Så banker endnu en uges ferie på. I dag drager vi nemlig til Bornholm, hvor vi aldrig har været, og jeg kan roligt sige, at jeg glæder mig. I skal dog ikke snydes for en madplan til uge 38, for sådan har jeg selvfølgelig lavet. Og eftersom vi skal bo i sommerhus på Bornholm, så er det såmænd ikke helt usandsynligt, at vi også kommer til at lave en enkelt eller to retter fra madplanen.

Jeg har i hvert fald gjort hvad jeg kunne for at finde masser af nem og lækker “overgangsmad”. Dvs. mad der passer godt til overgangen imellem sensommer og efterår, hvor vi befinder os lige nu. På den ene side er der jo stadig dejlige solskinsdage, hvor man gerne vil have lidt let at spise og måske oven i købet overvejer at tænde grillen. Men der er også regnvejrsdage, hvor det blæser og er småkoldt. Og der har man måske mest lyst til en god gryderet eller en skål varm suppe.

Husk, at det også er muligt at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mailadresse. Og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 38.

Mandag – Ugen starter på bedste vis med en one pot pasta med tomat og bacon. One pot pastaer er noget af det nemmeste, fordi alle ingredienserne blot skal tilberedes i én og samme gryde. Og så smager det virkelig virkelig godt og kan varieres i det uendelige.

TirsdagPeberfrugtsuppe. En mild og lækker suppe, der passer perfekt til sensommer og overgangen til efterår. Altså en rigtig septembersuppe og et hit, hvis man har peberfrugter i drivhuset. Tomater fra drivhuset kan ligeledes bruges i stedet for hakkede tomater på dåse.

Onsdag – Det er igen ved at være tid til hjemmelavet æbleflæsk. Og selvom det måske mest er noget, man forbinder med julefrokoster, så spiser vi jævnligt æbleflæsk i løbet af efteråret. Jeg bruger saltet flæsk, når jeg laver æbleflæsk, men bacon er også lækkert og så selvfølgelig godt rugbrød.

Torsdag – Torsdag er der kartoffelfrikadeller på menuen. Lækre og luftige “deller” lavet af kartoffelmos og stegt sprøde på panden. Hvis man synes, kan man også sagtens bruge kartoffelfrikadeller som tilbehør til kødretter i stedet for kartofler. Men denne her gang bliver det som kødfri hovedret med tilbehør af grøntsager med fløde-sennepssauce.

Fredag – Det er ved at være noget siden, at vi sidst har fået kylling i karrysauce med mango. Men det smager altså forrygende godt, så nu må det igen være tid. Selvfølgelig med kogte ris til og dampede grøntsager eller en lækker salat.

Lørdag – Rodfrugterne er for alvor ved at dukke op i butikkerne, så lørdag aften står menuen på oksekød i fad med sød kartoffelmos. En skøn ret med gulerødder, pastinakker, løg og søde kartofler, der minder lidt om shepherd’s pie. Foretrækker man almindelig kartoffelmos, så laver man selvfølgelig bare det.

Søndag – Ugen slutter på bedste vis med en honningmarineret ørredside med citron og frisk timian fra krukken i haven. Jeg er ret vild med ørred, men foretrækker man laks, så kan man sagtens bruge en lakseside i stedet for. Tilbehøret bliver små, kogte kartofler og en blandet salat.

Ugens lækkeri – Har I vindruer i drivhuset? Det har mine forældre og hvert år kæmper vi for at få spist så mange som muligt. Det har dog hjulpet lidt, efter jeg er begyndt at bruge nogle af dem til lækker, hjemmelavet vindruegelé, som er helt perfekt i saucer, til vildtkød, gryderetter og lignende. Faktisk stort set alle de steder, hvor man normalt vil bruge ribsgelé. Og selvfølgelig kan man bruge vindruer fra grønthandleren.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)