Så er jeg klar med en madplan til uge 10 og samtidig kan vi konstatere, at vi nu er gået over til 2-cifrede ugenumre igen. På trods af nedlukning og corona så synes jeg altså, at tiden er fløjet afsted og lige straks, at vi igennem den første 1/5 af 2021. Det er altså lidt vildt at tænke på.

På madfronten bliver uge 10 en “blandet” uge forstået på den måde, at der er både tunge og lettere retter blandet sammen imellem hinanden. Jeg glæder mig således både til enebærgryde med kartoffelmos og sæsonens sidste hvidkålsrouletter og til pariserbøf og falafler. Og så har jeg set, at ramsløgene er begyndt at spire i skovbunden. Måske er det tid til at tage en tur i skoven og plukke nogle af de første med hjem til en omgang hjemmelavet ramsløgspesto. Jeg hepper på en skøn forårsuge til alle.

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 10.

Mandag.

Ugen starter på bedste vis med en auberginelasagne med tomat og mozzarella. En lækker og meget mættende, kødfri lasagne, som jeg som regel serverer med kogt spaghetti og indimellem også hvidløgsbrød. En af vores mange livretter og der er INGEN, der går sultne fra bordet, når den er på menuen.

Auberginelasagne med tomat og ost…

Tirsdag.

Man går sjældent galt i byen med en helt klassisk pariserbøf med syltede rødbeder, kapers, rå løg, revet peberrod og en æggeblomme på toppen. Nemt og lækkert og sådan en basse skal til engang imellem.

Pariserbøf med det hele…

Onsdag.

Det er efterhånden længe siden, at denne her tærte med tun, chili og forårsløg har været på menuen. Men er man vild med tun, smeltet ost og et lille chili-kick, ligesom mig, så er tærten en sikker vinder. Jeg serverer blandet salat og en god dressing til.

Tærte med tun, chili og forårsløg.

Torsdag.

Vi skal have kylling i fad med pikantost og bacon. Nem og lækker aftensmad, hvor det meste passer sig selv i ovnen og så kan man meget passende rydde køkkenet og dække et fint bord imens. Jeg serverer kogte ris og dampet grønt ved siden af, men kartofler er også en mulighed.

Kylling i fad med pikantost og bacon…

Fredag.

Fredag står menuen på hjemmelavet fast food i form af hjemmelavede falafler på den nemme måde. Det betyder, at de steges i lidt olie på panden og ikke i en frituregryde. Tilbehøret bliver formentlig fladbrød eller pitabrød, citronsaft, blandet salat og dressing, men det bestemmer man jo selv.

Nemme og lækre falafler med spidskommen…

Lørdag.

Det er ikke helt slut med gryderetter og en af de rigtig gode er enebærgryden med skinkekød i tern og champignons. En af de gamle klassikere fra Karolines køkken, som jeg selvfølgelig serverer med kartoffelmos og dampet grønt. Men hasselback kartofler er også godt.

Enebærgryde med kartoffelmos…

Søndag.

Ugens afsluttes med kåldolmere eller hvidkålsrouletter, som de også kaldes. Det er godt nok ikke så længe siden, at vi sidst fik dem, men med forårets komme bliver det formentlig sidste gang, før vi når til efteråret. Kåldolmerne spiser vi med brun sauce og kartofler, men hvid sauce med muskat og evt. rugbrød er også en mulighed.

Kåldolmere/hvidkålsrouletter…

Ugens lækkeri.

Ramsløgene pibler op af jorden og det er igen blevet tid til at lave lækker ramsløgspesto af de skønne, hvidløgsduftende blade. Vær dog OBS på ikke at forveksle ramsløgsblade med de grønne blade fra liljekonvaller eller “nøgen jomfru”, som er giftige. Er man i tvivl, så gnid et blad imellem fingrene og duft til det – ramsløg dufter kraftigt af løg/hvidløg.

Lækker og cremet ramsløgspesto…

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)