Dup andelårene tørre med lidt køkkenrulle og kom dem i en frysepose.
Tilsæt hvidløg, friskhakket timian og rosmarin, salt og peber til posen og fordel det på andelårene.
Luk posen til og stil den på køl i minimum 8 timer, men gerne op til 24 timer.
Smelt andefedtet i en gryde ved svag varme.
Tør krydderurteblandingen af andelårene og kom dem ned i gryden. Det er vigtigt, at andelårene er dækkede af andefedt.
Lad andelårene simre i det varme andefedt i ca 2 timer, indtil de er så møre, at kødet nemt slipper benet.
Skal lårene spises med det samme, kan de efterfølgende steges på panden eller i ovnen ved 225 °C varmluft i ca 20-25 minutter, indtil skindet er brunt og sprødt.
Andefedtet fra gryden hældes igennem en sigte, så rester af krydderurter og urenheder sigtes fra. Herefter kan fedtet fryses ned og bruges igen og igen.
Skal de confiterede andelår gemmes, kommes de i et skoldet glas eller en bøtte med låg, hvorefter det sigtede andefedt hældes over. Det er vigtigt, at lårene er dækkede af fedt. Lårene kan holde sig minimum 1 måned på køl.
Ved servering tages lårene op af glasset, overskudsfedt skrabes af (og gemmes sammen med det øvrige fedt) og lårene tilberedes som beskrevet herover.