Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Snobrødsdej – nem opskrift på snobrød

4 kommentarer
Brød og boller, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

I går var det jo Skt Hans aften og dermed er det jo så Skt Hans dag i dag. Det er nu ikke noget, vi som danskere mærker så meget til. Skt Hans dag var nemlig en af de helligdage, der i sin tid blev lagt ind under Store Bededag. Dagen før, altså Skt Hans aften, er der til gengæld rigtig mange af os, der fejrer. For der hygger vi traditionen tro med bål, grill og snobrød. For i min verden, hører der altså snobrød til en rigtig Sankt Hans aften, og her får du min bedste opskrift på snobrødsdej. 

Opskrift på snobrødsdej.

Snobrødsdej kan enten laves på helt klassisk vis, eller også kan man ælte sin snobrødsdej med forskellige slags krydderurter, revet ost eller måske revet marcipan. Og så kan man jo desuden tilsætte groft mel til sin snobrødsdej, hvis man foretrækker det. 

Jeg laver gerne en helt traditionel snobrødsdej og jeg tror egentlig ikke, at min dej er specielt meget anderledes end så mange andres. Men god er den i hvert fald. Den er hurtig at samle og nem at arbejde med. Og så klistrer snobrødsdejen ikke alt for meget til fingrene, når den skal rulles på pinden. Hvilket kan være en fordel, når man står ved bålet og der er langt til den nærmeste vandhane. 

Tip! Snobrødsdej kan sagtens laves i god tid i forvejen – se mere under opskriften. 

5 fra 4 stemmer

Snobrødsdej

Hævetid45 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 6 stk

Ingredienser

  • 3 dl lillefingervarmt vand (der kan også bruges mælk)
  • ½ pk gær
  • tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 2 spsk olie
  • 450 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)

Fremgangsmåde

  • Hæld vandet i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, olie og hvedemel og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også samles på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dej-krogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 45 minutter.
  • Del dejen i 6 lige store stykker. Tril hvert stykke til en pølse og rul det rundt om en pind til et snobrød.
  • Bag snobrødene i gløderne fra bålet indtil de er gyldne og gennembagte. Som regel er brødene gennembagte, når de let kan trækkes af snobrødspinden.

Se også - 

 

Bagte æbler på bål

 
 

Ofte stillede spørgsmål.

Kan man lave snobrødsdej dagen i forvejen?

Ja!
Man kan godt lave snobrødsdej dagen i forvejen og lade den koldhæve i køleskabet natten over. Brug ca 15 gr gær og koldt vand når dejen laves.

Kan snobrødsdej fryses?

Ja!
Man kan godt fryse snobrødsdej. Det bedste resultat får man, hvis man laver dejen, deler den i mindre stykker og fryser dem med det samme. Altså uden hævning. Tag dejen ud af fryseren ca 1½-2 timer før brug og lad den optø/hæve lige så stille et lunt sted.

Kan snobrødsdej gemmes?

Nej!
Hvis først man har lavet en portion dej, som både har hævet og været med en tur ude ved bålet, så får man det bedste (og mest hygiejniske resultat), hvis man blot former resten af dejen til boller og bager dem i ovnen med det samme.

Med eller uden fyld. 

Snobrød kan enten bages på traditionel vis, og blot spises som det er, eller man kan fylde hullet i det færdigbagte snobrød med grillede pølser eller skiver af god skinke. Såvel pølser som skinke kan desuden vikles fast om pinden med den rå snobrødsdej og steges over bålet.

Nogle fylder hullet i de færdigbagte snobrød med syltetøj eller nutella, og andre dypper bare i ketchup. Men uanset hvordan man foretrækker sit snobrød, så kan de fleste af os vist blive enige om, at snobrød er en rigtig hyggelig bål-klassiker.

Lav snobrødsdej i forvejen.

Man kan sagtens lave snobrødsdej i god tid og lade den stå på køl og hæve. Kulen sænker hævehastigheden, så man ikke risikerer, at snobrødsdejen overhæver og falder sammen. Heller ikke selvom den får lov at hæve lidt længere. Jeg har uden problemer haft en snobrødsdej til at hæve i 4-5 timer, og begynder den at hæve for meget, så skal den bare slås let ned. Skal dejen laves i meget god tid, kan man med fordel bruge koldt vand i stedet for lillefingervarmt. Desuden kan man bruge en smule mindre gær.

Har man tid (og tålmodighed), så kan man med fordel lade sin snobrødsdej efterhæve i 15-20 minutter, når dejen er rullet på pinden, men inden de bages. Det giver lækre og luftige snobrød.

Den hyggeligste Skt. Hans.

Vi fejrede Sankt Hans aften sammen med min familie hos mine forældre. Og udover en masse snobrød, stod menuen blandt andet på grillede bøffer og småbitte, nye, danske aspargeskartofler. En rigtig sommermenu. Der er læ på mine forældres terrasse og bålet i den udendørs pejs varmede også rigtig godt. Så på trods af en overskyet himmel og lidt blæst endte vi faktisk med at spise udendørs. Vi sad også ude til omkring kl. 23 og bagte snobrød på bålet, uden at nogle af os kom til at fryse.

Jeg fik jo sommerferie i går, efter at have afsluttet min Modul 8 prøve, så jeg kunne slet ikke få en bedre Skt Hans. Jeg sad hele aftenen med samme følelse, som jeg havde sidste år, da jeg fik sommerferie. Nemlig at hele den lange lange sommer ligger foran mig til fri afbenyttelse. Det eneste der for alvor er planlagt på nuværende tidspunkt, er vores sommerferie i midten af juli.

Som studerende er det jo sådan, at der altid er noget, man kan gøre. En opgave man kan arbejde på, eller en ekstra tekst man kan læse. Derfor ligger studiet altid lidt i baghovedet og summer. Men de næste par måneder kan jeg gøre lige præcis, som jeg har lyst til uden at føle den mindste smule dårlige samvittighed. Bøgerne er gemt væk og det er virkelig en fantastisk følelse.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
A+K/VenterPaaVinBlog
9 år siden

Hvor hyggeligt, får flashback til de glade FDF dage, da jeg var barn 😀

– Anne

http://www.venterpaavin.blogspot.com

Karla
8 år siden

Tak for opskriften!