Så nåede vi uge 27 og dermed også en madplan til uge 27. Tidligere var det jo sådan, at industriferien lå i uge 27-28-29 eller i uge 28-29-30, men sådan er det vist ikke længere. Jeg tænker derfor ikke, at der er ret mange, der holder sommerferie allerede nu. Men det skal da ikke forhindre mig i at fylde madplanen med en masse lækker sommermad. Og har man nu alligevel ferie, og er taget i sommerhus eller på camping, så kunne der jo godt være et par af retterne, som også kunne bruges derude i sommerlandet.

Madplan til uge 27.

Mandag – En kartoffeltærte med nye kartofler og bacon er både nem og lækker aftensmad. Og den bliver kun endnu bedre på denne her tid af året, hvor den kan laves med nye, danske kartofler. Jeg tænker, at vi skal have en blandet salat ved siden af.

Tirsdag – Vi holder texmex tirsdag, hvor menuen står på mexicansk kylling i fad. Alt i et fad og så passer maden ellers sig selv i ovnen. Så kan det næsten ikke blive nemmere at lave aftensmad.

OnsdagMaskeret blomkål med æg og rejer hører til blandt mine sommerfavoritter og jeg kan spise det både til frokost og aftensmad. Onsdag bliver det til aftensmad med lunt flute og en hjemmelavet creme fraiche dressing med masser af dild, som vokser kraftigt i haven i disse dage.

Torsdag – Mine squash i haven er ikke klar endnu, men det varer ikke længe, før vi kommer til at “drukne” i squash. Derfor kommer jeg formentlig til at bruge sommerens sidste “grønthandler-squash”, når vi skal have squashfrikadeller torsdag aften. Tilbehøret bliver en rissalat med grøntsager – nem og lækker aftensmad på en kødfri dag.

Fredag – Som så mange andre er vi stadig lidt usikre på, hvorvidt vi kommer til udlandet på ferie i år. Men vi kan i hvert fald drømme os væk til Tyskland eller Frankrig med en lækker flammkuchen med løg og lufttørret skinke. Tilbehøret bliver grøn salat og et køligt glas hvidvin.

Lørdag – Det er efterhånden hænge siden, at vi har fået en rigtig lækker pandebøf med ost og tomater, så det må vi hellere få gjort noget ved. Tilbehøret bliver formentlig små nye kartofler, som ristes i lidt smør og persille, men man kan også sagtens få pasta til pandebøffen, hvis man er mere til det.

Søndag – Vi slutter ugen af med sommermad på bedste mormor vis. Grydestegt kylling med brun skysauce, nye kartofler og agurkesalat. Måske også en grøn salat med mormordressing. Til dessert skal vi have jordbær med fløde.

Ugens lækkeriGrillede nektariner med lufttørret skinke er både nemme at lave og fine at se på. Og så smager de helt forrygende og er et hit til grillmaden.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)