Så blev det tid til en madplan til uge 28. Vi er midt i sommerferien og jeg skal love for, at feriestemningen har sænket sig over landet. Min mailbakke er nærmest tom og trafikken udenfor vinduerne er faldet drastisk, men jeg må indrømme, at jeg ikke har spor imod et par uger i roligt tempo. Også selvom Morten og jeg først holder sommerferie i midten af august.

Det betyder, at der er tid til hyggelige kaffepauser og et par kapitler i min bog i dagens løb. Morgenerne er også blevet langsommere og helt stille, nu hvor morgentrafikken for en tid er reduceret. Jeg nyder min te på terrassen – med eller uden sweater – og lytter til fuglene. Glæder mig over hvordan krydderurter og grøntsager vælter frem i højbedene. De travle måneder skal nok komme – de ligger lige foran mig og venter. Sådan er det jo for en madblogger. Så lige nu er det bare med at nyde freden og roen.

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 28.

Mandag.

Ugen starter simpelt og godt med en skøn tomatsalat med frisk mozzarella og syltede rødløg. En rigtig favorit sommersalat, som er dejlig nem at lave. Jeg laver gerne en stor portion og serverer lækkert brød ved siden af og så bliver vi fint mætte. Skal der lidt mere til, så kan man servere salaten som tilbehør til kød, fx en god bøf, kyllingebryst eller kotelet på grillen.

Skøn tomatsalat med syltede rødløg…

Tirsdag.

En auberginelasagne med tomat og ost hører til blandt de simpleste retter, som jeg kender. Den kan forberedes på ganske kort tid, og hvis man har færdiglavet tomatsauce i fryseren, eller køber et glas i supermarkedet, så går det endnu hurtigere. Jeg serverer friskkogt pasta og hvidløgsflutes til lasagnen, men det bestemmer man jo selv.

Auberginelasagne med tomat og ost…

Onsdag.

Tacosalat i sprøde tortillaskåle. Tacoskaller på en lidt anderledes måde. De sprøde tortillaskåle er ret nemme at lave og de giver altså lige salaten et ekstra pift, men de kan selvfølgelig sagtens udelades eller erstattes af færdigkøbte tacoskaller. Oksekødet kan ligeledes udskiftes med kyllingebryst, hvis man foretrækker tacosalat med kylling.

Tacosalat i sprød tortillakurv…

Torsdag.

Der er ikke meget, der er så sommerlækkert, som en frisk rødspætte med nye kartofler og persillesauce. Og det er lige hvad menuen står på torsdag aften. Masser af citron og friskhakket persille “on the side” og så skal der ikke mere til.

Stegt rødspætte med persillesauce…

Fredag.


Denne her bradepandepizza er en tro kopi af de pizzaer, min mor bagte, da jeg var lille. Og pizzaen er stadig så populær herhjemme, at den kommer på menuen med jævne mellemrum. En skøn optakt til weekenden. Bliver der rester, så er det også lækkert med et stykke kold pizza til frokost dagen derpå.

Bradepandepizza – nem pizza bagt i bradepande.

Lørdag.

Lørdag står menuen på hakkebøffer i fad med fløde-paprikasauce. Og jeg ved godt, at det er sommer, og at vi muligvis burde grille et eller andet, men jeg har fået sååå meget lyst til de skønne hakkebøffer. Tilbehøret bliver nye, ristede kartofler og dampet grønt eller salat. Nu må vi se.

Hakkebøffer i fad med fløde-paprikasauce…

Søndag.

Kyllingefrikassé (eller hønsefrikassé) er rigtig sommermad og smager allerbedst på denne tid af året, hvor der er nye gulerødder, sprøde asparges og friskbælgende ærter. Normalt er frikassé en rigtig simreret, men hvis man bruger kyllingebrystfileter, så skal de kun koges i 15-20 minutter for at blive møre.

Kyllingefrikassé med sprøde grøntsager…

Ugens lækkeri.

Der er ikke ret meget, der smager så godt, som iskold, hjemmelavet lemonade på en varm sommerdag. Og så er det noget så nemt at lave. Faktisk skal man bare bruge citroner, sukker og vand. Og så en masse isterninger til servering.

Lemonade – nem opskrift på citron limonade.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)