Skyl solbærrene og kom dem i en gryde sammen med det vand der hænger ved.
Bring langsomt gryden i kog under låg og lad solbærrene koge til de brister og afgiver saften.
Hæld de kogte solbær og saften igennem et rent viskestykke, en stofble eller en finmasket sigte og lad saften dryppe af.
Når bærrene er afdryppede måles saften. Det kan være nemmest at veje saften. 1000 gr = 1 liter.
Hæld saften i en gryde og tilsæt 500 gr sukker pr. liter saft og evt citronsaft efter smag (kan udelades). Bring saften i kog så sukkeret smelter.
Imens skoldes flaskerne til opbevaring af saften og skylles evt med atamon eller alkohol. Saften kan også hældes på plastflasker og opbevares i fryseren.
Hæld den kogende saft på de skoldede flasker – medmindre der bruges plastflasker – og luk flaskerne til. Afkøl og opbevar et sted uden direkte sollys. Når flaskerne er åbnede, skal de opbevares på køl.
Fortynd saften med vand i forholdet 1:3 eller måske 1:4. Kan både nydes varm og iskold
På kølige efterårs- og vinterdage, kan man lave en lækker toddy ved at blande solbærsaft med kogende vand og tilsætte et skvæt rom. Pynt evt med en kandispind.