Scones er sådan noget, som jeg bager i perioder. Nogle gange bliver de bagt nærmest en gang om ugen. Og derefter kommer jeg ligesom fra det igen, og de glider ud i glemslen. Det er derfor ret længe siden, at jeg sidst har bagt scones. Men forleden dag, da det stort set regnede hele dagen, fik jeg simpelthen sådan en lyst til lune chokolade scones til min eftermiddagste. Sådan helt engelsk afternoon tea – agtigt med masser af hygge og tændte stearinlys.
Se også – Chokoladeboller I Rabarberscones I Nemme müsliscones
Nem opskrift på scones.
Scones har den kæmpe fordel, at de skal hverken æltes eller hæves. Der går derfor ikke mere end godt og vel 25 minutter fra tanke til handling, når man får lyst til at bage scones. Og så kan man nyde dem varme og nybagte med koldt smør. Uhhh sådan en lun bid bolle fyldt med halvsmeltede, mørke chokoladestykker og smør. Så bliver det altså ikke meget bedre.
Vil man gerne lave helt traditionelle scones uden chokolade, som dem man får serveret til den klassiske, engelske afternoon tea, så udelader man selvfølgelig bare chokoladen. Og skal det være runde scones, så kan man stikke dejen ud med en udstikker, i stedet for at skære den i firkanter. Bagetiden er helt den samme.
Tip! Se også mine bedste tips til lækre variationer nedenunder min opskrift på scones.
Scones med chokolade
Ingredienser
- 250 gr hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker
- 50 gr sukker
- 0,5 tsk salt (jeg bruger groft salt)
- 75 gr smør (koldt)
- 1,5 dl kærnemælk
- 75 gr mørk chokolade (hakket)
Fremgangsmåde
- Bland hvedemel, bagepulver, vaniljesukker, sukker og salt i en skål.
- Tilsæt smørret og smuldr det ud i melet.
- Tilsæt kærnemælk og hakket chokolade og saml hurtigt dejen med en ske.
- Dejen kan også laves på en køkkenmaskine, ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen, til den lige netop er sammenhængende.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og form den til et rektangel – ca 15 x 25 cm og med en højde på 2-3 cm. Brug evt en kagerulle.
- Med en kniv skæres rektanglet ud i 10 firkantede scones, som lægges på en bageplade med bagepapir. Pensl dejen med lidt vand eller sammenpisket æg.
- Bag ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 15 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
- Afkøl let på ovnristen og server gerne lune.
- Da scones laves med bagepulver, er de bedst, samme dag som de er bagt. De kan dog gemmes i et par dage og evt. lunes let på brødristeren. De kan desuden fryses.
Lækre variationer.
Det er ikke et must at bruge mørk chokolade til chokolade scones. Man kan i stedet bruge både flødechokolade og hvid chokolade eller måske en kombination. Og man kan også helt droppe chokoladen og i stedet komme tranebær, rosiner eller lignende tørret frugt i dejen.
Bruger man tranebær så prøv evt. også at tilføje revet skal af en usprøjtet appelsin. Kombinationen er skøn og scones med tranebær og appelsin fra WholeFoods hører faktisk til blandt mine favoritter, når vi er i New York.
Endelig kan jeg anbefale at skære et stykke marcipan ud i små tern og komme dem i dejen. De små stykker af marcipan smager fantastisk. Især når man tager en bid af en helt friskbagt scone og de små stykker marcipan stadig er lune og let bløde.
Undgå æltning af dejen.
Det går allernemmest at samle dejen, hvis man har en køkkenmaskine. For så smider man bare alle ingredienserne deri og lader den gøre arbejdet. Men har man nu ikke et sådan et monstrum stående, så er det altså heller ikke svært lige at samle dejen med hænderne.
Det vigtigste er, at man ikke ælter dejen for meget. Den skal kun lige være nogenlunde sammenhængende. Og en rigtig scone skal altså være lidt ujævn, rustik og flaget i det. Så det er bare med at stoppe ligeså snart dejen hænger sammen. Ellers risikerer man, at de færdige scones bliver tørre og let seje i konsistensen, i stedet for sprøde udenpå og bløde indeni.
Lynhurtige boller med bagepulver.
Da scones laves med bagepulver, til forskel fra eksempelvis de her luftige chokoladeboller, skal de ikke hæve. Der er derfor ikke langt fra tanke til handling, hvis lysten til hjemmebagte scones med chokolade melder sig. Til gengæld betyder det også, at scones smager allerbedst, når de er nybagte. Ikke dermed sagt, at de ikke kan spises dagen efter, hvis de opbevares i en lufttæt pose eller lignende. Men de bliver hurtigt lidt triste og tørre.
Jeg bager derfor sjældent en større portion, end jeg ved, at vi får spist i løbet af max 2 dage. Så vil jeg nemlig hellere bage scones lidt oftere og så have dem helt friske. Dog kan man godt lune et par daggamle scones på brødristeren eller i ovnen, og så smager de næsten som nybagte. Men der er nu ikke meget, der slår en helt nybagt chokoladescone, når den lige er kommet ud af ovnen.
Hejsa
Bruger du smør el margarine
Pia – Jeg bruger altid smør, hvis der står smør i opskriften 🙂
Hejsa
Jeg har tænkt mig at bage denne opskrift senere i dag og har tænkt på om du syntes man kan komme en tsk kardemomme i, for at få den til at blive lidt mere julet? Hvis man nu bager denne opskrift om eftermiddagen vil du så anbefale man lige putter dem på brødristeren og var dem op inden servering om aftenen?
Tusind tak for en super god og inspirende blog 😀
Magnus – Du kan sagtens tilføje lidt kardemomme til dejen – jeg kommer ofte selv kardemomme i boller og det smager skønt. Hvis du bager dine scones om eftermiddagen og serverer dem om aftenen, så burde det ikke være nødvendigt at lune dem, men de smager selvfølgelig endnu bedre, hvis de er lune, så det må næsten være op til dig selv 😀
hej! Kn man bruge a38 i stedet for mælk og i så fald – sammemængde?
Cecilie – Ja, det burde ikke være noget problem 😀
Hvilket mel bruger du?
Har lige lavet dem med mel indeholdende 9 gr. protein…
De blev lidt flade..
Helle – Hmmm…. altså scones hæver jo ikke lige så meget som bagværk bagt med gær, men de burde da alligevel vokse en smule. Ja, nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du mener med lidt flade 🙂 Det burde dog ikke være melet – jeg bager som regel med det hvedemel, som jeg har stående i skabet. Og udover at det skal være økologisk, spekulerer jeg sjældent over mærket eller proteinindholdet 🙂
Man kan også bruge blå birkes og citron skrald. Det her jeg opdaget ved bageren frk. Lund i idense
Maiken – Det kan man i hvert fald – man kan bruge alt muligt 🙂 Jeg har bl.a. laves scones med hvid chokolade, med rabarber, med müsli og med marcipan 😀
Hej. I stedet for hvide mel, kan man så godt bruge glutten fri mel ? Jeg kan nemlig ikke tåle almindelig mel 😬
Janni – Uhhh, jeg må indrømme, at jeg ikke har den store erfaring ud i at bage med glutenfrit mel, men det er da et forsøg være. Jeg ved bl.a, at Finax har en glutenfri mel, som skulle fungere næsten som hvedemel 😀
Hejsa,
Kan man lave dejen i forvejen og så smide den på køl, til man skal bruge den?
Jacob – Nu ved jeg jo ikke, hvor lang tid i forvejen du tænker at lave dejen, men generelt er det ikke så godt, at gemme dej med bagepulver. Bagepulver er fremstillet kemisk og så snart bagepulveret kommer i kontakt med den våde dej, så reagerer stofferne med hinanden og danner kuldioxid, som er det, der får dejen til at hæve under bagningen. Derfor skal dej med bagepulver helst bages umiddelbart efter, at det er lavet 🙂
Jeg har nu bagt dem 6-8 gange og de bliver gode hver gang! Jeg har både brugt smørbar og lurpak let og mini mælk i stedet for kærnemælk jeg bruger bare hvad jeg har.. de bliver gode lige meget hvad! Jeg samler dem med 2 skeer da min dej er ret våd nok pga. det smør jeg bruger og fordi jeg laver dem på røremaskinen 😂
Lækre, bløde og sprøde uden på👍🏼 Tak for den bedste og nemmeste opskrift😍
Gunilla – Tusind tak for din søde hilsen og masser af gode tips til variationer – så dejligt at høre, at sconesene bliver gode næsten uanset hvilke ændringer der foretages 😀
Jeg har bagt denne opskrift forleden dag men jeg syntes dejen var lidt våd. Jeg har virkelig svært med at forme dem. Har jeg måske gjort forkert? Har nemlig fulgt opskriften.
Lucelyn – Altså hvis du har fulgt opskriften, og brugt rigtigt smør (ikke Kærgården eller lign. blandingsprodukt, som er tilsat olie og derfor meget blødere end rigtigt smør), så er det svært lige umiddelbart at gætte på, hvad der kan være gået galt.
Der er dog forskellige faktorer, der spiller ind, når man bager. Alene mærket af hvedemel kan have betydning for, hvor meget væde melet kan trække, og medmindre man decideret afvejer væsken (i stedet for at bruge et decilitermål), så kan der også være små måleforskelle, som kan spille ind. Hvis dejen er for våd, kan man dog uden problemer tilsætte lidt ekstra hvedemel, indtil den bliver til at arbejde med 😀
hej kan jeg godt kom dem i fryseren efter de er bagt
Susanne – Ja, det kan du sagtens 😀 😀 Du kan faktisk også fryse de rå scones, og så bare optø dem på en bageplade, inden de bages i ovnen 😀
Hej
Har lavet opskriften 4 gange nu og mine scones bliver altid porøse og smuldre, men føler opskriften til punkt og prikke, og de smager fantastisk, har du en ide?
Vh Nanna
Nanna – I min verden lyder det som om, at dine scones bliver helt perfekte 🙂 Scones skal jo være porøse og smuldre lidt – det er derfor, at man endelig ikke må ælte dejen for længe, ligesom de bages med bagepulver i stedet for gær. I virkeligheden skal du helst kunne “brække” en ægte, engelsk scone fra hinanden, i stedet for at bruge en kniv. Så porøse skal de være 😀
ja men problemet er bare jeg ikke kan skære dem over uden de går i fem stykker og jeg kan ikke smøre dem med smør heller. De er svære at spise
Vh Nanna
Nanna – Ja okay, det kan jeg godt se. Nu har jeg lige været i London, og de engelske scones er også nærmest umulige at skære over. Faktisk siger man jo, at en scone skal kunne “brækkes” fra hinanden, derfor bliver engelske scones altid serveret hele (uden kniv). Men hvis man gerne vil smøre den, så er det jo lidt bøvlet 🙈🙈 Prøv evt. at ælte dejen ganske let, så den hænger lidt bedre sammen. Virker den meget tør og smuldrende, så kan du også tilsætte mel lidt ad gangen og måske ikke bruge det hele 🙂
Wow det er de lækreste scones jeg nogensinde har bagt!!!! TAK for opskriften – den bliver så meget gemt i yndlings-opskrift-bogen!!!
Tine – Tusind tak for din tilbagemelding og ros til opskriften – hvor er det bare dejligt at høre 😀 😀