Uge 42 rimer på efterårsferie. Og selvom jeg ikke har planlagt at holde fri i den kommende uge, så kan jeg sagtens komme i tanker om et par hyggelige ferie-projekter, som jeg kan kaste mig over. Jeg har bl.a planlagt, at årets første æbleskiver skal på min madplan til uge 42, og så har jeg spottet et par sjove, halloween ideer fra amerikanske madblogs, som jeg måske skal prøve. Rigtig mad skal vi selvfølgelig også have. Det bliver en uge med klassisk efterårsmad og det indebærer selvfølgelig både suppe og simreretter.
Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.
Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.
Modtag gratis madplan hver uge!
Madplan til uge 42.
Mandag.
Jeg er vild med lasagne i alle afskygninger og denne her kartoffellasagne med skinke og mozzarellaost er ingen undtagelse. Jeg serverer salat til lasagnen, men man kan også tilføje ekstra grøntsager til selve lasagnen, fx squash i tynde skiver.

Tirsdag.
Jeg er ret glad for asiatisk mad, men som regel får jeg det slet ikke lavet ofte nok. Denne her asiatisk inspirerede suppe med kylling og nudler er dog jævnligt på menuen, og den er superlækker.

Onsdag.
Det er jo heldigvis stadig sæson for gode, danske blomkål og onsdag skal vi have maskeret blomkål med æg og rejer og en lækker krydderurtedressing.

Torsdag.
Ugens kødfrie indslag bliver denne her forrygende auberginelasagne, som hører til blandt mine italienske favoritter. Der er ikke pastaplader i selve lasagnen, da den i stedet er lagt sammen med aubergine i skiver, men jeg serverer friskkogt pasta, salat og hvidløgsbrød ved siden af, og jeg lover, at alle bliver mætte.

Fredag.
Herhjemme er en klassisk pariserbøf med det hele rigtig fredagsmad. Og en helt perfekt måde at fejre, at vi har weekend på. Nemt og lækkert.

Lørdag.
Enebærgryde. En rigtig Karoline klassiker med skinkekød, fløde og enebær – helt simpel og lækker og en rigtig efterårsret. Jeg serverer enebærgryden på traditionel vis med kartoffelmos og lidt dampet grønt, men ris eller ristede kartofler kunne også være en mulighed.

Søndag.
En god, gammeldags skipperlabskovs hører så absolut til blandt mine favoritter, når det kommer til simreretter. Jeg serverer med friskbagt rugbrød, persilledrys og syltede rødbeder, men det kan man jo gøre, som man synes.

Ugens lækkeri.
Godt nok er det ikke jul endnu, men æbleskiver spiser vi både i oktober, november og december og så nyder vi dem ekstra meget i oktober og november. De her æbleskiver med citron og kardemomme er i hvert fald skønne.
