Kom smør og vand i en gryde og bring det i kog, så smørret smelter.
Tag gryden af varmen og hæld salt og mel i gryden. Rør herefter rundt med en grydeske, til dejen samler sig og nemt slipper grydens kanter.
Stil gryden til side i ca 15 minutter, så dejen kan afkøle let.
Pisk æggene let sammen. Tilsæt herefter æg til dejen i gryden ad 2-3 omgange og pisk grundigt imellem hver gang, så dejen samles. Dejen må ikke blive alt for flydende - den skal helst kunne stå selv. Måske skal alt ægget ikke bruges.
Sæt vandbakkelsesdejen i klatter i en krans (ca 20 cm i diameter) på en bageplade med bagepapir. Tegn evt. først cirklen op, hvis der skal være lidt at gå efter. Er kransen meget ujævn, så kan den rettes til med fugtige fingre.
Bag ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 30 minutter, til kransen er gennembagt og fint hævet op. Vær OBS på, at du IKKE må åbne ovnlågen i løbet af de første 25 minutter af bagetiden. Så kan dejen falde sammen.
Tag kransen ud og klip evt. et par snip i kransen med en saks, så overskudsdamp kan slippe ud. Lad kransen afkøle på bageristen. Skær den herefter igennem.