Så nåede vi udgangen af maj. Lige om lidt har vi helt officielt taget hul på sommeren og jeg er klar med et bud på en lækker madplan til uge 23. Herhjemme spiser vi fortsat løs af de lækre, grønne asparges, som er i sæson netop nu. Derudover er der selvfølgelig et par lette forårs- og sommerretter på menuen, lidt grillmad og en skøn rabarbergrød med vanilje, som jeg skal have kogt i ugens løb. Og så slutter vi af med en rigtig klassiker fra mormorkøkkenet, nemlig en dansk bøf med bløde løg og brun sauce. Det skal nok blive en skøn uge.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mail og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 23.

Mandag – Kombinationen af aspages og bacon er ret lækker og denne her tærte med asparges og bacon er et hit hjemme hos os. Virkelig skøn med en blandet salat ved siden af. Bacon kan for øvrigt erstattes af skinke, kylling eller rejer.

TirsdagGrøn ærtesuppe er en rigtig sommersuppe – let og lækker og så er den lysegrønne farve noget så fin og minder om nyudsprungne bøgeblade. Server evt. med topping af creme fraiche og bacon eller sprøde rugbrødscroutoner. Det er også lækkert med et stykke dampet torsk i suppen.

Onsdag – En grillet sandwich bliver det, når der er tale om en hjemmelavet panini med kylling, pesto og frisk mozzarella, der smelter og laver lange tråde, når man tager en bid. Jeg serverer blandet salat eller grønsager i stave og en god dip ved siden af og så nyder vi den lette aftensmad. Har man ikke en paninigrill, så bruger man selvfølgelig bare en almindelig toaster eller laver panini i ovnen.

Torsdag – Der er jævnligt pastasalat på menuen i løbet af sommermånederne og denne her pastasalat med avocadocreme, kylling og bacon opfylder alle mine krav til en god og mættende salat – evt med lidt godt brød til. Dog kan man også sagtens spise pastasalaten som tilbehør til kød, fx grillet kylling eller en frikadelle.

Fredag – En fiskeburger med krydderurtedressing minder en lille smule om et stjerneskud, men den er nemmere at lave og så smager den bare helt eminent godt. Anret gerne burgerne på “café-manér” med masser af salat og ekstra meget fyld. Det ser noget så fint ud og man får virkelig følelsen af at spise ude hjemme. Måske et glas køligt hvidvin ved siden af i anledning af weekenden?

Lørdag – Jeg hepper på grillvejr i weekenden, men uanset hvad så skal vi i hvert fald grille en lækker mørbrad med parmaskinke og timian. Tilbehøret bliver grillede asparges og kartoffelsalat med blomkål, som i bund og grund er en klassisk kartoffelsalat iblandet små buketter dampet blomkål. En lækker variation med lidt ekstra grønt.

Søndag – Søndagsmenuen står på dansk bøf med bløde løg og brun sauce. En klassiker fra mormor-køkkenet, som jeg selvfølgelig serverer med kogte, nye kartofler og surt.

Ugens lækkeri – Jeg er slet ikke færdig med at høste rabarber i haven og i løbet af denne uge vil jeg lave en lækker portion rabarbergrød med vanilje. Perfekt i desserter, fx en rabarbertrifli eller bare serveret i en skål med lidt fløde.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)