Hjemmelavet smør

Samlet tid: 10 minutter
Antal: 200 gram
Udskriv

Ingredienser

  • ½ liter piskefløde
  • salt

Sådan gør du

  • Hæld fløden i en skål og pisk den. Først vil fløden blive til skum, herefter vil den blive grynet og efterhånden, som man fortsætter piskningen, vil fløden skille i klumper af gult smør og kærnemælk/valle. 
  • Har man en røremaskine, så er det absolut nemmest at bruge den til at piske fløden til smør, så man ikke behøver stå og holde elmikseren. Det tager ca 5-8 minutter. 
  • Fisk smørret op af vallen og saml det til en klump. Gem evt. vallen på køl til brødbagning. 
  • Nu skal smørret æltes godt, så det sidste valle skilles fra. Jeg synes, det er nemmest, at trække i en engangshandske beregnet til fødevarer og ælte med hånden, men man kan også bruge en ske. 
  • Kom smørklumpen i en skål med rent, koldt vand og ælt den godt. Vandet vil skifte farve og blive hvidt, efterhånden som vallen æltes ud af smørret. Skift vandet 3-4 gange, indtil vandet næsten ikke bliver hvidt, når der æltes. 
  • Dup smørret tørt med et stykke køkkenrulle og ælt salt i smørret - igen er det nemmest, hvis man bare beholder latexhandsken på. Jeg beregner ca 1 gram salt pr. 100 gr smør, men det er jo en smagssag. 
  • Kom smørret i en bøtte med låg og opbevar på køl eller i fryseren. 

Noter

Tilsæt evt. presset hvidløg eller friskhakkede krydderurter til smørret. Det er nemmest, hvis man tilsætter smagsgivere, imens smørret stadig er blødt og let at arbejde med. Form evt smørret til en rulle, pak den i film og opbevar den i fryseren - så er det nemt at skære en skive til en god bøf eller en bagt kartoffel.