Det har været en hektisk, travl og fantastisk uge, hvor jeg ikke bare har lanceret min webshop, men også min første e-bog med opskrifter på lækre måltidssalater. En drøm som jeg længe har gået med og som nu er blevet en realitet. Og selvom jeg på ingen måde har stået for det hele selv, men derimod fået fantastisk hjælp og vejledning fra mit webbureau, så har der dæleme været meget at se til. Af samme grund er jeg noget så glad for vores ugentlige madplan. Uden den havde aftensmaden formentlig sejlet og/eller stået på take away. Derfor er jeg selvfølgelig også klar med en madplan til uge 41. For madplanerne kan vi bare ikke undvære i hverdagen herhjemme.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mail, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 41.

Mandag – Ugen starter på bedste vis med en portion fajitas med kylling og peberfrugter. Nem og lækker aftensmad. Og når kyllingen først er lagt i marinaden, kan den sagtens ligge på køl i et døgns tid, så man kan evt. starte allerede søndag. Jeg serverer ris og lune tortillapandekager til, men det bestemmer man jo selv.

Tirsdag – Normalt er flødekartofler måske mest noget, som man forbinder med tilbehør. Men de her flødekartofler med porre og bacon får vi lige så ofte som selvstændig hovedret om efteråret og vinteren. Gerne med en frisk salat til.

Onsdag – Jeg er generelt vild med gode gryderetter og one pot meals og denne her one pot cheeseburger pasta er bestemt ingen undtagelse. En skøn variation over den klassiske spaghetti med kødsauce, hvor alt tilberedes i en og samme gryde.

Torsdag – Ugens suppe bliver en rødbedesuppe, som er inspireret af den russiske borsjtj. Suppen får selvfølgelig den smukkeste, mørkerøde farve, men den smager af så meget mere og andet end bare rødbeder, så man skal ikke lade sig narre. Og så er den smækfyldt med vitaminer og velsmag.

Fredag – Det er virkelig længe siden, at vi har fået en tærte med laks og spinat, så det må vi hellere få på menuen. Jeg laver som regel selv bunden selv, men selvfølgelig kan man bruge en færdiglavet tærtebund fra køledisken, hvis det passer bedre. Tilbehøret bliver nok bare en let salat – der er jo masser af spinat i tærten.

Lørdag – Lørdagsmenuen står på poussiner med bagte rodfrugter. Jeg har altid været vild med de små minikyllinger og så er der bare noget hyggeligt ved, at hver enkelt får sin egen kylling. Jeg har bl.a. set poussiner i Føtex, men kniber det med at skaffe dem, så kan man selvfølgelig sagtens stege en almindelig kylling. Skal der sauce til rodfrugterne og kødet, så kan jeg anbefale en paprikasauce eller hjemmelavet favoritsauce.

Søndag – Selvom kål måske er gået en smule af mode – undtagen i kålsalater, hvor det er højaktuelt – så bør man altså lave et par klassikere med kål fra mormorkøkkenet engang imellem. I denne uge skal vi have kåldolmere eller hvidkålsrouletter, som de også kaldes, og jeg glæder mig. Tilbehøret bliver brun sauce og kartofler.

Ugens lækkeriÆblesmør. Den lækreste, fløjlsbløde æblemarmelade smagt til med kanel og vanilje. Perfekt til brød/boller, pandekager og æbleskiver. Jeg skal have lavet en ordentlig portion i den kommende uge, så vi har æblesmør til hele vinteren.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)