Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Havregrynskager med nutella smørcreme…

4 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter, Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

På sådan en grå januarfredag fik jeg lyst til at bage en portion havregrynskager med nutella smørcreme til weekenden. Sådan en klassisk bager- og konditorkage, som er knasende sprød udenpå og fyldt med lækker, blød og luftig smørcreme indvendigt. Perfekt til en god kop kaffe eller te og en lille hyggestund med tændte stearinlys og et par kapiter i en god bog eller en film. Faktisk har jeg både et par film på min “must see” liste og jeg er i gang med en fantastisk bog, så det kan næsten ikke blive meget bedre.

Havregrynskagerne er ret nemme og lige ud ad landevejen at lave og så kræver de ikke ret mange ingredienser. I hvert fald har jeg altid både havregryn og sukker i skabet og smør og æg på køl. Vi har et stort glas nutella stående i skabet, så i stedet for at gå helt klassisk til værks og lægge havregrynskagerne sammen med en traditionel smørcreme med vanilje, valgte jeg i stedet at lave smørcreme med nutella. Og det er altså et kæmpe hit.

>> Se også min opskrift på hjemmelavede romkugler med nutella lige her.

I stedet for nutella kan man også bruge blød nougat til smørcremen – måske der stadig er en smule til overs fra jul. Og er man vild med kombinationen af appelsin og chokolade, så kan man også overveje at tilsætte revet, usprøjtet appelsinskal til smørcremen. Både hvis man laver nutella smørcreme og smørcreme med vanilje. Faktisk kan man også komme lidt revet appelsinskal i selve dejen til havregrynskagerne, hvis man synes.

Og har man nu et glas nutella, men bare ikke lige overskud, tid eller lyst til at lave en smørcreme, så smører man da bare en generøst lag nutella på kagerne og lægger dem sammen 2 og 2. Mere besværligt behøver det jo ikke at være. Kagerne kan selvfølgelig også bare spises helt som de er – uden hverken det ene eller det andet.

Havregrynskagerne kan sagtens laves i god tid og opbevares i en lufttæt dåse, men når først de er lagt sammen med smørcreme, skal de helst spises i løbet af et døgns tid eller deromkring. I hvert fald hvis man fortsat ønsker knasende sprøde havregrynskager. Fugten fra smørcremen trænger nemlig ud i småkagen og gør den en smule blød, men hvis man pensler kagerne med et tyndt lag chokolade, inden man lægger dem sammen med cremen, så kan man forsinke processen en smule.

5 fra 1 stemme

Havregrynskager med nutella

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid40 minutter
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 1 æg
  • 100 gr sukker
  • 125 gr finvalsede havregryn
  • 1 spsk hvedemel
  • ½ tsk bagepulver
  • 75 gr smør (smeltet)

Nutella smørcreme

  • 75 gr blødt smør
  • 75 gr flormelis
  • 40 gr nutella (eller blød nougat)
  • evt. mørk chokolade til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom æg og sukker i en skål og pisk til en luftig æggesnaps.
  • Tilsæt havregryn, hvedemel, bagepulver og smeltet smør til skålen og vend det hele sammen.
  • Dejen kan med fordel sættes på køl i ca 30 minutter. Så bliver det lidt nemmere at forme dejen.
  • Ved hjælp af en spiseske formes dejen til små kugler på størrelse med valnødder. Kuglerne sættes på bageplader beklædt med bagepapir med god afstand, da de flyder ud. Der kan være 6-8 kugler pr bageplade.
  • Bag kagerne ved 180 °C (alm. ovnfunktion) i 10-15 minutter, til de er gyldne i kanten og gennembagte i midten. Lad kagerne køle helt af på ovnristen. Herefter kan kagerne opbevares i en kagedåse i 2-3 uger, indtil de skal samles med smørcreme og spises.

Nutalle smørcreme

  • Kom blødt smør, flormelis og nutella i en skål og pisk til en let og luftig smørcreme.
  • Hæld smørcremen i en sprøjtepose eller frysepose med en stjernetyl.
  • Sprøjt nutella smørcreme ud på bunden af halvdelen af havregrynskagerne. Læg herefter den anden halvdel af kagerne over som låg og giv dem et ganske let tryk, så de sidder fast.
  • Smelt evt. lidt chokolade over vandbad eller i mikrobølgeovnen, hæld den i en frysepose eller sprøjtepose, klip et lille hul og pynt toppen af kagerne med fine striber.
  • Kagerne kan opbevares på køl i op til 5 dage, men de er bedst og mest sprøde, når de er relativt nylavede. Smørcremen kan sagtens fryses, men småkagerne vil meste sprødheden, hvis de fryses.
I stedet for nutella kan man lave nougat smørcreme ved at tilsætte 40 gr stuetempereret blød nougat til cremen. Man kan også lave en klassisk vanilje smørcreme ved at bruge 100 gr smør og 100 gr flormelis og 2 tsk vaniljesukker eller 1 tsk vaniljepulver. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og min app (maden i mit liv). Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

 

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lu Jensen
5 år siden

Hej er det ok at bruge grovvalsede havregryn? På forhånd tak🤗

Solvej
2 år siden

Du kunne evt. hakke dem i en mini hakker, persillehakker 🙂