Vegetarfrikadeller

Samlet tid: 30 minutter
Antal: 15 stk
Udskriv

Ingredienser

  • 4 søde kartofler (ca 400 gr)
  • 1 ds røde kidneybønner eller kikærter (skyllede og afdryppede)
  • 1 løg (skrællet og skåret i grove tern)
  • 2 fed hvidløg (presset)
  • 1 ds majs (ca 140 gr)
  • 1 dl havregryn (mel eller rasp kan også bruges)
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • ½ tsk tørrede chiliflager
  • salt og peber
  • Becel flydende til stegningen

Sådan gør du

  • Skyl kartoflerne og prik dem med en gaffel. Læg kartoflerne i mikrobølgeovnen og bag dem i 3-4 minutter ved fuld watt. Vend herefter kartoflerne og bag dem i yderligere 3-4 minutter, indtil de er møre og bløde. Stegetiden afhænger af kartoflernes størrelse. 
  • Har man ikke en mikrobølgeovn, så kan kartoflerne også bages møre i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 30-45 minutter. 
  • Afkøl kartoflerne let og pil herefter skindet af kartoflerne - skindet sidder ret løst.
  • Skær kartoflerne i grove tern og kom dem i en foodprocessor sammen med kidneybønner og løg. Kør til en jævn og let grov "fars". 
  • Hæld farsen op i en skål og rør den sammen med presset hvidløg, majs, havregyn, paprika, spidskommen, tørrede chiliflager, salt og peber. Farsen skal være formbar - er den for løs i konsistensen, så tilsæt lidt flere havregryn, hvedemel eller rasp. 
  • Varm becel flydende op på en stegepande og form farsen til frikadeller vha en spiseske dyppet i det varme fedtstof. 
  • Steg frikadellerne 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og let sprøde. Server frikadellerne med brød, salat og dressing. 

Noter

Vegetarfrikadellerne er også lækre, når de er kolde, så lav bare en god stor portion, så der er til madpakkerne. 
Ønsker man at lune frikadellerne, så læg dem på en bageplade og lun dem i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 10-15 minutter, indtil de er gennemvarme og sprøde.