Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Svenske chokoladebrød.

2 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Julesmåkager, Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

Svenske chokoladebrød med perlesukker og finthakkede mandler eller nødder. En rigtig småkage-klassiker. Og en af mange skønne opskrifter, som en stor del af os husker fra de hustandsomdelte hæfter fra Karolines Køkken. Mange steder er de svenske chokoladebrød desuden blevet en helt uundværlig del af julens småkager. Men jeg vil nu holde på, at chokoladebrødene fint kan spises hele året rundt.

Se også – Nemme specier I Pebernødder I Havregrynskugler I Brunkager

Opskrift på svenske chokoladebrød.

Svenske chokoladebrød kaldes også for chokoladesnitter. Og hvorvidt de rent faktisk stammer fra Sverige, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Men gode det er de i hvert fald. Og så er de nemme at lave. Især hvis man bruger en køkkenmaskine, så man blot kan komme alle ingredienserne i røreskålen og lade den klare arbejdet. Desuden er det jo altid hyggeligt at have en dåsefuld hjemmebagte småkager stående i køkkenet, så man lige kan hapse et par stykker til en god kop kaffe eller te.

Tip! Se også mine bedste tips til svenske chokoladebrød under opskriften.

4,41 fra 10 stemmer

Svenske chokoladebrød

Bage- og hviletid45 minutter
Samlet tid1 time 15 minutter
Antal: 35 stk

Ingredienser

  • 150 gr hvedemel
  • 100 gr sukker
  • 2 spsk kakaopulver (bage og drikkekakao)
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 100 gr koldt smør
  • 1 æggeblomme

Desuden

  • 1 æggehvide til pensling
  • finthakkede mandler eller nødder
  • perlesukker

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, sukker, kakaopulver, vaniljesukker og bagepulver i en skål.
  • Smuldr smørret ud i melblandingen og saml til sidst dejen med æggeblommen.
  • Dejen kan også laves i en røremaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Lad dejen hvile koldt i ca 30 minutter.
  • Del dejen i 3 lige store stykker og tril hvert stykke til en pølse á ca 30 cm.
  • Læg dejpølserne på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem let flade med hænderne.
  • Pensl stængerne med æggehvide og drys med finthakkede mandler eller nødder og perlesukker.
  • Bag stængerne i ovnen ved 175 °C (alm ovnfunktion) i ca 15 minutter, indtil de er fint krakelerede på overfladen.
  • Skær straks de varme stænger ud i snitter på skrå og lad herefter kagerne afkøle.
  • Opbevar de svenske chokoladebrød i en lufttæt dåse eller lign. Holdbarheden er 3-4 uger. Kagerne er ikke fryseegnede, men den rå dej kan fryses.

 

Se også – 

 

Fedtebrød med romglasur

 

Finskbrød 

Tips til opskriften.

  • Svenske chokoladebrød kan ikke fryses, men til gengæld kan man uden problemer fryse den rå dej ned. Det kan derfor være en god idé, at lave en ordentlig omgang dej, når man alligevel er i gang. Frys evt. dejen ned i passende portioner svarende til 1-2 stænger. Så er det nemt at tage en portion ud af fryseren og bage småkager, når lysten melder sig. Og friskbagte småkager er jo altid det lækreste.
  • Ønsker man en kraftigere smag af chokolade til kagerne så prøv at tilsætte 50-75 gr finthakket, mørk chokolade til dejen. Det giver en superlækker smag af chokolade til de færdige kager. Dejen kan desuden tilsmages med fintrevet skal af en usprøjtet appelsin, hvis man kan lide choko-orange smag.
  • Jeg pensler de svenske chokoladebrød med sammenpisket æggehvide og drysser desuden med finthakkede mandler og perlesukker. Men man kan sagtens nøjes med enten mandler (eller nødder) eller perlesukker. Man behøver ikke bruge begge dele. Dog giver perlesukkeret et skønt knas til de færdige kager, og de ristede mandler bidrager med en lækker smag.
  • Jeg bruger altid rigtigt smør (Lurpak eller lignende), når jeg bager småkager. Bruger man et smørbart blandingsprodukt, så kan man få svært ved at samle dejen og udrulle den til pølser. Det skyldes, at blandingsprodukterne indeholder en blanding af smør og olie. Olien gør, at man kan smøre produktet på brød, boller og lignende direkte fra køleskabet. Men det gør også, at dejen ikke bliver så fast og nem at arbejde med, som hvis man bruger rigtigt smør.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lone
2 år siden

Hej
Hjælp 😱🙈
Så har jeg lavet disse småkager, men jeg kunne slet ikke få dejen til og hænge sammen. Prøvede først på min køkkenmaskine men måtte opgiv, og tog den ud på køkkenbordet og æltede den sammen. Da den så havde liggetid køl, kunne jeg heller ikke lave dejpølser.
Hvad har jeg gjort forkert? 🤔😉
Kh Lone

PS: De smager super 😁