Du kender måske allerede flødebollekagen med makroner, flødeboller og friske bær på toppen. Den her flødebolledessert er i realiteten det samme. Men den er anrettet i portionsglas, hvilket gør den oplagt både til hverdag og weekend. Det er jo ikke altid, man har brug for en stor kage. Og så er det rart, at kunne lave 2 eller 4 mindre desserter i stedet for.
Nem opskrift på flødebolledessert.
Det er ikke uden grund, at desserten med makroner og flødeboller har gået sin sejrsgang i de senere år. Den er nemlig ikke bare lækker, den er også virkelig nem at lave. Der er desuden tale om en “no-bake kage”, så man kan altså lave den når som helst og hvor som helst. Også selvom man ikke har en ovn til rådighed. Faktisk behøver du ikke engang elektricitet, hvis du sørger for at have flødeskum med på en sifon eller en færdigkøbt dåse fra supermarkedets køledisk.
Jeg har brugt kiwifrugt, blåbær og hindbær til den her flødebolledessert, men der er rimelig frit slag, så du bruger bare de frugter og bær, som du foretrækker. Dog vil jeg lige tilføje, at kagen er en smule sød grunden makronbund og flødeboller. Den bliver derfor meget lækker med sød-syrlige sommerbær som fx jordbær, hindbær og blåbær.
Tip! Se også mine bedste tips til flødebolledessert under opskriften.
Flødebolle-dessert
Ingredienser
- 16 stk makroner
- 8 stk flødeboller
- 2 dl piskefløde
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 stk kiwi (skrællet og skåret i skiver)
- 100 gr blåbær
- 100 gr hindbær
- 25 gr chokolade (hakket)
Fremgangsmåde
- Knus makronerne og fordel dem i 4 portionsglas.
- Mas 2 flødeboller ned i makronerne i hvert glas.
- Kom fløde og vaniljesukker i en skål og pisk det til blødt skum.
- Fordel flødeskum, kiwi, blåbær og hindbær ovenpå makroner og flødeboller.
- Pynt hver dessert med et drys hakket chokolade på toppen og server.
Noter til opskriften.
Skal du lave flødebolledessert til mange, så kan du med fordel anrette desserten i et stort fad med høje kanter i stedet for portionsskåle.Tips til opskriften
Jeg har brugt en æske helt almindelige flødeboller til den her flødebolledessert. Men du vælger jo selv, hvilken slags flødeboller, du bruger. Det kan fx være flødeboller med smag, med et tykt lag chokolade og eller med marcipanbund. Dog vil jeg anbefale, at du ikke bruger nogle virkelig dyre gourmetflødeboller. For selvom man tydeligt kan smage flødebollerne i desserten, så “forsvinder” lidt af smagen jo også, når den blandes med makroner, flødeskum og bær.
I stedet for knuste makroner, kan du bruge forskellige slags knust kiks i bunden. Det kunne fx være knuste digestive kiks eller bastogne, som giver en lækker og let krydret smag af kanel og kandis.
Du kan sagtens nøjes med én slags frugt eller bær på toppen, fx friske jordbær. Jeg synes bare, det ser fint ud, når der er bruges bær i forskellige farver, som kan give et flot farvespil. Og så smager det jo også godt,
Bliver det for sødt med makroner, flødeboller og flødeskum, så kan du i stedet lave en vaniljecreme på creme fraiche og flødeskum. Creme fraiche og flødeskum blandes sammen i forholde 1:1 og smages til med vaniljesukker og et nip sukker. Syren fra creme fraichen gør cremen lidt mere syrlig og frisk.
