Vi er hjemme igen efter en uges ferie, der blandt andet har budt på en tur til Skagen og Nordjylland og til København. Vi har, bogstavlig talt, bevæget os fra den ene ende af landet til den anden og nu venter en hel normal uge og en madplan til uge 37, inden vi igen tager afsted. Denne gang til en uges ferie på Bornholm. Ingen af os har nogensinde været på Bornholm, så jeg er sikker på, at det bliver en helt fantastisk oplevelse.

Men men men, først venter en skøn efterårsuge herhjemme, hvor vi for alvor har taget hul på september måned. Der er en begyndende duft af efterår i luften, pyntegræskar i butikkerne og lyng på heden og jeg elsker det hele. Efteråret er uden tvivl min favoritårstid og jeg glæder mig hvert år til at tage hul på de smukke og klare dage.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mail og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 37.

Mandag – Normalt er frikassé noget, som jeg forbinder med god tid og langtidssimrede høns og kyllinger. Men denne her kyllingefrikassé med sprøde grøntsager laves på et par kyllingebrystfileter, som kun skal koges i 15-20 minutter. Og så bliver frikassé pludselig til den skønneste hverdagsmad.

Tirsdag – Jeg bliver aldrig træt af skønne grøntsagssupper og i denne her uge bliver det en cremet blomkålssuppe. Jeg tænker, at vi skal have lidt friskhakkede krydderurter på suppen og et stykke brød ved siden af, men hvis man synes, kan man også toppe med sprødstegt bacon eller chorizo.

Onsdag – Jeg har bestemt, at vi skal have en pandefuld helt almindelige frikadeller, for det er ved at være længe siden. Tilbehøret bliver denne her spidskålssalat med avocado, edamamebønner, blåbær og feta, men selvfølgelig kan man også gå mere tradtionelt til værks og lave kartofler og sauce til frikadellerne.

Torsdag – Godt nok har vi nu taget hul på efteråret, men der skal stadig være plads til en lækker måltidssalat engang imellem. Torsdag skal vi have salade nicoise med bønner, kartofler og tun. Jeg bruger som regel dåsetun, men et stykke lynstegt, frisk tun fra fiskehandleren er superlækkert. Det samme er et stykke varmrøget laks.

Fredag – Jeg har fået lyst til at koteletter i fad, så fredag aften skal vi have de her skønne karrykoteletter i fad med ananas og champignons. Tilbehøret bliver ris, for jeg elsker ris til karryretter, men er man mere til kartofler, så er det bestemt også en mulighed. Overvej evt. at riste kartoflerne i ovnen.

Lørdag – Det er noget så længe siden, at vi sidst har fået oksekød i fad med kartoffellåg. Ikke just sommermad men virkelig lækkert og helt perfekt på en kølig septemberdag. Man kan enten vælge at servere grøntsager ved siden af, eller man kan blande dem i kødsaucen.

Søndag – Min stegeso er så småt fundet frem igen og i denne her uge skal vi have en helstegt kylling med citron og timian i stegesoen. Perfekt familiemad, der kan forberedes på ca 10 minutter og så skal hele herligheden bare i ovnen. Jeg laver gerne en grøn salat som tilbehør.

Ugens lækkeriHjemmelavede flapjacks er nemme, små müslibarer, som kun kræver ganske få ingredienser. Og så er de ret lækre, som en lille godbid i madpakken eller picnickurven. Jeg tror, at jeg skal lave en portion i den kommende uge.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)