Klip 10-15 stykker firkantet bagepapir (ca 15 x 15 cm).
Rul hver isvaffel stramt ind i bagepapir som et kræmmerhus og hæft med tape. Bagepapiret skal gå 4-5 cm op over vaflen, så der er plads til at fylde iscreme over vaflens kant.
Placér isvaflerne stabilt i en vaffelholder eller i høje, smalle glas, så de står nogenlunde lige.
Iscreme
Pisk fløden til skum.
Rør kondenseret mælk sammen med vaniljekorn eller vaniljepasta og vend forsigtigt blandingen i flødeskummet.
Hæld iscremen i en sprøjtepose og fordel den i isvaflerne, så de fyldes ca. 3-4 cm op over kanten på vaflen, men selvfølgelig stadig indenfor kræmmerhuset.
Mængden af iscreme, der sprøjtes i hver vaffel, afgør hvor mange isvafler du får, og hvor høje de bliver.
Pynt evt. isvaflerne med diverse former for krymmel, chokolade-, karamel- eller jordbærsauce eller pres en flødebolle ned i midten af iscremen.
Stil isvaflerne i fryseren i minimum 4 timer, indtil de er gennemfrosne.
Ved servering pakkes isene ud af bagepapiret og nydes.
Isvaflerne kan holde sig sprøde i fryseren i 3-5 dage, hvis de pakkes godt ind og kommes i en bøtte med låg. Pensl evt. vaflerne med smeltet chokolade indvendigt. Så holder de sig sprøde i længere tid.
Noter til opskriften.
Du kan selvfølgelig også eksperimentere med isvafler fyldt med andre former for is end vaniljeis. Fx chokoladeis, jordbæris eller en blanding af 2 forskellige slags is.