Så er det blevet tid til en madplan til uge 18 og uhhh hvor jeg håber, at I har haft glæde af det fantastiske forårsvejr, som vi har været så heldige at have i de sidste par uger. Uanset om det så har været på terrassen, i haven, på altanen eller måske på et tæppe i en nærliggende park. Jeg er helt overbevist om, at såvel solen som varmen er godt for både krop og sjæl og det kan vi nok have brug for, sådan som situationen ser ud lige nu.

Forårshumøret har selvfølgelig også smittet af på min madplan og den er således fyldt med lette og lækre forårsretter. Blandt andet glæder jeg mig til, at vi skal have maskeret blomkål med æg, rejer og cremefraiche dressing. Der er måske nok tale om en rigtig 80’er klassiker, men herhjemme er det maskerede blomkål altid et hit. Og så ser vi også frem til sæsonens første kartoffelmad, der bliver serveret efter alle kunstens regler med rødløg, sprød bacon og avocado. Mums.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mailadresse og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 18.

Mandag – Jeg elsker en rigtig god kartoffelmad og denne her kartoffelmad med sprødstegt bacon, avocado og rødløg er virkelig en rigtig luksusudgave af det klassiske stykke smørrebrød.

Tirsdag – Det er ved at være længe siden, at den klassiske familielivret har været på menuen, så nu må det vist igen være tid til en portion boller i karry med æbler og løg. Jeg serverer selvfølgelig kogte ris ved siden af og som regel også lidt dampet grønt, fx grønne ærter eller broccoli.

Onsdag – Aspargessuppe er altid godt og en hjemmelavet aspargessuppe med friske asparges er virkelig godt. Jeg laver som regel en suppe, som er spækket med store stykker asparges og derfor dropper jeg også kødbollerne og nøjes med lækkert brød til suppen. Men det bestemmer man jo selv.

TorsdagPasta med grønsager og pikantsauce er en nem, lækker og lynhurtig lille ret, som smager forrygende og er skøn at have i baghånden til de travle dage. Porre kan for øvrigt erstattes af forårsløg, hvis man synes, det bliver lidt for “vinteragtigt” med porrer.

Fredag – Så blev det igen tid til maskeret blomkål med æg, rejer og hjemmelavet creme fraiche dressing. Let og lækker forårs- og sommermad, som er på menuen herhjemme med jævne mellemrum i løbet af hele sommerhalvåret. Oprindeligt er det vist mest tænkt som en forret, men vi spiser den lige så ofte som hovedret med godt brød ved siden af.

Lørdag – Vi har en uges ferie om 3 uger, men vi skal nok ikke sætte næsen op efter at komme ud og rejse lige nu. Til gengæld kan vi selv skabe feriestemning på tallerkenen med et lækkert, græsk farsbrød med feta og ristede kartofler. Jeg tænker, at jeg laver en blandet salat eller måske en græsk salat og måske også en portion tzatziki ved siden af.

SøndagKlassiske frikadeller og kold kartoffelsalat ved siden af. Så bliver menuen da næppe mere sommeragtig og jeg glæder mig allerede.

Ugens lækkeri – Det er efterhånden længe siden, at jeg har bagt en roulade med hindbær, men dels er det ret nemt og derudover så smager en hjemmebagt roulade virkelig så meget bedre end de fabriksfremstillede. Rigtigt mormorbagværk, som er perfekt til en god kop kaffe eller et glas saftevand i eftermiddagssolen. Og skulle være det ekstra festligt, så pyntede min farmor altid rouladen med en klat flødeskum og lidt bær.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)