Så er vi kommet godt i gang med oktober, og det er blevet tid til en madplan til uge 41. Det bliver tidligere mørkt om aftenen, det er mørkt om morgenen, bladene på træerne er for alvor ved at gulne og der er en snert af efterår og brænderøg i luften.
Uhhh hvor jeg elsker denne her tid på året. Og heldigvis er der andre gode råvarer end bare rodfrugter, kål og æbler om efteråret, for nu er det igen blevet tid til vildtkød. Derfor er der en lækker vildtgryde med svampe på ugens madplan, men den kan nu også laves med oksekød i tern. Og så kan jeg også lige så godt indrømme, at det også blevet tid til årets første portion risalamande. I hvert fald herhjemme hos os.
Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.
Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.
Modtag gratis madplan hver uge!
Madplan til uge 41.
Mandag.
En fransk løgsuppe med gratineret ostebrød hører til blandt mine absolutte favorit supper. Og jeg tænker, at vi skal have sæsonens første løgsuppe mandag aften.

Tirsdag.
Spaghetti og kødsauce er en rigtig familielivret, men det er faktisk ikke så ofte, at det er på menuen herhjemme. Måske fordi jeg ofte får lavet en lasagne i stedet for. Men i denne uge står der spaghetti og kødsauce på menuen – selvfølgelig med masser af revet ost på toppen.

Onsdag.
Normalt er flødekartofler måske mest noget, som man forbinder med tilbehør. Men de her flødekartofler med porre og bacon får vi lige så ofte som selvstændig hovedret om efteråret og vinteren. Gerne med en frisk salat til.

Torsdag.
Det er ved at være noget tid siden, at vi har fået tun- og torskerognsfrikadeller. Men de lækre fiskedeller smager virkelig godt, er nemme at lave og som regel et hit (også blandt børn og fiskeskeptikere). Vi får ovnbagte rodfrugter med honning og timian som tilbehør, men kartofler og persillesauce er også godt.

Fredag.
Jeg har fået lyst til at koteletter i fad, så fredag aften skal vi have de her skønne karrykoteletter i fad med ananas og champignons. Tilbehøret bliver ris, for jeg elsker ris til karryretter, men er man mere til kartofler, så er det bestemt også en mulighed.

Lørdag.
Der er igen dukket vildtkød op i butikkerne, og jeg har længe glædet mig til en rigtig lækker vildtgryde med svampe og rodfrugter. Jeg serverer som regel gryden med kartoffelmos eller hasselback kartofler og måske en waldorfsalat med druer og valnødder.

Søndag.
Kål er måske gået lidt af mode – undtagen i kålsalater, hvor det er højaktuelt – men man bør altså lave et par klassikere med kål fra mormorkøkkenet engang imellem. I denne uge skal vi have kåldolmere eller hvidkålsrouletter, som de også kaldes, og jeg glæder mig. Tilbehøret bliver brun sauce og kartofler.

Ugens lækkeri.
Forleden aften besluttede jeg mig for, at nu måtte det snart være tid til sæsonens første portion risalamande med kirsebærsauce. Og det tror jeg faktisk, at vi skal have i løbet af denne her uge.
