Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Rodfrugtgratin med timian.

18 kommentarer
Billig aftensmad - mad på budget., Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Tilbehør, Vegetar
Gå direkte til opskriften

I vinterhalvåret bliver der spist en hel del forskellige slags rodfrugter her i huset. Dels kan vi rigtig godt lide rodfrugter, men derudover er der jo heller ikke så forfærdelig mange andre grønsager – udover kål – som er i sæson på denne tid af året. Derfor giver det grønne tilbehør jo næsten sig selv.

Vi er ret glade for supper og så de klassiske, ovnbagte rodfrugter med honning, timian og sennep, men forandring skal der til og forleden dag blev det i stedet til en rodfrugtgratin med kartofler, pastinakker og gulerødder. Selvfølgelig kan man sagtens lave rodfrugtgratinen uden kartofler – altså udelukkende på blandede rodfrugter. Dog synes jeg, at kartoflerne giver et fint modspil til de let søde rodfrugter, som selvfølgelig kan udskiftes med andre varianter. Søde kartofler, persillerødder, rødbeder, eller selleri, for nu blot at nævne et par eksempler.

Bruger man kartofler i sin rodfrugtgratin, så kan jeg kun anbefale, at man lige giver sig tid til at skylle den værste stivelse ud af kartoflerne. De revne kartofler skal bare hældes i en sigte og skylles grundigt under rindende vand, indtil vandet ikke længere bliver ugennemsigtigt. Derefter skal de presses fri for overskydende væde og så er de klar til brug. Altså ikke nogen indviklet eller vanskelig proces, men man undgår, at stivelsen i de revne kartofler gør gratinen “lang” eller sådan let “slimet”. Lidt ligesom kartoffelmos, der er blevet pisket for længe.

>> Se også min bedste opskrift på lækker og fløjlsblød kartoffelmos lige her. 

Vi spiste rodfrugtgratinen som tilbehør til et par gode hakkebøffer med ristede svampe og dampet broccoli, men gratinen kan også serveres som selvstændig hovedret med salat og godt brød til, hvis man synes. Og skal det ikke være vegetarisk, så kan man blande en pakke sprødstegte bacontern i fyldet, inden rodfrugtgratinen sættes i ovnen. Eller man kan drysse dem ovenpå gratinen, når den er færdigbagt og klar til servering. Det smager emiment godt.

4,27 fra 19 stemmer

Rodfrugtgratin med timian

Bagetid30 minutter
Samlet tid45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 gr kartofler
  • 2 store gulerødder
  • 2 store pastinakker
  • 1 løg (revet)
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 2 tsk tørret timian
  • 4 æg
  • 2 dl mælk
  • 75 gr revet ost, fx mozzarella
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skræl kartofler, gulerødder og pastinakker og riv dem groft på et rivejern eller i en food processor. Jeg anbefaler en food processor, hvis man skal lave mere end en enkelt portion. 
  • Hæld de revne kartofler i en sigte og skyl dem grundigt under koldt, rindende vand, indtil vandet ikke længere bliver ugennemsigtigt. Dermed skylles en del af stivelsen ud af kartoflerne. 
  • Pres kartoflerne helt fri for væde og bland dem sammen med revne gulerødder, pastinakker, løg, hvidløg og timian. Fordel blandingen i et ildfast fad. 
  • Pisk æg og mælk sammen, tilsæt salt og peber og hæld blandingen over de revne grønsager i fadet. 
  • Drys med revet ost og bag fadet ved 190 °C varmluft (200 °C alm. ovn) i 30-40 minutter, indtil overfladen er gylden og æggemassen er stivnet. 
  • Server som tilbehør til diverse hovedretter eller som selvstændig hovedret med salat og brød til. 
Gulerødder og pastinakker kan sagtens rives på forhånd, men pga ilten i luften, bliver kartoflerne brune præcis ligesom æbler og pærer, hvis de klargøres på forhånd. 
Subscribe
Notify of
18 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mette Rindsø
5 år siden

Duer jordskokker i den ret?

Jesper Hansen
5 år siden

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan du ville gøre denne ret med rødbeder ? Jeg oplever at denne rodfrugt ofte smager jordet.
Jeg fik et tip om at koge rødbederne men det kunne måske gøres på en helt anden måde.

Anita Hilgets
4 år siden

Kan man ikke bare skære rodfrugter
Og kartofler i tynde skivet??
Vh
Anita

Tanja Kramme
3 år siden

Hvorfor skal stivelsen skylles ud af kartoflerne?
Retten var et hit hos resten af familien. 😊

Elna Juellund
4 år siden

Mandolin jern kan bruges, en uundværlig del i køkkenet.

Lene
4 år siden

Øvøv…..smagte ikke af så meget…..bruger du ikke salt?

Lene Ploug Kruse
3 år siden

Hvis man ikke er så vild med æg, er der så noget man kan erstatte nogle af æggene med?

Teddy
3 år siden

Tænker selleri i stedet for kartoffel?

Lisbeth Serup
3 år siden

Tak fir idéen ⚘
Jeg brugte ikke kartofler, men en groft revet: gullerod, pastinak, persillerod, rødløg og lidt hakket spidskål – blandes og krydret med lidt salt, rosmarin, hvidløgspebber og timian.
Og så æggemassen ovenpå.
Det var også lækkert 🍽🙂

Hilsen Lisbeth