Sommerferie 2014, Norditalien og Venedig part 1…

Så må jeg hellere få skrevet lidt om vores sommerferie, som i år bød på en fantastisk tur til Italien. Jeg er godt klar over, at jeg stadig ikke har blogget om vores tur til Tyrkiet i forsommeren, men akkurat ligesom med vores forsommer ferie i Torremolinos sidste år, så er det altid lidt svært at blogge om all inclusive badeferier, hvor der primært er dømt afslapning og badning. Så spændende er det jo heller ikke at se på en hel uges billeder af pool og diverse drinks, men måske kommer der alligevel et indlæg på et tidspunkt. Foreløbig handler det som sagt om Italien, hvor vi tilbragte en uge fra d. 6. august.

Vi fløj fra Billund med Ryan Air og landede i en lille lufthavn lige udenfor Venedig. Vi havde bestilt et fantastisk lækkert 4-stjernet hotel – Hotel Relais Villa Fiorita som er et ombygget kloster, der ligger i en lille by, Monastier di Treviso, ca. 10 km. fra lufthavnen, 25 km fra Venedig og 15 km. fra Lido de Jesolo – badebyen ved Adriaterhavet som de fleste danskere vist kender.

Jeg ved ikke, hvorfor hotellet var så billigt, muligvis fordi det ikke lå lige ud til kysten som børnefamilierne foretrækker, men i hvert fald gav vi lige under 6000 kr for 2 pers. inkl. hotel med stor morgenbuffet, flybilletter og leje af en bil, som holdt i lufthavnen og ventede på os. Bilen havde vi hele ugen, så på en måde var vi på bilferie, bortset fra at det kun tog os halvanden time at komme fra Billund til Norditalien. Og så var det en fin lille Fiat 500 – mere italiensk bliver det vist ikke 🙂

Efter at have set vores værelse og pakket lidt ud kørte vi en tur og fandt et supermarked, hvor vi købte et par sandwich, en rulle kiks, lidt frugt og drikkevarer og så kørte vi tilbage til hotellet og nød en sen frokost på balkonen. Derefter havde vi egentlig overvejet, om vi skulle køre en lille tur i området, men vi blev simpelthen så søvnige, at vi i stedet besluttede os for at holde siesta og tage en middagslur – det var jo også et godt stykke hen på eftermiddagen.

Vi vågnede et par timer senere, men vi var også kommet relativt sent i seng aftenen før og havde været tidligt oppe. Efter et bad var vi klar til at køre mod Lido de Jesolo for at finde lidt aftensmad. Der var selvfølgelig også lokale restauranter i området, men den nærmeste større by var Lido de Jesolo og for ikke at køre alt for meget rundt og lede den første aften, valgte vi at køre dertil. I øvrigt havde kæresten aldrig været i Lido de Jesolo og jeg var der sidste gang i 1995, så jeg var lidt spændt på om den var, som jeg huskede den.

Det var den og mere til – der var fyldt med lys, mennesker, feriestemning, restauranter og butikker. Vi startede dog med at parkere bilen og gå en tur langs vandet med den fantastiske brede sandstrand, hvor der så småt var ved at være ro på efter en lang og solrig dag.

Der ligger sindssygt mange restauranter i Lido de Jesolo, så til sidst var vi bare nødt til at vælge en. Nogle vil mene, at Lido de Jesolo er ret “turistificeret” og at man ikke får ordentlig mad. Jeg vil omvendt mene, at med den mængde restauranter, er man nødt til at lave ordentlig mad, for ellers går man på røven – så vælger folk bare naborestauranten. I hvert fald oplevede vi ikke, at få dårlig mad en eneste gang i den uge vi var der og eftersom Lido de Jesolo var den nærmeste større by, spiste vi der en del gange.

Vi var begge enige om, at vi havde lyst til pizza her den første aften, valgte vi en restaurant efter det. Derudover valgte vi den med mest stemning og hygge og så var det et must, at der var plads ved et udendørs bord, for vejret var så lækkert. Vi valgte en restaurant, der var så fuldstændig absurd overpyntet, at det var hyggeligt – blandt andet havde de dette her fantastisk smagfulde springvand placeret lige ved siden af vores bord, så vi spiste til lyden af det rislende vand.

Pizza fik vi også – 2 x salami picante. Der er altså noget over den allerførste pizza man får, når man kommer på ferie i Italien. Sprød og ultra tynd bund – et minimum af fyld og lækker mozzarellaost. Smagen er let brændt i bunden og lidt røget fra den brændefyrede stenovn, pølsen er noget mere krydret end vores pepperoni herhjemme og så går det hele bare op i en højere enhed.

Vi havde egentlig tænkt os, at vi skulle have en dessert, men kunne ikke spise det efter kæmpepizzaerne. I stedet købte vi en kugle is ved en af de hundredevis af isboder som er placeret langs hovedgaden i Lido de Jesolo – jeg fik en kugle mangois – helt fantastisk og Morten fik en kugle vanille og en kugle karamel. Vi gik lidt rundt og nød stemningen – blandt andet kom vi forbi et grønttorv, selvom kl. var over 22 om aftenen og så var der rigtig mange steder med levende musik, så vi sad på en bænk og nød vores is til tonerne af Alicia Keyes “Empire state of mine” med en virkelig dygtig sangerinde og et stort orkester. Derefter gik vi tilbage til bilen og kørte hjem i seng – vi var ved at være trætte, men klokken var så også over 23.

Efter morgenbuffet’en, som faktisk var pænt stor efter italiensk standart (blandt andet havde de en ekstremt avanceret kaffemaskine, der kunne lave stort set ALLE former for kaffe), gik vi en tur i hotellets parklignende have og kiggede på poolområdet. Vi blev dog enige om, at vi ikke havde lyst til at drive ved poolen den dag og satte os i stedet ind i bilen og satte kursen mod Venedig.

Vi havde jo været i Lido de Jesolo aftenen forinden, så vi besluttede i stedet at køre mod Mestre og sejle ind til Venedig – det skal man jo så under alle omstændigheder 🙂 Vi kørte ind på en p-plads ved Mestre, lige inden dæmningen som går over til Venedig og ville så sejle derfra. Det kom vi til at fortryde, for der var ingen former for valgmuligheder eller service. Der sad en mand i en billetluge, som havde lært et par sætninger på engelsk og så stillede man sig ellers i kø. Når det blev ens tur, gik man hen til lugen og manden fandt folderen frem og begyndte på sin tale. Herefter sagde han prisen og stak 2 billetter i hånden på en, hvorefter man betalte og stillede sig til at vente på færgen.

Da vi havde købt billetterne, kom jeg til at se på dem – for det første kostede det 30 € for en returbillet for Morten og mig – det var så fair nok, hvis ikke det var fordi, vi kun blev sejlet over på den anden side af dæmningen, altså i den absolutte yderkant af Venedig. Herefter skulle vi så købe billetter til en offentlig båd – eller bus, som det hedder, som så skulle sejle os ind til enten Marcuspladsen eller Rialtobroen. Desuden skulle vi lige være opmærksomme på, at den sidste båd sejlede tilbage til parkeringspladsen kl. 17.30. Regnestykket hed altså 68 € for parkering, transport + 4 timer i Venedig. Nej vel?

Derfor gik vi hen og fik vores billetter refunderede og så kørte vi i stedet de få kilometer over dæmningen til Venedig, parkerede i et af de, okay indrømmet, overpriced parkeringshuse og tog en båd derfra, hvilket vi jo alligevel skulle have gjort, hvis vi havde beholdt de returnerede billetter. Pris i alt – 28 € + parkering, som blev 10 € for den tid vi var der.

Vi landede på Marcuspladsen, men bestemte os hurtigt for at fare vild i de små gyder og i stedet gemme selve Marcuspladsen, Marcuskirken, Rialtobroen og Dogepaladset til næste gang. Jeg synes, der er noget magisk over Venedig. Ingen biler og så er der bare så fredeligt, lige så snart man kommer væk fra mylderet. Man farer lynhurtigt vild og aner ikke hvor man er, men byen er jo ikke større, end at man lynhurtigt er tilbage på sporet igen.
Som udgangspunkt gider jeg ikke bruge et bykort i Venedig, jeg skal jo heldigvis ikke finde en specifik gade, hvilket også kan være temmelig vanskeligt, idet nogle af dem er så små, at man tror det er løgn, men vi så da en del turister, som ledte efter hoteller, udstyret med kort, kufferter og frustrerede ansigter.

Vi ankom lige i siestaen, så der blev holdt frokostpause rundt omkring – blandt andet holdt kokkene fra en restaurant pause i en baggade og gondoliererne mødtes og spiste sammen.

Vi blev så inspirerede, at vi også blev sultne og måtte ind og købe lidt sen frokost. Det blev på en lille pizzabar i en gyde, som vi kunne dufte på lang afstand – altså pizzaen, ikke gyden. Krydret oksekød til Morten og frisk mozzarella, friske tomater og pesto til mig – lune og sprøde. Vi nød dem på trappestenen op til en lille bro og skyllede ned med koldt vand – bagefter var det tid til den obligatoriske kugle is. I hvert fald blev den obligatorisk i ugens løb. Endnu engang mango til mig og en kugle tiramisu til Morten.

Vi sejlede fra Venedig sidste på eftermiddagen og kørte tilbage til hotellet, hvor vi smed os med hver sin bog på en liggestol i parken. Ved 19-tiden gik vi i bad og gjorde os klar til at tage ud og spise.

Vi fandt en lille restaurant, hvor der var proppet med mennesker og derfor lidt ventetid – det klarede tjeneren nu fint med 2 glas kold hvidvin, som vi nippede til sammen med de andre, som også ventede på borde. Da vi fik et bord, gik der omkring 30 sekunder og så stod denne her anretning, som vi nippede til, imens vi bladrede i vores menukort, foran os.

Jeg valgte en helt klassisk lasagne, som blev pyntet ved bordet med rigelige mængder friskrevet parmesan. Morten fik en portion spaghetti carbonara, men da han er bange for ost, takkede han nej til parmesan 🙂

Efter aftensmaden gik vi en lille tur, inden vi kørte tilbage til hotellet og gik i seng. Der blev ingen is til dessert, for dels havde vi jo allerede fået i Venedig og så kunne vi faktisk heller ikke klemme mere ned. De ligger en solid bund, de der pastaretter og så havde vi jo også taget godt for os, af den der portion syltede løg, oliven og marinerede hvidløg.

Dagen efter var udråbt til afslapnings og pooldag. Efter morgenmaden gik vi ud og nappede vi et par af de store, lækre pool håndklæder, der lå til fri afbenyttelse, udså os to helt perfekte solstole og lagde os. Resten af dagen læste vi, snakkede, spise frokost i poolbaren og nød solen og vandet. Sådan nogle dage skulle der også være plads til, eftersom vi var blevet enige om, at ferien skulle være kombineret afslapning og kultur.

Vi var for øvrigt meget positivt overraskede over, at der ikke var nogen, der stod op midt om natten for at “reservere” solsenge. Hvis man har været på charterrejser og badeferier, ved man formentlig godt, hvad jeg snakker om, men for de uindviede kan jeg da lige forklare, at det åbenbart er blevet kutyme, at man på rigtig mange rejsedestinationer nærmest skal stå op midt om natten, hvis man vil sikre sig en solstol og et sted at ligge ved poolen den efterfølgende dag.

Jeg har hørt historier fra familie og venner, der har oplevet, at der var lagt badehåndklæder ud i solstolene kl. 3 om natten, når de kom hjem til hotellet efter at have været en tur i byen. Så tænker jeg bare, hvem pokker står op kl. 3 for at sikre sig en helt speciel stol???? Det kan der da ikke være meget ferie over?

Problematikken ligger jo i, at hvis man ikke selv følger eksemplet og lægger sit håndklæde på en solseng om morgenen, så er der bare ingen pladser at få og derfor kommer man ind i en ond cirkel. Heldigvis har de hoteller vi har besøgt de seneste år været opmærksomme på problemet og derfor blev samtlige solsenge og parasoller samlet sammen om aftenen og låst med kæder og de blev først låst op igen kl. 8 om morgenen, men tænk at det skal være nødvendigt.

Jeg husker, at man fra Star Tours side sidste år udtalte, at det var et problem som de aldrig før var blevet gjort opmærksomme på – jeg kan så have svært ved at forstå, at det kan gå totalt henover hovedet på dem indtil år 2013, men ikke desto mindre opfordrede man fra Star Tours side, sine gæster til at gå foran med et godt eksempel og lade være med at reservere solsenge – så skulle de andre gæsterne på hotellerne nok følge trop.

Til det kan jeg kun sige, at hvis Star Tours kunder har fulgt den opfordring, så må de have haft nogle meget lange dage ved poolen – bænket på jorden eller i en ødelagt havestol, når alt andet er optaget. Især generer det mig, når 2-3 familier der rejser sammen, reserverer solsenge til samtlige 7 børn, hvorefter børnene sammenlagt benytter solsengene i 15 minutter i løbet af dagen – på skift!

Det generer mig også, når der lægges håndklæder ud på solsengene, fordi folk muligvis kommer til at ligge ved poolen, når de kommer hjem fra en tur sidst på eftermiddagen. Det betyder, at der er folk som ikke kan få en solseng, men i stedet kan stå og glane på 2 solsenge med 2 badehåndklæder, som får lov til at stå ubenyttede hen en hel dag, hvorefter håndklædernes ejermænd dukker op og samler dem sammen, fordi det alligevel ikke lige blev i dag, de ville benytte solsengene. I sådan nogle situationer synes jeg, det er helt fair, at man på flere og flere hoteller er begyndt, at samle badehåndklæder fra de ubenyttede solstole sammen, så stolene igen er ledige.

Nå, det blev vist lidt af en smøre udi reservationen af solsenge, men det korte af det lange er, at det var fantastisk at være på et hotel og ved en pool, hvor ALLE kunne få en solseng hele dagen, UDEN at nogen havde reserveret fra morgenstunden. Det hele blev dirigeret af en poolboy/poolgirl, som udover badehåndklæder også havde et arsenal af ekstra solsenge og så var alle glade.