Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Stegt flæsk med persillesauce – min bedste opskrift.

5 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Hverdagsmad, Opskrifter, Svinekød
Gå direkte til opskriften

Stegt flæsk med persillesauce! En rigtig dansk klassiker, som faktisk er ret nem at lave. Og så er det jo bare mormormad, når det er allerbedst. Herhjemme er der godt nok ikke stegt flæsk på menuen så ofte. Jeg kan i hvert fald ikke tillade mig at påstå, at vi får det jævnligt. Men 2-3 gange om året laver jeg en portion stegt flæsk med persillesovs, og så nyder vi det virkelig.

Se også – Frikadeller I Æggekage med bacon I Dansk bøf med løg I Flæskesteg

Stegt flæsk med persillesauce – Danmarks nationalret.

I min familie har vi en lidt hyggelig tradition. Der serveres nemlig altid stegt flæsk med persillesauce, når nogle af os har været ude at rejse. Man bliver således hentet i lufthavnen og så kan man ellers se frem til en hyggelig familiemiddag med masser af snak, grin og dejligt selskab. Og på den måde har retten faktisk altid fungeret som et “velkommen hjem” symbol for os. Længe inden man besluttede at gøre stegt flæsk med persillesauce til dansk nationalret.

Se også – Stegt flæsk i airfryer

Tip! Se evt mine bedste tips til stegt flæsk med de sprødeste svær og lækkert tilbehør under opskriften. 

4,34 fra 12 stemmer

Stegt flæsk med persillesauce

Stegetid1 time
Samlet tid1 time 15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 20 skv flæsk/svinebryst i skiver
  • 3 tsk groft salt

Persillesauce

  • 30 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 5 dl mælk
  • 1 bdt persille (friskhakket)
  • salt og peber

Desuden

  • 800 gr kartofler

Fremgangsmåde

  • Beklæd en bageplade med bagepapir og læg ovnristen ovenpå. Det varme fedt fra flæsket vil dryppe fra risten ned på bagepapiret under stegningen.
  • Drys flæsket med salt på begge sider og placer stykkerne på risten. De må ikke røre hinanden. 
  • Steg flæsket i ovnen ved 125 °C (varmluft) i ca 40 minutter.
  • Skru herefter op til 225 °C (varmluft) og steg flæsket i ca 20 minutter, til det er lysebrunt og sværen er boblende sprød. Kig til flæsket engang imellem og pas på det ikke får for meget. Imens laves saucen.

Persillesauce

  • Smelt smørret i en gryde og rør mel i. Tilsæt mælk og pisk grundigt til en klumpfri sauce.
  • Bring saucen i kog under jævnlig omrøring og lad den koge et par minutter til den tykner. Er saucen for tyk, kan der tilsættes lidt ekstra mælk.
  • Tilsæt persille og smag til med salt og peber.

Kartofler

  • Skræl eller skrub kartoflerne, halvér evt. de største, og kom dem i en gryde. Hæld vand på til det lige netop dækker og tilsæt 1-2 tsk salt.
  • Bring gryden i kog under låg og lad kartoflerne småkoge i 12-20 minutter afhængig af størrelse/sort. Prik i en kartoffel med en gaffel for at se, om de er færdige. Hæld vandet fra kartoflerne og hold dem varme i gryden.
  • Server stegt flæsk med persillesauce, kogte kartofler og evt. rødbeder.

Stegt flæsk tilberedt i ovn.

Jeg steger altid flæsk i ovnen. Også når det kun drejer sig om 8-10 skiver til Morten og mig. Men så bruger jeg selvfølgelig et ildfast fad med rist i stedet for en hel bageplade. Flæsket passer sig selv i ovnen og samtidig drypper fedtet fra, så flæsket bliver sprødt og lækkert. I ovnen kan man nemlig lave stegt flæsk med de lækreste, sprøde flæskesvær. Præcis ligesom på en god flæskesteg. Man skal bare skrue godt op for ovnvarmen til sidst, så sværene får lov til rigtigt at boble og blive sprøde.

Man skal dog være opmærksom på, at dette ikke en metode, som kan bruges, hvis man skal lave stegt flæsk til rigtig mange mennesker. Flæskestykkerne må nemlig helst ikke ligge så tæt på risten, at de rører hinanden. Så får sværene i hvert fald vanskeligt ved at blive helt knasende sprøde.

Alternativt kan man stege flæsket på to plader/riste. Men derudover er jeg faktisk også for nyligt faldet over en decideret “holder”. Den består af et stykke metal med riller, hvor flæsket kan stilles på højkant. Jeg tror, at den primært er tænkt til stegt flæsk på grillen. Den står i hvert fald sammen med grilludstyret. Men mon ikke også den kan bruges i ovnen?

Tilbehør til stegt flæsk.

Jeg serverer sjældent grønt tilbehør til stegt flæsk. Ikke medmindre man regner syltede rødbeder for grøntsager. Der er altså bare nogle retter, som skal have lov til at stå alene, efter min mening. Dog kan jeg varmt anbefale, at man prøver at lave en portion æblekompot med friskrevet peberrod som tilbehør. Den søde æblekompot og det skarpe fra peberroden smager virkelig eminent godt sammen med det saltede flæsk. Lidt ligesom vi kender det fra klassisk æbleflæsk. 

Skal der alligevel lidt grønt på bordet, så anbefaler jeg en klassisk råkostsalat med revet gulerod og æble, samt en dressing med appelsinsaft eller citronsaft og honning. Server evt. salaten på en lille sidetallerken for sig selv. Så risikerer man ikke en spøjs blanding af revet gulerod, persillesauce og rødbedesaft på selve tallerkenen. Måske er det bare mig, der er sart, men jeg kan godt lide at holde tingene lidt adskilt. Og så ser det i øvrigt rigtig fint ud med en lille, smukt anrettet sidesalat til hver.

Subscribe
Notify of
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Rasmus
4 år siden

Jeg elsker din madblog.
Nemt og overskueligt.
Når står i en situation, hvor man skal lave al maden selv, er det virkeligt guld værd.
Jeg bruger appen my groceries til hele tiden at vide, hvad jeg skal bruge af ingredienser en uge frem – så bliver det ikke meget nemmere.
Keep up the good work!
Mange hilsener
Rasmus

Ragnar Kolstad
4 år siden

Hei Anne-Kathrine! Min kone og jeg er pensjonister, og tilbringer mye av vinteren i sydlige egne. På Gran Canaria spiser vi ofte på en dansk restaurant, og hver søndag er det stegt flæsk med persillesovs. Min danske kokebok har en oppskrift, men steketid og temperatur stemmer ikke. Et søk på internett gjør at jeg heretter skal bruke din angivelse på steketid og temperatur. Takk til deg, fra Ragnar i Bergen, Norge.

Lise
1 år siden

Hej. Den æblekompot med frisk peberrod, du nævner nedenunder opskriften som muligt tilbehør til retten – har du en opskrift på det ? – Det ville være en stor hjælp.