

Der var dog lige et par enkelte punkter tilbage på listen, som vi manglede at krydse af, og det var en køretur ned ad Lombard Street og så Golden Gate Bridge. Vi havde først snakket om at krydse den smukke bro, når vi forlod San Francisco, men eftersom det viste sig at være den stik modsatte retning, så gjorde vi i stedet holdt ved vandet, hvor vi havde et rigtig fint kig til broen.

Efter turen ad Lombard Sreet og den fineste udsigt til Golden Gate Bridge sagde vi farvel til San Francisco for denne gang og forloden byen af den anden bro, som faktisk ligner Golden Gate Bridge til forveksling og satte kursen mod Yosemite, hvilket jeg fortæller meget mere om i næste indlæg.