Så er jeg klar med en madplan til uge 2, nu hvor vi for alvor er kommet tilbage til hverdagen igen. Også selvom det kan være lidt svært at omstille sig til januars kulde og mørke, ovenpå en festlig julemåned. Ikke mindst i år, hvor vi også kæmper mod corona, nedlukninger og regelmæssige stramninger af restriktionerne.

Men der er nu stadig noget helt specielt rart ved at tage hul på et nyt og uberørt år. Det synes jeg i hvert fald. Desuden bringer lyskæderne i havens træer fortsat et hyggeligt lys i mørket, og det kan jeg se, at de gør i rigtig mange haver. Og hyacinterne dufter i stuerne. Så alt i alt er jeg rigtig godt tilpas med, at kalenderen nu siger januar.

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis på mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 2.

Mandag.

One pot spaghetti bolognaise. Den kendte og elskede familielivret i en one pot udgave, som gør den endnu nemmere at lave. Helt perfekt aftensmad på en mandag, hvis man endnu ikke er kommet helt op i omdrejninger ovenpå weekenden.

One pot spaghetti bolognaise…

Tirsdag.

Jeg elsker panini og de her rugbrødspanini med pesto, ost og avocado er bestemt ingen undtagelse. Jeg synes, det er lækkert med avocado i paninierne, men bryder man sig ikke om varm avocado, så kan man udelade det eller evt. erstatte med stegt eller kogt kylling. Har man ikke en paninigrill, så kan man bruge en toaster eller ovnen. Vi spiser gerne salat eller grønsagsstave til paninier.

Rugbrødspanini med avocado og pesto….

Onsdag.

Stegte ris med kylling og masser af skønne, sprøde grøntsager. Retten kaldes også for asiatisk biksemad og den kan virkelig fyldes med alle mulige former for kød, fisk og grønt. Præcis som vores biksemad.

Stegte ris med kylling og grøntsager…

Torsdag.

En af mine favoritsupper – jeps, jeg ved godt, at jeg har en del  – er denne her gratinerede, franske løgsuppe og det skyldes måske især de ristede brødskiver med ost, som ligger på toppen. En skøn suppe på en kølig vinteraften.

Fransk løgsuppe med ostebrød…

Fredag.

Pasta med rejer og hvidløg. Let og lækker aftensmad, der smager fantastisk og som er klar på ganske kort tid. Det er ekstra lækkert med en grøn salat ved siden af og måske et godt stykke brød.

Pasta med rejer og hvidløg…

Lørdag.

Det er oplagt at lave mad i stegesoen i weekenden. Prøv en “lørdagskylling” af den bedste slags i form af denne her kylling med timian og citron i stegeso. Alt i ét fad og så skal det bare hygge sig i soen. Perfekt weekendmad i min verden.

Kylling med timian og citron i stegeso….

Søndag.

Vi skal have svinekæber i rødvinssauce. En rigtig efterårs- og vinterret, som kan simre længe på komfuret, indtil kødet er smørmørt og nærmest falder fra hinanden i den gode og kraftige rødvinssauce. Tilbehøret bliver formentlig kartoffelmos eller rodfrugtmos af en eller anden slags.

Svinekæber i rødvinssauce…

Ugens lækkeri.

Jeg forsøger gerne at holde januar nogenlunde sukkerfri ovenpå de mange gode ting, som vi har spist i december. Det har jeg gjort i snart mange år og det fungerer helt fint. Men man kan jo godt få lyst til lidt lækkert, så jeg regner med at lave en portion af de her skønne snickerskugler.

Lækre snickerskugler…

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)