Imens en stor del af danskerne har holdt efterårsferie i denne her uge, så sidder jeg i skrivende stund på et hotel i København, og arbejder på en madplan til uge 43. Jeg har haft et par dage med møder og spændende planer. Når man, som jeg, er selvstændig og sin egen chef, så gælder det jo om hele tiden at tænke fremad og få nye ideer.

Der skal tænkes ud af boksen, så jeg ikke kører sur i det samme og det samme. Jeg sidder jo ikke i et job, hvor der automatisk er mulighed for kurser, videreuddannelse, ERFA-møder og erfaringsudveksling med kollegaer på daglig basis. Så når der skal ske noget nyt, så må jeg selv ud og opsøge det. Men nu er jeg fyldt op med masser af input og nye ideer, så om et par timer går turen tilbage til Jylland og så er det weekend.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og mail, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 43.

Mandag – Vi starter nemt og lækkert med en skøn asiatisk suppe med kylling og nudler. Noget så dejlig at varme sig på, nu her hvor efteråret for alvor er kommet.

Tirsdag – Jeg er vild med bagte kartofler – både som tilbehør til kødretter og som selvstændig hovedret med lækkert fyld og salat. I denne uge skal vi have bagte kartofler med skinkefyld og salat, som jeg husker dem fra min barndoms grillbarer. Mums.

Onsdag – Det er noget så længe siden, at denne her tærte med tun, chili og forårsløg sidst har været på menuen. Men er man vild med varm tun, smeltet ost og et lille chili-kick, ligesom mig, så er tærten en sikker vinder. Jeg serverer blandet salat og en god dressing til.

TorsdagMedister i baconsvøb på en bund af flødekartofler. En rigtig efterårs og vinterret, som jeg længe har glædet mig til at spise igen. Det er samtidig en virkelig nem ret, der passer sig selv i ovnen, så den er perfekt på en hverdag. Kan man ikke skaffe små grillmedistre, så kan man sagtens svøbe bacon rundt om en hel medister og placere den i fadet.

Fredag – Vi fejrer weekenden med en rigtig burger-night og de her skønne vegetarburgere, som er lavet på bønner, kikærter og krydderier. Vil man hellere have rigtige bøffer i sine burgere, så gør man selvfølgelig bare det. Men jeg vil nu alligevel gerne slå et slag for de skønne vegetarburgere med masser af lækkert fyld.

Lørdag – Har I også lagt mærke til, at ænderne igen er begyndt at dukke op rundt omkring i butikkerne? I denne her uge skal vi have en lækker andebryststeg med brun sauce tilberedt i stegesoen. Den giver virkelig det lækreste, møreste kød. Andebryststegen kan også erstattes af almindelige andebryster – så er der nem og lækker and til 1-2 personer.

Søndag – Efterårs- og vintertid betyder gryderetter og simremad og den ultimative gryderet må næsten være chili con carne. Jeg laver chili con carne i ovnen, hvilket giver en skøn og meget aromatisk chili med masser af smag. Tilbehøret bliver ris, tortillachips, creme fraiche, revet ost, syltede rødløg mm. En helt lille festmiddag.

Ugens lækkeri – Vafler og efterår hører sammen og jeg skal så afgjort bage en kæmpe portion sprøde flødevafler med flormelis og syltetøj i den kommende uge. Helt geniale med en kop varm kakao med flødeskum til.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)