Endnu en uge er gået. Jeg er klar med en madplan til uge 13, og nu venter påsken lige rundt om hjørnet. Grundet situationen med coronavirus bliver det selvfølgelig ikke til noget med store påskefrokoster og lignende i år. Men påsken skal nu ikke helt forbigås i stilhed. Og der er selvfølgelig lagt op til lidt ekstra lækker påskehygge i min madplan til uge 13.

Der er blandt andet kommet en spansk kartoffeltortilla, en klassisk lasagne med oksekød og bechamelsauce, gratinerede jomfruhummere med hvidløg og rosastegt lammekrone på menuen. Og ugens lækkeri er hjemmelavede påskereder med chokolade og rise krispies. Nemt og lækkert og helt perfekt til en lille hyggestund i løbet af påskeferien.

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 13.

Mandag.

Ugen starter både nemt og lækkert med en spansk tortilla med kartofler. Kartoffeltortillaen er uden kød og jeg serverer som regel bare salat og måske et stykke flute ved siden af. Men hvis man synes, kan man sagtens serverer tortilla som tilbehør til kødretter eller som en del af en større tapasmenu. Og den kan selvfølgelig også serveres med bacon/flæsk som en traditionel æggekage.

Spansk tortilla med kartofler.

Tirsdag.

Jeg bliver aldrig træt af spicy oksekød med spidskål og karry, som er en nem og lækker gryderet fyldt med grønsager og krydderier. Vi spiser gerne retten som den er, måske med ristede kartofler eller ris til, men den er også virkelig god som fyld i tortillapandekager, hjemmelavede madpandekager eller forårsruller.

Spicy oksekød med spidskål og karry.

Onsdag.

Blomkålshovederne er igen ved at være store og fine. De er godt nok ikke danske endnu, men de kan snildt bruges til en lækker portion blomkålssuppe, som er en favoritsuppe fra min barndom. Dengang fik vi altid pandekager til dessert, når menuen stod på suppe, men det bestemmer man jo selv.

Blomkålssuppe – nem opskrift på cremet suppe.

Torsdag.

Vi fejrer, at vi har påskeferie med hvidløgsgratinerede jomfruhummere. Måske er jomfruhummere mest en forret, men med en god salat og lækkert brød til kan de sagtens spises som hovedret. Mængden afhænger lidt af appetit og hummernes størrelse, selvfølgelig. Jeg vil nok beregne 4-8 stk pr. person.

Gratinerede jomfruhummere med hvidløg.

Fredag.

Vi spiser en del lasagner, men der kan faktisk gå lang tid imellem, at vi får en helt klassisk lasagne med oksekød og bechamelsauce, så det skal vi have fredag aften. Vi er jo kun 2 personer herhjemme, så jeg laver som regel 2 mindre lasagner og fryser den ene. Er man derimod 4 personer, så er det en meget passende portion.

Lasagne – nem opskrift på klassisk lasagne.

Lørdag.

Selvfølgelig skal vi have lam i påsken, så lørdag aften står menuen på en lækker, rosastegt lammekrone. Man kunne selvfølgelig gå helt klassisk til værks og servere flødekartofler til. Men jeg tænker, at vi i stedet skal have en portion feta kartofler, og så måske blandet salat.

Rosastegt lammekrone…

Søndag.

Chili con carne med kylling. Jeg har altid plads til en portion chili con carne og denne her udgave, som er med hakket kyllingekød i stedet for oksekød, er mindst lige så lækker som originalen. Jeg serverer chilien med ris til og måske også creme fraiche, tortillachips, revet ost, rødløg og hvad køleskabet nu ellers byder på.

Chili con carne med kylling…

Ugens lækkeri.

Skal man holde en lillebitte påskefrokost, eller måske bare lidt påskehygge, så kan jeg kun anbefale de her skønne påskereder af chokolade til kaffen. De er nemme at lave og virkelig lækre. Også en oplagt gaveidé, hvis man vil forkæle familie eller venner med lidt påskelækkerier.

Chokolade påskereder…

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)