Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Eton mess med jordbær og marengs.

0 kommentarer
Desserter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift på eton mess med jordbær og marengs

Eton mess er en traditionel, engelsk sommerdessert, der oprindeligt stammer fra Eton College. En superlækker dessert, der kan laves på få minutter og består af jordbær, marengs og flødeskum. Som navnet antyder, så laves Eton mess ofte ved at blande alle ingredienserne i en skål til en ordentlig omgang rod (mess). Men jeg må indrømme, at jeg foretrækker at anrette Eton mess med jordbær, marengs og flødeskum lagvist i portionsglas. Stadig lidt tilfældigt og “rodet”, men dog ikke som en “grød”.

Eton mess – nem dessert på 15 minutter.

Eton mess er ikke en dessert, der kan laves dagen i forvejen eller fryses. Fugten fra jordbær og flødeskum vil trænge ind i marengsene og gøre dem bløde. Den kan godt laves i forvejen, men skal helst ikke stå på køl mere end 3-4 timer, hvis der stadig skal bevares lidt sprødhed. Til gengæld kan desserten laves på ca 15 minutter. Og det er en skøn sommerdessert, der både passer til hverdag og weekend.

Eton mess kan sagtens laves som én stor dessert, fx i en høj glasskål. Men jeg kan bedst lide at anrette jordbær, marengs og flødeskum i gennemsigtige portionsglas, så man rigtigt kan se de forskellige lag.

Tip! Se også mine bedste tips til eton mess med jordbær og marengs under opskriften.

Opskrift på eton mess med jordbær og marengs
Ingen bedømmelser

Eton mess med jordbær

Samlet tid15 minutter
Antal: 4 personer
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 500 gr jordbær
  • 2 dl piskefløde
  • 3 tsk vaniljesukker (eller efter smag)
  • 24 stk små marengs

Fremgangsmåde

  • Nip jordbærrene og del dem i halve eller kvarte afhængig af størrelsen.
  • Pisk fløden til blødt skum og smag til med vaniljesukker.
  • Anret jordbær, vaniljefløde og små marengs lagvist i 4 portionsglas. Slut evt. af med et jordbær med en fin, grøn stilk på toppen.
  • Opbevar på køl indtil servering. Eton mess er bedst samme dag, da marengsen ellers vil suge fugt og miste sprødheden. Desserten er ikke fryseegnet.
 

Noter til opskriften. 

 
Jeg har brugt små marengstoppe (kys) fra supermarkedet til den her opskrift, men selvfølgelig kan du også bage dine egne marengs. 

Tip til opskriften.

Eton mess laves oprindeligt med jordbær, men den kan sagtens laves med andre former for frugt og sommerbær. Fx hindbær, udstenede kirsebær, blåbær og lignende. Lav den også gerne “a la trifli” med rabarberkompot, stikkelsbærkompot, blommekompot eller lignende syrlige frugtkompotter, der passer til de søde marengs og flødeskum.

Eton mess er som sagt en helt simpel dessert med få ingredienser, der kan være klar på et øjeblik. Jeg bruger ofte som marengstoppe fra supermarkeder, men du kan selvfølgelig også bruge hjemmebagte marengs/kyskager. Der kan desuden bruges rutebiler (chokolademarengs), hvis du vil tilføje lidt ekstra smag til desserten.

Se ogsåPavlova | Jordbær med makronfløde | Nem jordbærkage

Bliver det for sødt og tungt med flødeskum tilsmagt med vaniljesukker, så kan du lave en creme af flødeskum og creme fraiche. Vend 1 del flødeskum sammen med 1 del creme fraiche og smag til med vanilje og evt. lidt sukker, men husk at marengsene også tilfører sødme til desserten. Creme fraichen gør flødeskummet en smule syrligt og lettere.

Bruger du nogle meget syrlige jordbær, fx først på sæsonen, så kan det være en fordel at tilføje lidt sukker. Del bærrene i halve eller kvarte, drys med 1-2 spsk sukker og vend forsigtigt rundt. Lad herefter jordbærrene “marinere” i ca 15 minutter, og så er de klar til brug.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer