Sensommer = svampetid og selvom jeg desværre ikke selv er nogen stor svampejæger – jeg er simpelthen for uvidende til, at jeg tør spise det, som jeg finder – så har vi heldigvis et par inkarnerede svampejægere i familien, deriblandt min mor og min onkel, som hellere end gerne deler ud af deres viden på området. De kantareller, som jeg har brugt til denne her risotto, er dog ikke nogen, som jeg selv har “fanget”, omend kantareller rent faktisk hører til blandt de få svampesorter, som jeg rent faktisk er i stand til at genkende, men jeg må hellere gå til bekendelse – de er fra grønthandleren.
Risotto spiser vi primært om foråret og i forsommeren, hvor jeg laver risotto primavera, som fyldes med lækre forårsgrønsager som grønne asparges og ærter og så om efteråret, hvor jeg laver risotto med svampe. Svamperisottoen kan selvfølgelig laves med alle mulige forskellige slags lækre svampe – der er frit valg og et mix af eksempelvis brune champignons, kantareller og østershatte smager skønt, men nu var de kantareller, som jeg faldt over hos grønthandleren, bare så fine, at det udelukkende blev til kantareller i denne her omgang.
Risotto er både nem og lækker aftensmad og så er det hit på en kødfri dag. Indimellem steger jeg en stor kylling i ovnen eller på grillen, som vi spiser til risottoen, men lige så ofte får vi bare en blandet salat eller dampede grønne asparges, hvis den står på risotto primavera og det mætter helt fint.
Jeg bruger ikke den traditionelle metode med at tilsætte bouillon lidt efter lidt og så ellers røre, røre, røre, indtil risene har absorberet bouillonen, når jeg laver risotto. Muligvis snyder jeg og muligvis ville jeg blive dybt til grin, hvis jeg præsenterede min risotto for en mesterkok eller en italiensk husmoder, men faktum er, at nedenstående opskrift fungerer upåklageligt for mig, den er supernem og jeg har endnu ikke fået klager over min risotto, sååååå…. If it ain’t broken, don’t fix it – er det ikke det, man siger?
Svamperisotto med ristede kantareller
Ingredienser
Risotto
- 15 gr smør
- 1 stk løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (finthakkede)
- 1,5 dl hvidvin (kan erstattes af bouillon)
- 300 gr risottoris
- 8 dl grøntsagsbouillon (evt. vand + bouillonterning)
- 50 gr parmesan (revet)
- salt og peber
Desuden
- 15 gr smør
- 200 gr kantareller
- 25 gr parmesan
Fremgangsmåde
- Smelt smørret i en gryde og sauter løg og hvidløg heri, til de bliver blanke.
- Tilsæt hvidvin og lad det koge næsten væk – det tager ca 5 minutter. Bruges der ikke vin, springes dette trin over.
- Kom ris og bouillon i gryden, rør rundt og læg låg på. Lad risene simre ved jævn varme i ca 15 minutter, til de har opsuget næsten al væden og er næsten møre. Rør rundt engang imellem, så risene ikke sætter sig fast i bunden.
- Når der kun er en smule væde tilbage, fjernes gryden fra varmen og risene trækker under låg i ca 5 minutter.
- Rør revet parmesanost i risottoen og smag til med salt og peber.
Kantareller
- Imens rengøres svampene og de største deles evt. i halve eller kvarte.
- Opvarm smørret på en stegepande og rist svampene gyldne i smørret.
- Vend halvdelen af de ristede svampet i risottoen og server resten ovenpå sammen med friskhøvlet parmesan.
Jeg har haft stor glæde af at følge din blog i mange år og har ofte brugt dine fine opskrifter. Fornøjelsen ved at følge blokken er dog dalet betydeligt, efter du har valgt at bruge nogle meget aggresive reklamer. De virker voldsomt forstyrrende.
Lisbeth – Jeg beklager, at reklamerne forstyrrer dig. Sagen er den, at jeg lever af at blogge og reklamerne er min eneste indtægt. Hvis ikke der er reklamer på bloggen, så har jeg ingen indtægt – alternativet vil så være, at folk skal betale for at få adgang til mine opskrifter eller noget lignende og så må jeg indrømme, at jeg foretrækker reklamer. Jeg har dog sikret mig, at reklamerne aldrig vil blive således, at folk tvinges til at se en hel reklame, for at få “adgang” til en opskrift, som det er på visse sider eller på youtube – de små reklamefilm ligger altid placeret således, at de “følger med” og forsvinder, når de afspillet – siden “låser” altså ikke på reklamen og det er derfor muligt at ignorere dem og blot rulle videre ned over siden med opskriften.
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine