Go Back
+ servings

Oksekød i fad

Bagetid: 30 minutter
Samlet tid: 1 time
Antal: 4 pers
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Udskriv

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 2 løg (hakkede)
  • 450 gr hakket oksekød
  • 500 gr gulerødder (groftrevne)
  • 500 gr pastinakker (groftrevet)
  • 3 tsk tørret timian
  • 1 kg søde kartofler (almindelige kartofler kan også bruges)
  • 2 spsk smør
  • 2 dl mælk
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Opvarm olien i en gryde og sauter løgene heri, indtil de bliver klare.
  • Tilsæt hakket oksekød og brun kødet godt af.
  • Kom revne gulerødder, pastinakker og tørret timian i gryden og lad det hele stege i ca 5 minutter. Rør rundt med jævne mellemrum, så det ikke brænder fast i grydens bund. Smag til med salt og peber.
  • Skræl de søde kartofler og skær dem i grove tern. Kom stykkerne i en gryde og hæld vand ved, så det lige netop dækker.
  • Bring gryden i kog og lad kartoflerne koge under låg i ca 20 minutter, til de er kogt møre. Husk at der ikke skal tilsættes salt til kogevandet, når man skal lave kartoffelmos.
  • Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem dampe tørre. Tilsæt smør og mælk og pisk kartoflerne til mos med et piskeris, en kartoffelmoser eller en elmikser. Smag til med salt og peber.
  • Fordel oksekødsblandingen i bunden af et ildfast fad og bred den søde kartoffelmos ud i et jævnt lag på toppen.
  • Bag fadet på midterne ovnrille ved 200 °C (varmluft) i ca 30 minutter, til toppen er let gyldent og fadet er boblende varmt.
  • Server straks, evt med dampet grønt, salat eller bagte rodfrugter, hvis ikke der er grønsager nok i fadet.

Noter

Man kan sagtens forberede både kødfyld og kartoffelmos i forvejen. Vær dog opmærksom på, at bagetiden måske forlænges, hvis retten skal nå at blive helt gennemvarm, når den er køleskabskold. Alternativt kan man genopvarme kødfyldet i gryden, inden man lægger det i bunden af fadet og fordeler kartoffelmosen ovenpå. Så burde bagetiden passe.