Skyl rødspætterne for evt. rester af blod og dup dem tørre med køkkenrulle. Skær et par lette ridser på den "ru" side af fiskene med en skarp kniv, så de ikke “krøller sammen" under stegningen.
Bland hvedemel og salt og peber i en dyb tallerken og vend rødspætterne heri.
Opvarm smør og olie på en pande og steg fiskene i 3-4 minutter på hver side, til de er lysebrune. Jeg steger 2 rødspætter ad gangen.
Persillesauce
Smelt smørret i en gryde og rør hvedemel i smørret. Tilsæt mælk og pisk til en klumpfri sauce.
Bring saucen i kog og lad den koge et par minutter, til den tykner. Er saucen for tyk, kan der tilsættes ekstra mælk.
Tilsæt hakket persille og smag til med salt og peber.
Imens skrubbes eller skrælles kartoflerne og koges under låg i en gryde letsaltet vand i ca. 12-18 minutter (afhængig af størrelse), til de er lige netop møre.
Server de stegte rødspætter med persillesauce og kogte kartofler.
Noter til opskriften.
I stedet for rødspætter kan du bruge skrubber. De er ofte billigere end rødspætter, men smagen er stort set den samme. Du kan også bruge fiskefileter af rødspætte eller skrubber i stedet for hele fisk med ben.