Jeg sidder her ved computeren med en varm kop te og planlægger vores madplan til uge 45. Rundt omkring mig har både skoven og træerne i haven efterhånden tabt de smukke, gyldne blade, og det er blevet lidt tomt. Derfor tror jeg måske, at lyskæderne snart skal hænges op i havens buske og træer, men nu må vi se. Det er endnu lidt tidligt.
Jeg elsker den måde, hvorpå sæsonerne skifter her i vores del af verden. Og hvordan vi ligesom følger med i køkkenet. Der er derfor kommet masser af lækre efterårsretter på madplanen for den kommende uge. Og så ser vi selvfølgelig frem til onsdag, hvor det er Mortens aften, og vi skal have andesteg. Det første lille hyggelige bevis på, at julen langsomt nærmer sig. Desuden har jeg planer om at lave den første portion brændte mandler, så det skal nok blive en fantastisk uge.
Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.
Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.
Modtag gratis madplan hver uge!
Madplan til uge 45.
Mandag.
Cremet kartoffelfad med kylling og bacon. Kyllingebryst, sprødstegt bacon og kartofler overhældt med mornaysauce og bagt i ovnen. Det er ikke alene nemt, det er også noget så lækkert – gerne med en god salat til.

Tirsdag.
Denne her kikærtegryde med kartofler og masser af krydderier er både nem at lave og dejlig mættende. Jeg serverer gryderetten med en klat creme fraiche og lækkert brød til, men man kan også tilsætte ekstra væde til retten og lave den om til en suppe.

Onsdag.
Den 10. november er det Mortens aften og selvfølgelig skal vi have langtidsstegt andesteg med brun sauce. Jeg serverer hvide kartofler, brunede kartofler og hjemmelavet rødkål til anden, men det bestemmer man jo helt selv. Og oprindeligt var det jo faktisk en flok gæs, som skræppede op og afslørerede Morten Bisp, så nogle spiser også gåsesteg.

Torsdag.
Jeg elsker suppe og er vild med, at vi igen har en fast, ugentlig suppedag. I denne her uge bliver det en lækker og cremet champignonsuppe, der kommer på menuen.

Fredag.
Denne her bradepandepizza er en tro kopi af de pizzaer, min mor bagte, da jeg var lille. Og pizzaen er stadig så populær herhjemme, at den kommer på menuen med jævne mellemrum. En skøn optakt til weekenden.

Lørdag.
Lørdag skal vi have en honningmarineret ørredside med citron og frisk timian, som stadig står fint i haven. Jeg er ret vild med ørred, men foretrækker man laks, så kan man sagtens bruge en lakseside i stedet for. Tilbehøret bliver små, kogte kartofler, dampet grønt og måske min nemme, hjemmelavede hollandaise sauce

Søndag.
Ugen afsluttes med hjemmelavet lasagnette med oksekød og bechamel. En form for lasagne, men som er lidt hurtigere at lave, idet man ikke skal “opbygge” en lasagnette, men blot blande pasta og kødsauce sammen i et fad.

Ugens lækkeri.
Godt nok er vi kun i starten af november. Men jeg har altså spottet de første mandelboder på gaderne, så nu skal der laves hjemmelavede brændte mandler.
