Så begynder sommerferien vidst så småt at banke på ude i de små hjem. Skolebørnene har i hvert fald fået ferie og en del forældre er fulgt med. Men som altid holder Morten og jeg først sommerferie engang i august, så jeg er selvfølgelig klar med en madplan til uge 28.

En madplan med masser af let og lækker sommermad som fx pil-selv rejer og hjemmelavede hotwings på grillen. Og så synes jeg faktisk, at det er lidt hyggeligt, når vi slutter ugen af med en klassiker fra mormor-køkkenet, så det gør vi også i denne her uge. Vi skal have frikadeller med stuvet spidskål og nye kartofler. Og måske en portion rødgrød med mælk og fløde til dessert.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mail, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 28.

Mandag – Selvom det endnu ikke bugner med modne tomater i vores drivhus, så kan man igen få danske, solmodne tomater i butikkerne. Så nu er det tid til denne her skønne, ovnbagte tomatsuppe, som er noget så enkel at lave og helt eminent lækker. På denne her tid af året bruger jeg gerne friske krydderurter fra krukkerne på terrassen. Men tørrede krydderurter kan selvfølgelig også bruges.

Tirsdag – Menuen står på grillede hotwings med flute og salat. Jeg synes, det er svært at finde nogle rigtig gode hotwings, som er helt perfekt krydrede efter vores smag. Derfor køber jeg gerne ferske hotwings, som jeg vender i min egen marinade. Vingerne kan enten bestilles hos slagteren eller findes i supermarkedet, hvis man er heldig. Og kan man slet ikke finde ferske hotwings, så køb de marinerede og giv dem en ekstra omgang med den hjemmelavede marinade. Smagen bliver kun bedre.

Onsdag – En af ugens kødfrie menuer bliver de her skønne vegetarfrikadeller, som bl.a. indeholder søde kartofler og majs. Et kæmpe hit. Og laver man frikadellerne en smule større, er de også geniale i vegetarburgere. Tilbehøret i denne omgang bliver dog en nem spidskålssalat med radiser og edamamebønner. 

Torsdag – Vi skal have klassisk, fransk cafémad i form af en Croque Monsieur sandwich med skinke og ost. Jeg laver som regel vores Monsieur om til en Croque Madame ved at tilføje et spejlæg på toppen, men det bestemmer man jo selv. Tilbehøret bliver en blandet, grøn salat.

Fredag – Fredag er igen blevet udråbt til “lasagne-night” og det bliver en helt klassisk lasagne med oksekød og bechamelsauce, der kommer på bordet. Jeg er nogle gange lidt for god til at kaste mig ud i lasagne-variationer, så det er faktisk sjældent, at vi får en klassisk lasagne. Men den er jo virkelig lækker, så det skal altså til engang imellem.

Lørdag – Jeg elsker pil-selv rejer, som jeg synes, er en af de absolut hyggeligste sommerspiser. Og det er lige hvad menuen står på lørdag aften. Tilbehøret bliver helt simpelt – en lækker cocktailsauce til at dyppe rejerne i, nybagt brød, citronbåde og frisk dild fra haven.

Søndag – Søndagsmenuen står på stuvet spidskål og helt traditionelle frikadeller. En klassiker fra mormor-køkkenet og rigtig sommermad.

Ugens lækkeriPimientos de padrón. Lækre, spanske snackpebre, der lynsteges i olivenolie og drysses med havsalt. Tidligere har jeg haft lidt svært ved at finde pimientos uden at bestille dem først, men i år har jeg set dem i flere supermarkeder og vi skal helt sikkert have en portion i ugens løb.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)