Skræl rodfrugterne - vælg gerne nogle, som er lidt store og tykke i det - og skær dem i tynde skiver á 3-5 mm. Læg rodfrugterne i et ildfast fad, hæld fløden over og drys med salt og peber. Sæt fadet i ovnen ved 180 grader i 50-60 minutter, til rodfrugterne er møre og fløden er kogt ind og tyknet. Vil man have revet ost på toppen, anbefaler jeg, at man tilsætter det, når der er ca 30 minutter af tilberedningstiden tilbage - osten kan, efter min mening, godt komme til at smage lidt branket, hvis den drysses på fra start og får den fulde tid i ovnen.