Så har vi taget hul på endnu en uge og jeg kan sidde her mandag eftermiddag og nyde en kop varm te og kigge tilbage på en dejlig weekend. En weekend som godt nok bød på både gråvejr og regnbyger men også masser af hygge og selvforkælelse på en dejlig tur til Flensborg og et par skønne gåture. På en af vores ture kom vi forbi et par brombærbuske, som var fulde af de smukke, blanke og sorte bær – der var ikke bær i spandevis, men lige en lille portion på omkring 250 gr, og da vi kom hjem, kom bærrene i en gryde og blev kogt til lækker brombærkompot.
I går anrettede jeg så kompotten sammen med makroner og flødecreme i et par glas og så fik vi hver en brombærtrifli til dessert. En fantastisk lækker og nem lille anretning, som passer perfekt til årstiden og så skal der ikke nødvendigvis bruges særligt mange bær, hvilket især kan være en fordel, når man jævnlig støder på brombærbuske, som langt fra har bær nok til marmelade og lign. men man omvendt gerne vil udnytte de bær, som man nu engang kan få fingre i.
Trifli er vist egentlig en lidt gammeldags dessert – eller måske er den så småt ved at vende tilbage til restauranterne, i takt med at mormor-køkkenet bliver mere og mere populært, men jeg har i hvert fald aldrig fået serveret triflier andre steder end en sjælden gang hjemme hos mine forældre. I grunden er det jo synd, for en trifli både smager skønt og er relativ nem at lave, da der i bund og grund blot er tale om en portion frugtkompot (eller frugtgrød), som lægges i lag med makroner og vanillecreme – jeg foretrækker, at vanillecremen vendes sammen med flødeskum, så det bliver til en vanille-flødecreme, men det kan man jo gøre, som man lyster.
Det er lækkert at koge sin egen vanillecreme og svært er det faktisk heller ikke, men kniber det med tid eller lyst, så kan man sagtens lave vanille-flødecreme ved at vende flødeskum sammen med færdiglavet, gul kagecreme lavet på et brev cremepulver. Der skal ca. 1 del creme til 1 del flødeskum og man kan med fordel tilsætte lidt ekstra vanillepulver eller vanillesukker til cremen. Nedenstående opskrift på brombærtrifli er ikke en kæmpestor opskrift, så jeg vil skyde på, at man blot skal lave creme af ca 1/3 brev pulver og mælk efter anvisning på pakken. Er man vild med creme, så laver man selvfølgelig bare en større portion. Makronerne kan for øvrigt snildt udskiftes med andre former for kiks, fx italienske amarettomakroner, ladyfingers eller måske bare lidt honningristet havregryn.
Brombærtrifli med makroner og flødecreme.
2-3 portioner.
200-250 gr brombær – friske eller frosne
75-100 gr sukker eller efter smag
2-3 tsk maizena
½ dl vand
1 portion creme efter nedenstående opskrift – der kan også bruges creme lavet af 1/3 ps cremepulver + mælk
1-1½ dl piskefløde
8-12 makroner
Skyl bærrene og kom dem i en lille gryde med det vand, der hænger ved. Læg låg på gryden og bring den i kog under svag varme til bærrene brister og moser ud. Smag til med sukker – bruges der frosne brombær, skal der måske bruges mere sukker. Rør maizena ud i lidt vand og hæld det i bærrene under omrøring – lad gryden koge igennem i et par minutter, så kompotten tykner. Virker kompotten for tynd, kan man lave lidt mere maizenajævning. Sæt kompotten til side og lad den afkøle.
Pisk fløden til skum og vend den sammen med den afkølede vanillecreme til en vanille-flødecreme. Kom lidt af den afkølede brombærkompot i 2-3 glas, fordel efterfølgende lidt vanille-flødecreme og et par makroner. Fortsæt med kompot, vanille-flødecreme og makroner og slut med et lag kompot og evt. en top af flødecreme. Lad glassene står koldt til servering.
Vanillecreme.
1,25 dl mælk
25 gr sukker
1 æg
½ tsk vanillepulver eller 1 tsk vanillesukker
1 spsk maizena
1 dl mælk, sukker, æg og vanille og kommes i en lille gryde ved svag varme. Maizena opløses i resten af mælken og hældes i gryden med den varme mælkeblanding. Cremen koges op under jævnlig omrøring til den tykner. Lad cremen køle af og vend den sammen med tilsvarende mængde flødeskum til vanille-flødecreme.