Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Svenske kødboller med flødesauce…

12 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Hverdagsmad, Opskrifter, Svinekød
Gå direkte til opskriften

Köttbullar – eller svenske kødboller, som de jo ret beset kaldes herhjemme. Svenskernes svar på frikadeller og noget som vi danskere vel primært spiser med karrysauce og kogte ris og så selvfølgelig i Ikea, hvor kødbollerne serveres på ægte svensk maner med kartoffelmos, flødesauce og tyttebærsyltetøj. Hvem har ikke fået lokket sin bedre halvdel med i Ikea ved udsigten til kødboller og potatismos i cafeteriet og en softice at slutte af på? Og skal vi lige tage den skridtet videre, så beviser ovenstående vel bare, at kvinder i bund og grund er og bliver en form for børnelokkere og at mænd ikke er blevet spor klogere 🙂

Det er nu mest de hjemmelavede kødboller, som vi spiser her i huset. Dels bor vi ret langt fra Ikea, men derudover så slår den hjemmelavede version altså også de præfabrikerede temmelig meget og når det nu ikke engang er specielt svært at lave hverken kødboller, flødesauce eller kartoffelmosen selv, så er det jo oplagt at begive sig ud i sådan en omgang engang imellem.

Om man laver frikadeller eller kødboller kan næsten komme ud på et. Farsen røres i hvert fald sammen og smages til på næsten samme måde og selvom det måsker lige tager 10 minutter mere at trille kødbollerne i hænderne, i stedet for blot at forme dem til store frikadeller med en ske, så kan det faktisk være et ret hyggeligt projekt.

Er der madglade børn i nærheden, så vil de desuden med garanti hellere end gerne hjælpe med at trille. Jeg steger kødbollerne ganske let på panden, så de lige netop får stegeskorpe, men derefter sætter jeg dem i ovnen og lader dem passe sig selv. Det har dels den fordel, at kødbollerne bliver jævnt lysebrune over det hele, men derudover så kan jeg også lave saucen, imens kødbollerne steger færdige.

Den lysebrune flødesauce laves på en god oksebouillon, pandefedtet fra kødbollerne og så selvfølgelig fløde og jeg gør gerne det, at jeg koger panden af med bouillonen. Derefter hælder jeg så hele molevitten gennem en si over i en lille gryde og laver saucen. Dels så har jeg noget mere plads, når jeg laver saucen i en gryde og jeg kan røre og piske, som jeg har lyst til, uden at bekymre mig om, hvorvidt saucen skvulper udover kanterne, men det giver også en fin og helt glat sauce uden evt. småstykker fra kødbollerne og “snadder” fra panden. Derfor sier jeg bouillonen, men selvfølgelig kan man sagtens spare en arbejdsgang og blot lave saucen færdig i panden som en helt traditionel pandesauce.

Der er for øvrigt tradition for at servere tyttebærsyltetøj til kødbollerne i Sverige, men selvom man sagtens kan finde tyttebærsyltetøj herhjemme, så bruger jeg gerne lidt af min hjemmelavede ribsgelé. Ribsgelé bruges traditionelt til vildtsaucer og forloren hare, men det fungerer også perfekt, når den svenske flødesauce skal smages til og så er det jo oplagt, at lægge en klat ribsgelé på tallerkenen, når kødboller, sauce og kartoffelmos serveres. Har man ikke ribsgelé, så smager man bare saucen til med et nip sukker.

5 fra 3 stemmer

Kødboller med flødesauce

Samlet tid45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 450 gr hakket svinekød el. halv og flæsk
  • 1 løg (revet)
  • 1 æg
  • ½ dl fløde
  • 1 spsk hvedemel
  • 3 spsk rasp
  • smør/olie til stegning

Flødesauce

  • 4 dl oksebouillon (evt. vand + bouillonterning)
  • 2 spsk hvedemel
  • ½-1 dl vand
  • 2 dl fløde
  • 2 tsk ribsgele (kan erstattes af lidt sukker)
  • madkulør
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Hakket kød, revet løg, æg, fløde, hvedemel, rasp, salt og peber røres sammen til en lind fars. Lad farsen hvile på køl i ca 30 minutter – det gør det nemmere at trille kødbollerne imellem hænderne.
  • Tril farsen til runde kødboller på størrelse med en valnød – klistrer farsen for meget, så fugt fingrene let med vand.
  • Varm en blanding af smør og olie op på en pande og steg kødbollerne, så de lige netop får en gylden stegeskorpe. Ryst panden, så den runde form bedst muligt bevares.
  • Læg kødbollerne i et ildfast fad og steg dem færdige i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 15-20 minutter. Ryst fadet et par gange, så kødbollerne bliver jævnt brune. Imens laves saucen.
  • Hæld oksebouillon på den pande, hvor kødbollerne er blevet stegt og bring panden i kog. Kog panden af så al smagen fra kødbollerne frigives. Hæld herefter bouillonen fra panden over i en lille gryde igennem en si, så evt. stegerester og “snadder” fra panden sies fra.
  • Sæt gryden på komfuret og bring den i kog. Ryst hvedemel og vand sammen til en meljævning og hæld den i den kogende bouillon under omrøring.
  • Lad saucen koge et par minutter til den tykner og melsmagen forsvinder. Tilsæt fløde, ribsgelé/sukker og et par dråber madkulør men husk, at en svensk flødesauce er helt lysebrun.
  • Smag til og server saucen til kødboller og kartoffelmos.
Man kan selvfølgelig springe en arbejdsgang over ved blot at tilsætte bouillon til panden og herefter lave saucen i panden i stedet for at si den over i en gryde. Jeg foretrækker dog at si bouillonen, så jeg slipper for “snadder” og stegerester fra panden. Desuden synes jeg, at det er nemmere at lave saucen i en gryde, hvor jeg kan røre godt rundt uden at risikere, at det løber over kanten.
Subscribe
Notify of
12 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Julie
6 år siden

Uh det ser lækkert ud!
Tror du man kan erstatte fløde med madlavningsfløde i stedet for at spare på kalorierne? 🙂

Maden i mit liv.
6 år siden
Svar  Julie

Julie – Det er jeg helt sikker på, at du sagtens kan 🙂

Karen
5 år siden

Når du skriver man skal “koge panden af”, det forstår jeg ikke helt 😊 kh Karen

Nadia
5 år siden

Kan man bruge soya sauce istedet for madkulør?? 🙂

Sussanne Hansen
3 år siden

Hejsa
Hvad bruger du af bouillon flydende eller terning??

Sussanne
3 år siden

Nå ja man kan gemme fra en suppe eller ikke?

Sussanne Hansen
3 år siden

Tak .. Det skal prøves og så kan man vel fryse det i isterning poser eller beholder 😉