Græsk moussaka

Bagetid: 40 minutter
Samlet tid: 1 time 10 minutter
Antal: 4 personer
Udskriv

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 450 gr hakket oksekød
  • 2 spsk hvedemel (kan udelades)
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 dl vand
  • 1 tsk paprika
  • 2 tsk timian (oregano kan også bruges)
  • ½ tsk stødt kanel
  • 1 nip sukker
  • 1 aubergine
  • 2 bagekartofler
  • salt og peber

Bechamelsauce

  • 30 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 4 dl mælk
  • ½ tsk revet muskatnød
  • salt og peber
  • 50 gr revet ost

Sådan gør du

  • Varm olien op i en stor gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt det hakkede kød og brun det godt. Rør evt. hvedemel i oksekødet, inden de hakkede tomater, vand og krydderier kommes i gryden. 
  • Hvedemelet kan udelades, men det hjælper med at jævne kødsaucen, så den tykner ganske let. Det gør den færdige moussaka mindre “flydende” og gør det nemmere at skære den i pæne stykker. 
  • Lad saucen simre i 10-15 minutter og smag til med sukker, salt og peber.
  • Imens saucen simrer, skæres auberginen i skiver á ca. 1/2 cm tykkelse. Skiverne fordeles på en bageplade med bagepapir, drysses med lidt salt og bages møre i ovnen ved 200 °C (alm ovn - ikke varmluft) i 10-15 minutter. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. 
  • Fordel lidt kødsauce i bunden af et ildfast fad og læg aubergineskiver ovenpå. Fortsæt herefter med et lag kødsauce, så kartoffelskiver og kødsauce. Fortsæt til alle aubergine- og kartoffelskiverne er brugt. Slut med et lag kødsauce.
  • Smelt smørret til bechamelsaucen i en gryde og rør mel i. Tilsæt mælk og pisk godt, så saucen ikke klumper. Bring saucen i kog og lad den koge i et par minutter, så den tykner og melsmagen forsvinder. Smag til med muskat, salt og peber. 
  • Fordel bechamelsaucen ovenpå moussaka’en og drys revet ost øverst. Bag moussaka’en ved 180 °C i ca. 40 min (alm ovn - ikke varmluft) til osten er gylden og kartoflerne møre. Server med salat, tzatziki og måske lidt godt brød.

Noter

Man kan godt udelade aubergine og udelukkende lave moussaka med kartofler i skiver. Der er måske nok nærmere tale om en form for kartoffellasagne, men det lækkert krydrede oksekød og toppen af sprødbagt bechamelsauce er det vigtigste. Omvendt kan man også udelade kartoflerne og udelukkende bruge auberginer i skiver.