Tykke Ærø pandekager, Ærøske tykkepandekager, Løwtens pandekager (paa’kar)… På en af de mange gråvejrsdage med regn, som vi har haft i løbet af efteråret, kastede jeg mig over en særdeles traditionel egnsret, nemlig tykke pandekager fra Ærø og som det så ofte er tilfældet med egnsretter, så findes der en række forskellige navne at vælge imellem, uden at jeg har nogen som helst idé om, hvilket navn der er det helt rigtige. Mon ikke det varierer fra familie til familie? Dog vil jeg alligevel hælde mest til Løwtens pandekager eller paa’kar – et navn som tilsyneladende er opstået, fordi dejen ligesom løfter sig op, når den hældes i det varme fedtstof.
Jeg smagte første gang de store og lækre pandekager, da jeg besøgte Ærø for snart mange år siden og vi sad i haven bag “Det lille Hotel” i Ærøskøbing og nød de skønne (og meget store) pandekager. Siden har jeg ofte haft lyst til at forsøge at lave dem selv, men ikke før Brødrene Price besøgte Ærø og lavede de berømte pandekager i et af deres programmer om egnsretter, fik jeg taget mig sammen.
Heldigvis er der ikke specielt mange varianter at vælge imellem, når det kommer til selve opskriften, hvilket ellers ofte er tilfældet med egnsretter. Pandekagerne består af mælk, gær, hvedemel, salt og æg som røres sammen, hæves og bages gyldentbrune i rigeligt fedtstof. Traditionelt bages pandekagerne i svinefedt, men jeg valgte i stedet at bruge rapsolie, så det må være op til den enkelte selv at bestemme. Svinefedt kan for øvrigt indimellem være lidt svært at skaffe og man kan i stedet bruge palmin, men nu hvor vi nærmer os jul, ligger der ofte pakker med svinefedt ved siden af palminen i supermarkederne, fordi der også er en del mennesker, som sværger til at koge juleklejnerne i svinefedt.
Jeg tilsatte en enkelt spsk sukker til dejen. Der er ikke sukker i nogen af originalopskrifterne, men det foreslås flere steder at tilsætte 1-2 spsk sukker, blandt andet hos Brødrene Price, og det råd fulgte jeg. Pandekagerne blev absolut ikke søde, men jeg er ret overbevist om, at sukkeret sammen med saltet lige var med til at afrunde smagen og jeg vil fortsat bruge en smule sukker.
Vi spiste pandekagerne til eftermiddagsteen med hjemmelavet syltetøj og et ultratyndt drys flormelis, men skal det være helt rigtigt, så skal de udelukkende serveres med syltetøj eller frugtkompot – der foreligger dog ingen “regler” om varianten, så her hos os blev det til hindbærsyltetøj. Selvom jeg halverede opskriften endte jeg alligevel med 25 store, flotte pandekager og vi kunne umuligt spise dem allesammen på én gang, men heldigvis viste det sig, at pandekagerne sagtens kunne tåle at blive lunet i ovnen. De fik lige et par minutter ved 200 grader og så var de ellers fine og sprøde igen – og næææææsten lige så gode, som da de var helt nybagte.
Ærø pandekager
Ingredienser
- 3 dl mælk
- 15 gr gær
- 250 gr hvedemel
- ½ tsk groft salt
- 1 spsk sukker (kan udelades)
- 3 æg (delt i blommer og hvider)
- 1 liter smagsneutral olie til stegning
Fremgangsmåde
- Lun mælken og opløs gæren heri. Tilsæt hvedemel, salt, sukker og æggeblommer og rør dejen godt sammen. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen. Lad pandekagedejen hæve tildækket i ca 1 time. Varm rigeligt olie (eller svinefedt) op i en stor gryde eller en dyb pande. Øs dejen op med en dyb grydeske og ned i det varme fedtstof, hvor dejen straks begynder at løfte sig (løwtens pandekager). Bag ca. 3 pandekager ad gangen med en diameter på 8-10 cm. Når overfladen er fyldt med luftbobler, vendes pandekagerne og steges på den anden side til de er gyldentbrune og sprøde. Læg pandekagerne på fedtsugende papir og server med syltetøj eller frugtkompot.
Behøves man at bruge så meget olie? Så man evt kunne stege i en normal pande?
Kim – Da der er tale om en særlig egnsret, og jeg ikke selvom kommer fra Ærø, så har jeg valgt bare at holde mig til opskriften. Jeg må dog indrømme, at jeg er ret sikker på, at pandekagerne ikke vil kunne vokse sig så høje på en pande, som de gør i olien, men derudover tænker jeg, at du godt kan prøve dig frem med mindre olie. Evt ved først at prøve at stege et par stykker i en smule olie på en pande og duer det ikke, så kan du stege resten i rigeligt olie som beskrevet i opskriften 😀
Kan sagtens steges Becel, hvis man ikke lige har andet😉 Kan dig ikke forstå, hvordan man kan få 25 stk ved halvering af opskriften🥴
Leila – Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål? Du forstår ikke, at jeg halverede en stor opskrift, sådan at fik 25 stk ud af portionen? Det er jo den halverede opskrift, som jeg har skrevet opskriften på, og den gav 25 stk 🙂
Jeg fik lige som dig, lyst til at give disse lækre pandekager et forsøg, efter at have set de 2 brødre lave dem. Jeg lavede din opskrift, dog på en pande i ca 1,5 cm olie. Resultatet var næsten perfekt, de manglede den der krans som de ellers snakkede om i udsendelsen.. men smagen var super, så tak for opskrift Anne-Kathrine
Michael – Velbekomme. Sjovt nok har jeg også lige set en genudsendelse med de to brødre, hvor de lavede pandekagerne. Så jeg fik også lyst til at lave dem igen, men har nu ikke fået det gjort endnu 😀
Som Ærøbo gør det lidt ondt i hjertet at læse de ikke bliver stegt i fedt. Det er en af de ting som giver Løwtens Paa’kar deres unikke smag. Bare husk de skal over på noget fedt sugende papir når de kommer fra panden så bliver de mindre fedtede og helt perfekte. For at få den omtalte kan er det vigtigt man en god temperatur på panden og man hele tiden er ved panden og klar til at vende. Og ja der skal være rigeligt med fedt på panden for det et med til at få dem til at løfte sig og gør man som Katrine gør sammen med Price så kan det næsten ikke gå galt.
Jeg bruger os lidt sukker for at få gæren til at hæve lidt hurtigere så godt råd det bliver givet videre.
Held og lykke med bagningen og håber i springer ud i at bruge fedt som er det eneste rigtige 😉
Jeg har netop fået en pakke svinefedt og vil prøve at lave disse pandekager de har været på “ to do” listen siden programmet med Brdr. Price.
Mette – Det kan varmt anbefales – jeg lavede dem også første gang, da jeg havde set Brdr. Price 🙂 Men havde dog smagt dem på Ærø nogle år forinden 🙂
Tak for opskriften, den skal prøves i morgen.
Hos mormor fik vi altid nylavet lun stikkelsbærkompot til pandekagerne. Lækkert med det syrlige til.
Dagen efter fik vi dem kolde med smør og et tyndt lag farin på… som en franskbrødsmad.
Hun brugte kun svinefedt til stegning.. og tænker det er med til at give dem ekstra smag men fint at vide der kan bruges olie.
Helle – Det lyder lækkert med stikkelsbær – er sikker på, at det søde og syrlige spiller perfekt sammen. Mht. svinefedtet, så må jeg indrømme, at jeg har det en smule stramt med svinefedt – jeg fik engang nogle klejner på et julemarked, som var kogt i svinefedt, og de smagte decideret af flæskesvær på den mærkeligste “søde” måde. Så jeg holder mig til olie 🙈🙈