En kort uge og en lang pinseferie venter forude og mange af os kan se frem til en fridag mandag efter pinse. Jeg har derfor lavet en madplan til uge 20 med masser af nem og lækker aftensmad og selvfølgelig også et par familie-livretter, hvis der skal hygges lidt ekstra i pinsedagene. Og et par små pinsefrokoster bliver det måske også til rundt omkring i landet, nu hvor der er mulighed for den slags igen.

Jeg hepper under alle omstændigheder på en varm og solrig pinse med masser af mulighed for at tilbringe tid udendørs, så vi kan få lov til at mødes med nogle af de mange venner og familiemedlemmer, som vi ikke har set i alt for lang tid. God pinse til jer alle.

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 20.

Mandag.

Ugen starter godt med en vaskeægte klassiker fra Karolines kogebog, nemlig maskeret blomkål med æg og rejer og en lækker krydderurtedressing. Og selvom det maskerede blomkål efterhånden har nogle år på bagen, så er der altså tale om skøn forårs- og sommermad, som stadig holder 100 %

Maskeret blomkål med æg og rejer

Tirsdag.

Tirsdag skal vi have en nem og lækker tærte på butterdejsbund med friske, grønne asparges, tomater, oliven (som selvfølgelig kan udelades) og friskhøvlet parmesanost. En helt simpel tærte, som er noget så lækker med en god salat til. Skal tærten ikke være vegetarisk, så kan man supplere fyldet med tynde skiver lufttørret skinke eller røget laks.

Tærte med asparges og tomater…

Onsdag.

Menuen står på saftige kyllingefrikadeller, som selvfølgelig kan erstattes af traditionelle frikadeller. Forskellen er dog ikke specielt stor. Tilbehøret bliver et cremet kartoffelfad, som er noget så lækkert og helt oplagt restemad, hvis man har kogte kartofler til overs.

Cremet kartoffelfad med ost og forårsløg…

Torsdag.

Vi er midt i aspargessæsonen og vi får spist virkelig mange asparges herhjemme – sæsonen er jo ikke så lang. I denne uge skal vi have dem i en risotto primavera med ærter og asparges. Vi får som regel risottoen som kødfri hovedret, men den er også god som tilbehør til grillet kylling eller laks.

Risotto primavera med asparges…

Fredag.

Fredag er ofte lasagnedag hjemme hos os. Vi får godt nok ikke lasagne hver eneste fredag, men der er ofte en eller anden slags lasagne på menuen og denne uge er ingen undtagelse. Vi skal have hjemmelavet lasagnette med bechamelsauce og salat ved siden af.

Hjemmelavet lasagnette med bechamelsauce.

Lørdag.

En kogt hamburgerryg er altså lidt af en vinter-ret, men de her hamburgerkoteletter spiser vi hele året og de er lækre og dejligt sprøde. Tilbehøret bliver dampet sommergrønt med en mild senneps-flødesauce, men stuvede ærter og gulerødder er også et hit.

Madplan til uge 24…

Søndag.

Stegt flæsk med persillesauce og små, nye kartofler. En rigtig sommermenu og er det fint vejr, så kan man uden problemer stege sit flæsk på grillen. Det kan man selvfølgelig også, hvis det regner.

Stegt flæsk med persillesauce – min bedste opskrift.

Ugens lækkeri.

Der er ingen tvivl om, at jordbær dyppet i chokolade er en fantastisk mundfuld. Men hindbær med chokolade er mindst lige så godt og sådan en portion skal jeg have lavet i den kommende uge.

Hindbær med chokolade…

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)