Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Bløde rugbrødsboller med gulerod.

35 kommentarer
Brød og boller, Madpakkehits, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Weekenden er gået på fornemste vis med masser af hygge og afslapning på programmet – lige hvad jeg trængte til, for jeg synes, jeg har kørt lidt på pumperne på det sidste og har ikke haft tid til at falde helt ned ovenpå eksamensforberedelse og bacheloreksamen. Men både lørdag og søndag var helt fri for aftaler. Lørdag spiste vi en langsom morgenmad og gik så en tur på stranden med Villy og mine forældre og deres hundehvalp – hold fast sådan et par hunde får brændt noget energi af, når der er mulighed for at løbe på en bred og mennesketom strand.

Søndag handlede vi lidt, gik igen en lille tur med Villy og kørte så hjem og spiste en god frokost, men ellers stod der bare afslapning på programmet – en Manchester United fodboldkamp for Mortens vedkommende og så lidt køkkenhygge for mig. Jeg fik nemlig bagt et par forskellige slags boller og så fik jeg sat dej over til hjemmebagte rugbrødsboller, som jeg længe gerne har villet prøve at lave, uden at det er blevet til andet end tanken – bortset fra de her choko-rug, som jeg bager med jævne mellemrum, men da de indeholder store chokoladestykker, synes jeg ikke rigtigt, at de kan betegnes som frokostboller.

Rugbrødsboller hører til blandt mine frokostfavoritter lige for tiden. De kan fyldes med alt muligt forskelligt, lækkert fyld – jeg fyldte blandt andet en rugbrødsbolle fra bageren med hjemmelavet tunsalat i sidste uge – og så er de bare meget mere spændende end en flad rugbrødsmad. Jeg kan for øvrigt også anbefale, at man prøver en rugbrødsbolle, hvis der står hjemmelavet flæskestegssandwich på menuen til aftensmad – rugbrød, flæskesteg og rødkål er et match made en heaven.

Jeg kan godt lide, når rugbrød har en mørk og sådan let, maltet smag. Derfor kommer jeg gerne en øl i dejen, når jeg bager rugbrød og selvfølgelig også i dejen til de her rugbrødsboller. Alkoholen fordamper under bagningen, så det er jo ikke sådan, at man kan blive fuld af at spise bollerne, men ønsker man ikke at bruge øl, kan man sagtens nøjes med at bruge vand og så i stedet tilsætte lidt maltmel eller maltsirup – det giver også de færdige boller en fin, brun farve. Malt kan selvfølgelig også helt udelades, så det skal ikke afholde nogen fra at give sig i kast med denne her opskrift.

Jeg kan godt lide bløde og saftige rugbrødsboller, så jeg tilsatte en revet gulerod og desuden en god håndfuld blandede frø og kerner – alt godt fra skabet kan bruges og det gør ikke noget, hvis man kun bruger én enkelt slags. Gem evt. også lidt frø til at drysse ovenpå bollerne – jeg brugte birkes og nigellafrø, som jeg synes giver et fint farvespil til de mørke boller.

Nedenstående opskrift er uden surdej – jeg har i stedet tilsat et par spiseskefulde yoghurt naturel, som bidrager med den let, syrlige smag, der kendetegner rugbrød, men man kan sagtens bruge andre former for syrnede mælkeprodukter, fx skyr eller creme fraiche. Opskriften er koldthævet, hvilket vil sige, at jeg har brugt en lille smule gær og efterfølgende ladet dejen hæve på køl natten over. Vil man gerne have bollerne færdige her og nu – eller i hvert fald samme dag – så brug lidt mere gær og lad dejen hæve et par timer ved stuetemperatur.

4,41 fra 15 stemmer

Rugbrødsboller med gulerod

Hæve- og bagetid4 timer
Samlet tid4 timer 10 minutter
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 øl (33 cl – jeg brugte en mørk julebryg)
  • 1,7 dl vand
  • 1/4 pk gær (½ pk gær, hvis dejen ikke koldhæves natten over)
  • 2 tsk groft salt
  • 1 spsk sirup (eller honning/sukker)
  • 2 spsk yoghurt naturel (eller lign. syrnet mælkeprodukt)
  • 1 gulerod (groftrevet)
  • 200 gr blandede kerner (fx solsikke, sesam græskar, hørfrø, rugkerner, 3-kornsblanding eller lign)
  • 250 gr rugmel
  • 300 gr hvedemel
  • evt. kerner/frø til pynt

Fremgangsmåde

  • Hæld øl i en skål og tilsæt vand til der er ½ liter væde i alt. 
  • Rør gær ud i væsken og tilsæt salt, sirup, yoghurt naturel, revet gulerod og kerner. Tilsæt de 2 slags mel og rør til en fast, våd dej. 
  • Dæk skålen til og lad dejen koldthæve natten over i køleskabet. Skal det gå lidt hurtigere, bruger man ½ pk gær og lader dejen hæve tildækket på køkkenbordet i 2-3 timer. 
  • Ved hjælp af en våd ske sættes bollerne i 10-12 klatter på en eller to bageplader beklædt med bagepapir. Fugt evt. fingrene og glat bollerne let, inden de dryses med lidt kerner eller frø på toppen. Lad bollerne efterhæve ved stuetemperatur i ca. 30 minutter.
  • Bag bollerne ved 225 °C (varmluft) i ca. 30 minutter til de er gennembagte og det lyder hult, når man banker dem let under bunden. Afkøl på bageristen.
Bollerne kan også bages i små metalforme smurt med lidt olie, fx i muffinforme eller små folieforme, hvis man ønsker dem helt ens.
Bollerne kan sagtens fryses, så lav bare en god stor portion og optø efter behov. 
Subscribe
Notify of
35 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mie
8 år siden

De ser lækre ud, de rugbrødsboller – men jeg kunne mægtig godt tænke mig at se dem indeni.. Det ville være alletiders, hvis du en anden gang kunne tage et billede af en overskåret bolle også – bare en idé 🙂

Maden i mit liv.
8 år siden
Svar  Mie

Mie – Jeg plejer egentlig også at tage billeder af boller indvendigt, men da rugbrødsboller er meget lang tid om at køle ned, kunne jeg ikke nå det i dag. Rugbrød som er skåret, imens det er for varmt, bliver noget slemt snask at se på og jeg nåede kun lige at hive bollerne ud af ovnen og tage billedet, inden lyset var forsvundet for i dag. Vinterhalvåret er bare en udfordring for madbloggere 😉

Rasmus
4 år siden
Svar  Mie

5 stars
Jeg har lige lavet min første portion (dobbelt)
Jeg brugte en limfjords porter fra Thisted bryghus da jeg ikke kunne finde nogle juleøl
Det blev vellykket dog var jeg lidt nervøs under bagningen da dampen fra ovnen var så stærk at der kom tårer i øjnene
Men en super lækker smag også ungerne er vilde med dem
5 ⭐⭐⭐⭐⭐ herfra

Camilla Frænde
8 år siden

Hejsa.
Nu har jeg 3 børn i min hustand, som ikke er speciel fan af alle de der synlige kerner 😉
Tror der ville ske noget ved at give dem en hurtig tur i minihakkeren, så de bliver mindre synlige.? Bollerne ser nemlig super lækre ud.

Hilsen Camilla

Maden i mit liv.
8 år siden

Camilla – Ikke spor 🙂 Du giver dem bare en hurtig tur og så er der ingen problemer, men prøv dig lige lidt frem med hvedemelet, for det kan være, at det hele ikke skal tilsættes, når nu kernerne også er “malede”. Dejen skal være ret klistret, men kunne stå selv, så bollerne ikke flyder ud på pladen og bliver helt flade 😉

PS. Der er kage, hvis du kommer i morgen – vi kunne ikke spise det hele i dag 😉

Else Mariane Clausen
8 år siden

En rigtig spændende blok
Tak, jeg må være med.
Hilsen Else

Maden i mit liv.
8 år siden

Else – Tusind tak for din søde hilsen og velkommen til. Håber du må finde masser af opskrifter og inspiration 😀

Mange hilsner fra

Anne-Kathrine

Majbrit Hansen Nielsen
3 år siden

Hej
Nærringsindholdet på disse boller, hvor finder jeg det henne 😀

Christine
4 år siden

5 stars
Jeg stabiliserede dejen med et par håndfulde havregryn, da jeg synes den var meget våd.
Det virkede, så de er blevet virkelig flotte og lækre.

Anne Koch
7 år siden

Hvor fast skal dejen være ?… har lige hevet en portion ud af ovnen og de helt fladet ud… Selv om jeg kom akt melet i var min dej meget lind -Så de her nok været for lidt mel i selv om min ske godt kunne stå selv hvor fast skal jeg lave dejen næste gang?

Maden i mit liv.
7 år siden

Anne – Ja, hvis de er blevet helt flade, så er der noget der tyder på, at din dej godt kan trække lidt mere mel. Mine boller blev let flade – sådan a la sandwichboller, hvilket jeg synes var passende, men de skal selvfølgelig ikke blive helt flade. Det er så svært at angive mål til bageopskrifter, da ovne varmer forskelligt, decilitermål kan måle forskelligt, vægte kan måle forskelligt og det ene med det andet. Men hvis jeg var dig, så ville jeg prøve igen og så tilsætte lidt mere mel – bollerne skal i hvert fald ikke flyde helt ud på pladen 🙂

Anni Larsen
5 år siden

Jeg har nu prøvet at bage to gange og de er HELT flade , men smagen er god 😊 prøvet med speltmel istedet for hvede ,
. Næste gang med Manitoba mel . Hva går galt ?

Chen
4 år siden

Hej
Jeg elsker din blog, og har prøvet mange opskrifte!! Mange tak for store arbejde! Har lige spørgsmåle til den boller, fordi jeg har en små børn på et år, han kan ikke så godt spise kerne. Kan man udenlade kerne? Og hvad alternativ kan være? Og hvor mange gram skal det være?

Rasmus
4 år siden
Svar  Chen

Jeg har med succes blendet kernerne næsten til mel

Tove
7 år siden

Lyder som rigtig lækkert til en biltur til Østrig, men hvor længe holder de sig
På sådan en tur, bliver de hurtig tørre eller ??

Maden i mit liv.
7 år siden
Svar  Tove

Tove – Der er jo revet gulerod i bollerne, hvilket ofte er medvirkende til at bollerne holder sig lækre og saftige i lidt længere tid. Og selvom ALT bagværk som bekendt er bedst, når det er nybagt, så synes jeg faktisk, at de her boller holder sig lækre i 3-4 dage, hvis de pakkes i en plastikpose 🙂

Birgitte Rahbek
6 år siden

Min familie er KUN til hvidt brød…jeg selv elsker det grove🙂 Men disse rugbrødsboller bliver kørt ind i en lind strøm hos alle….👍Og med din opskrift på tunmousse med tilbehør, så er det et virkeligt lækkert måltid 👏

Sara
4 år siden

Tusind tak for alle de lækre opskrifter, jeg bruger din blog rigtig meget<3
Hvis nu man valgte at putte denne dej i en franskbrødsform, 1,5 liter…. Har du så nogen idé om hvor længe brødet skulle bage?

Lotte Leifing
3 år siden

Hej,

Hvis man tager alt væden heri, dvs. både yoghurt, øl og vand, er det så korrekt, at det er 2,6 liter væde til 500 g. mel og 200 g. frø/kerner? (1 liter vand, 7 dl. kærnemælk, 3,3 dl. vand i stedet for øl og 0,3 dl. kærnemælk i stedet for yoghurt)

Jeg oplevede nemlig det samme som andre ovenfor, at den var meget våd og jeg måtte tilsætte en stor del ekstra mel.

Glæder mig til at se resultatet, for jeg har søgt med lys og lygte efter en god og nem opskrift derpå og dine opskrifter plejer at passe.

Mvh. Lotte

Lotte Leifing
3 år siden

Kære Anne-Kathrine

Se nu giver det hele jo mening.
Jeg har læst 1,7 dl som 1,7 liter 🙂

De to spsk er omregnet via Arla, hvor en spsk er opgjort til 15 ml, så 2 spsk måtte være 30 ml, som jeg googlede mig frem til var 0,3 dl.

Jeg må prøve dem igen en anden gang, for det gik naturligvis helt i vasken for mig.

Tak for dit svar.

Mvh. Lotte

Simone
3 år siden

Hejsa. Har bagt 12 boller som blev helt fantastiske. Jeg brugte ikke øl men 1/2 l vand i stedet, som der står. Nu vil jeg bage 24 stk. men undrer mig over der så stadig står 1/2 l væske!?? Er det ikke en fejl?? Skal det ikke være 1 l? Tænker de bliver ret bastante ellers. Håber du vil være sød at svare hurtigt da skal bage dem i dag.
Hilsen og tak fra Simone

Gry
2 år siden

Kan man bruge hvidtøl?

Louise
2 måneder siden

ELSKER dine rugbrødsboller og har altid en lille portion i fryseren. Kan de mon også laves til et helt rugbrød istedet???