Indbagte hakkebøffer

Samlet tid: 40 minutter
Antal: 4 personer
Udskriv

Ingredienser

  • 500 gr hakket oksekød
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 2 spsk olie
  • 1 porre (renset og skåret i tynde ringe)
  • 1 peberfrugt (hakket)
  • 200 gr gul pikantost (anden flødeost kan også bruges)
  • 1 rulle fersk butterdej
  • sammenpisket æg
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Ælt oksekødet sammen med presset hvidløg, salt og peber og form 4 bøffer. Varm olien op på en stegepande og brun bøfferne på begge sider - de skal ikke være gennemstegte. Sæt de brunede bøffer til side. 
  • Sauter porre og peberfrugter et par minutter på den varme pande - panden skal ikke rengøres først. Tilsæt pikantost og lad osten smelte. Rør rundt og smag til med salt og peber. 
  • Bred butterdejen ud og del den i 4 kvarte. Læg 1 skefuld ostefyld og en bøf på midten af hvert stykke butterdej. Pensl kanterne på butterdejen med æg, så lukker de bedre.
  • Fold butterdejen sammen om fyldet. Det gøres nemmest ved først at folde de 2 langsider op og derefter folde det ene endestykke op og lukke til med det andet endestykke. Der må godt trækkes forsigtigt i butterdejen, så den kan nå.
  • Læg butterdejspakkerne med sammenføjningen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl med sammenpisket æg. Bag pakkerne ved 190 °C (varmluft) i 20-25 minutter til butterdejen er gylden og sprød. Det er vigtigt, at pakkerne ikke bages for længe, for så kan bøfferne blive tørre. 

Noter

I stedet for hakkebøffer kan man bruge kyllingebryst eller koteletter.
Udover porre og peberfrugt kan man også komme champignons i fyldet. Desuden kan man tilsætte bacon i tern. Steg bacon på panden, når hakkebøfferne er brunede og stillet til side. Tilsæt herefter porre og peberfrugt og pikantost som beskrevet i opskriften.